Læsetid: 9 min.

Hvorfor det konservative element i vores kultur er umisteligt

’Konservatisme er ikke kun tilbageskuende, men et nødvendigt afsæt for at se fremad,’ skriver Bjørn Nørgaard i sit essay, der trækker personlige lin-jer fra barndomshjem til tiden som professor ved Kunstakademiet. Der hersker i dette land en lang tradition for at føre borgerlig kulturpolitik, og tak for det, mener Nørgaard.
5. april 2004

Konservatisme
Jeg er ikke historiker, jeg er ikke politiker, og i dette skrifts øvrige bidrag er der formodentlig kyndige folk, der dækker disse områ-der fremragende; jeg er billedhugger, jeg er socialist af opvækst og miljø, men også kristent opdraget af min farmor, og min farfar var brygger på Carlsberg i 48 år.
Min mors familie kunne ikke fordrage autoriteter, min morfar var møbelsnedker, både med eget værksted og som ansat. Jeg er opvokset på Nørrebro, i Søborg og i kolonihaven; far var tillids-mand i alt muligt og socialist, men mine forældres omgangskreds bestod af mennesker af mange observanser, som diskuterede ivrigt, nogle ville sige højrøstet, men fordomsfrit. Med undtagelse af min farmor lå enhver form for absolutisme, fanatisme, autoritetstro og ensidighed familien og omgangskredsen fjern. Min fars mantra var altid at holde mindst tre aviser, ét synspunkt var ikke nok. Forskellige sociale lag og forskellige politiske ståsteder mødtes, men med fælles tro på frihed, lighed og broderskab, som jo er den borgerlige revolutions tre søjler. Det er et godt ord – borgerlighed – altså lighed mellem borgere.
Som barn på Nørrebro oplevede jeg selv min far, der ud over mange tillidshverv, var bogombud for Fremads folkebibliotek på arbejdspladserne og solgte billetter for Arte, hvor han ofte holdt studiekreds i den lille 1 -værelses efter forestillingen, hvilket var datidens ulønnede ’græsrodsarbejde’. Det er nok derfor, at jeg i en anmeldelse for nylig blev kaldt ’klassisk dannet’, på trods af at jeg ingen formel uddannelse har. Jeg håber, læseren har tålmodighed med alle disse digressioner, for de er nødvendige for min sluttese.

Lang tradition for borgerlig kulturpolitik
Først tak til kulturministeren for invitationen; at vi nu går fra kulturkamp til kulturdialog/
samtale, måske oven i købet kultiveret samtale, kan jeg kun takke ja til, derfor min medvirken.
Et af den nye regerings bud, vist endda kulturministerens bud, var, at nu skulle der føres borgerlig kulturpolitik. Sagen er blot, at det er der blevet ført længe i Danmark, og tak for det. Socialdemokratiet overtog borgerskabets kulturelle idealer og værdier for at lade den store brede befolkning få del i den såkaldte finkultur, selv om P.H. og med ham en række fremtrædende kulturradikale klandrede netop Socialdemokratiet for dette ’forræderi’. Indtil engang i slutningen af 70’erne var dette socialdemokratiske ’borgerlige’ oplysningsprojekt en succes, som efterhånden sejrede sig ihjel.
Egentlig var det en lang proces, hvor Rytterskolerne fra det 18. århundrede vel var en begyndelse. Et par anekdoter: Reventlow var vist (ellers ret mig) især entusiastisk med at oprette disse skoler for bønderne (forespurgt hvorfor skolegangen ikke skulle gælde hans egne børn, svarede han i øvrigt: Enten er de idioter, og så er det spild af tid, eller også er de velbegavede, og så er det også spild af tid...). Hvorom alting er, så forstod han, at hans egne børn var født ind i samfundets top, hvorimod bondens børn havde lærdom nødigt – og det fører os til en anden anekdote: Brandes er til middag på et gods og har fruen til bords. De diskuterer, hvad forskellen er på selskabets gæster og den tjener, der står bag hver stol. Fruen hævder, det er dannelsen. Brandes spørger tjeneren bag
fruens stol, og han svarer: pengene. Brandes konkluderer, at de har begge ret: Det er pengene, der giver dannelsen.
Disse to anekdoter dækker vel egentlig meget godt, ikke bare det socialdemokratiske oplysningsprojekt for arbejderklassen, men også bondestandens højskolebevægelse, med Grundtvigs levede ord som udgangspunkt.
Bondestandens og arbejderbevægelsens to store oplysningsprojekter bygger grundlæggende på de borgerlige dannelsesidealer fra oplysningstiden, de borgerlige revolutioner og 1800-tallets libertære, nationalromantiske idealer, der alt sammen fører frem til grundlov og folkestyre.

