Dobbeltkoncert
Kvaliteten af det papir man tørrer sine barkede næver i ude på herretoilettet på Stars i Vordingborg er både blødere og behageligere end normalen og sådan er det faktisk hele vejen igennem på dette tiptop-tjekkede regionale spillested; et venligt personale bevæger sig rundt i det smukke rum, der både er sat indbydende i stand og i besiddelse af en suveræn akustik. Det eneste, man måske kan savne, er lidt intimitet, thi rummet er pænt stort, og der er langt til scenen sådan føltes det i hvert fald under Olesen-Olesens underspillede, afslappede og næsten visesangsagtige koncert lørdag aften sammesteds.
Disse to brødre har bevæget sig endog meget langt fra deres udgangspunkt i de tidlige 80eres nyrock, hvor de først gjorde sig bemærkede i Vejle-outfittet Sort-Hvide Landskaber, der hurtigt blev til Greene, hvor grunden til deres særlige monokrome og af britisk indie-rock inspirerede (The Smiths!) lyd blev lagt.
Efter tre engelsksprogede albums i det regi sprang brødrene ud som dansksproget duo i 1997 med Indenlands Udenbys, hvor de fandt en melodisk begrænset, men til gengæld særdeles særegen skandinavisk tone og den plovfure har de nu pløjet på i alt fem udgivelser, kulminerende med sidste års vellykkede Hårdnakket idyl. Det overraskende er, at de er blevet bedre og bedre til at give et snævert udtryk prægnans og relevans, om end de næppe nogensinde vil gøre hitlisterne usikre.
Lavmælt landligt udsyn
Med Peter H. Olesen i vokal front og som underholdende MC og lillebror Henrik Olesen på primært akustisk guitar, spillet i bedste bord-og-stol-stil, samt en følsom andenstemme, der generelt benyttes for lidt, flankeredes brødrene af Rasmus Kragh Bjerregaard på wurlitzer og den fornemt funderede Michael Lund på dobro og ikke mindst lap steel, et instrument han trakterer med både finesse og opfindsomhed. Nul trommer eller bas, hvilket giver masser af plads til Peter H. Olesens ofte snurligt begavede og sprogbevidste tekster, der helt konkret cirkler om alt og ingenting. Metoden i sangskrivningen er ikke ulig f.eks. en Lou Reed, hvor musikken også ofte fungerer som backdrop for et betydningsladet tekstunivers og rudimentær melodik og som Reed får Peter H. det maksimale ud af en stemme, der fra naurens side ikke er ment som en udfordring til Pavarotti. Det fungerer faktisk forbilledligt indenfor de af duoen selv afstukne grænser, og man lægger villigt øren til deres kunst.
Hos Peter H. løber en række temaer sammen centreret om det personligt erfarede og forløses med stor præcision med et anslag, der ikke ejer sidestykke i dansk rock. Der synges først og fremmest med en vis tungsindig melankoli om at finde sig til rette i sit eget liv på den anden side af de fyrre, fjernt fra metropolernes brændpunkter, men med et lavmælt landligt udsyn.
Der fremmanes også gerne bittersøde stemningsvignetter fra de 80ere, som den syngende er både rundet og brændemærket af. Også baggrunden i det jyske dykker op i sange med vidunderlige titler som »Jysk beatnik« eller »Jack Kerouac i Jylland«, hvor der kredses om at føle sig malplaceret og fastlåst i sit lokalmiljø