Fra efterkrigstid til velfærd
Penge og dannelse, fra 50’erne til 60’erne, det var et kulturspring fra efterkrigstiden, hvor Europa var udmarvet, til et voldsomt velfærdsryk på relativt få år – men som Brandes spåede: dermed også et tilsvarende voldsomt kulturskred.
Nu er 60’erne i dagens kulturkamp blevet dyret i åbenbaringen. Det glemmes dog af de forurettede akademikere, at det virkelige skred ikke var studenteroprøret, men selve ungdomsbevægelsen, dvs. det ungdomsoprør, der gik forud, allerede fra starten af 60’erne. Det var borgerretsbevægelsen i USA med Martin Luther King, det var Vietnambevægelsen i USA, det var protest mod atomoprustning i USA, det var musikerne Bob Dylan, Joan Baez, Mothers of Invasion, Frank Zappa, Doors og mange flere, det var Allan Ginzberg, Jack Kerouac, det var Fluxus, John Cage, pop-kunsten, minimalismen, som kickstartede 60’erne. Englænderne var med: Beatles, Rolling Stones, Animals, moden fra London, Carnaby Street, Twiggy, lårkorte kjoler og Op-art. De første til at spille med, men i løbet af 60’erne blev europæisk tradition og nybruddet fra USA smeltet sammen, og det skabte troen på et nyt decentralt, nærdemokratisk samfund. Vi var udogmatiske, vi kunne hverken bruge marxisme, kulturradikalisme eller kapitalisme til noget som helst; vi ville et helt nyt, politisk sprog, der i vores verden byggede på kunsten, det skabende hos den enkelte; det, der var fremtidens kapital. For at gøre en lang historie kort: Hele det antiautoritære oprør, der ruskede godt og grundigt op i stivnede institutioner og gamle magtstrukturer, har på godt og ondt rykket vores samfund og fornyet det, så vi kunne vokse ind i en ny global verden, med nye medier, teknologier osv. Det var nødvendigt – der var meget godt og meget skidt – men det var hippier og blomsterbørn, der herhjemme skabte det senere vindmølleeventyr (også på godt og ondt), og det var hippier og blomsterbørn, der i USA skabte pc-revolutionen (også på godt og ondt).
Netop fordi vi var udogmatiske (personligt har jeg aldrig kunnet knytte mig til et bestemt parti), meldte eftertanken sig. I 70’erne fik vi Røde Brigader både i Tyskland og Italien, det var et voldsomt tilbageskridt. Drømmen om det åbne, decentraliserede samfund fik et voldsomt knæk; ligesom en lille, men højtråbende, del af studenterbevægelsen blev til det, vi kaldte munkemarxister. Visse mennesker har dette håbløse behov for absolutte sandheder.

Vi blev konservative
Men samfundet var ændret både horisontalt og vertikalt, så meget, at selv de, der havde ansvar for at passe på og tage vare på umistelige værdier i vores kultur, var forvirrede. De glemte at være konservative. Jeg oplevede det direkte i slutningen af 70’erne. Ved den daværende ombygning af Statens Museum for Kunst havde man anbragt afstøbningssamlingen i gips i en lade i Ledøje ude ved Roskilde: Her stod den og forfaldt, huller i taget, uaflåst, uopvarmet. At ansvarlige museumsfolk gjorde dette, var en skandale, og det var bl.a. kunstnere som jeg selv fra 60’erne, der måtte blive ’konservative’, når dem, der skulle være det, ikke ville, og vi fik gipssamlingen reddet. Den blev således restaureret og nyinstalleret af Jan Zahle i Vestindisk Pakhus, helt fremragende. Et formidlingsarbejde og en udveksling med museer i hele verden blev etableret – den samling, vi har, er en af de fineste i verden – og i dag handles gipsafstøbninger fra 17- og 1800-tallet i millionklassen.
Desværre har de udogmatiske idealer fra 60’erne resulteret i en populistisk-opportunistisk virus, som har angrebet vores politiske og faglige institutioner, så nok engang er gipssamlingen i fare. Den fremragende leder er fyret, samlingen lukket, og nu skal der være tøjmuseum, vorherre bevare os.
Næste gang, jeg måtte tage stilling til at være konservativ, var da billedhugger og professor Hein Heinsen i 1985 under en lang telefonsamtale overtalte mig til at søge et professorat med den begrundelse, at i institutionen møder staten kunsten. Mange vil gerne være professorer og andet, få lønnen, men at påtage sig at være en institution prøver de at slippe for.
Det er min opgave som professor at lytte og at følge med, men også at varetage og pege på de værdier, kunsten kommer af og bygger på, og det er mit ansvar, at disse værdier også er til stede for fremtidige generationer. Ikke fordi de skal acceptere dem, men for at de kan lave deres eget oprør og selv tage stilling, hvis jeg som ansvarlig professor ikke påtager mig mit konservative ansvar, som er, at disse værdier fortsat er en levende del af uddannelsen og vores kultur. Konservatisme er ikke kun tilbageskuende, men et nødvendigt afsæt for at se fremad. Jeg bruger udtrykket: I institutionen Det kgl. Danske Akademi for de Skønne Kunster møder fortiden fremtiden i nutiden.
Nu har vi den glimrende ordning på Kunstakademiet, at man er professor i 6 + 3 år, dvs. man skal maksimalt være konservativ i ni år, det er til at leve med. I min tid som professor forstod jeg, at min lærestol – indtil Svend Wiig Hansen kastede den på porten i 70’erne – havde været den kunstneriske autoritet med det overordnede ansvar for vores skulpturelle arv. Siden har denne autoritet ikke eksisteret. Billedhugger Eric Erlandsen udfyldte dette tomrum forbilledligt indtil sin død, men i dag er det helt hjemløst. I 1986-87 fik vi derfor oprettet et monumentsyn, som desværre aldrig fik politisk opbakning, men vores ambition var at få oprettet en Figurhuggerskole, som skulle varetage denne funktion. Her skulle færdiguddannede billedhuggere, håndværkere, konservatorer og arkitekter diskutere vores skulpturarv. Jeg håber, denne væsentlige ’konservative’ skole lykkes en dag.
Under dette arbejde mødte jeg fredningsinstitutionen, som dengang lå i Planstyrelsen med Henning Hummelmose som direktør; kontorchef for bygningsfredning og bevaring var Ane Vium Olesen. Nogle år senere udnævnte miljø- og energiminister Svend Auken mig til formand for det særlige bygningssyn, endnu en ’konservativ’ funktion: at bevare og frede bygninger i Danmark. Det utrolige ved bygningsfredning er, at det er et levende museum, der dækker hele landet, og at vi bor og arbejder i det. Vi diskuterede et dynamisk fredningsprincip: Samtidig med at vi peger på de umistelige kulturelle og arkitektoniske værdier, lader vi husene rumme levende, nutidige funktioner. Vi freder ikke for fortiden, vi freder for fremtiden.

Den konservative tankegang
Det særlige bygningssyn blev oprettet af gode borgerlige mænd og en enkelt kvinde i 1918. Naturfredningsforeningen blev skabt af lige så gode og borgerlige og konservative personer i 1911, sit endelige navn fik foreningen vist i 1922. Når man i dag hævder, at Danmarks natur er skabt af landbruget, er det kun delvist rigtigt, det er også skabt af Danmarks Naturfredningsforenings gode konservative tankegang. Derfor har vi stadig det åbne landskab, frie kyster, en mangfoldig natur, i sidste århundrede har bygningsfredning og naturfredning gjort, at velfærd og vækst har kunnet foregå, samtidig med vi har bevaret disse kulturværdier. Takket være det konservative element i vores kultur.
Det skrider i disse år, grådigheden er umættelig. Men vi kan med den rigdom og teknologi, vi har i dag, både skabe vækst og bevare kultur- og naturværdier, der giver vores samfund indsigt, troværdighed og de værdier, fremtiden kan bygge på. Dette er den reelle kulturkamp/dialog.
Vi kan diskutere, hvorvidt modernismen begyndte med renæs-sancen, reformationen, oplysningstiden, den franske revolution, borgerskabet, nationalromantikken, industrialiseringen eller arbejderbevægelsen, men som jeg ser det, er de borgerlige frihedsrettigheder, de konservative værdier, de libertære bevægelser og de socialistiske solidaritetsidealer alle afgørende for det samfund, vi har i dag. Det konservative element er derfor en umistelig del af vores kultur, og måske er vi alle (enhver kan selv sætte sine procenter på): radikale, konservative, liberale, socialister!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu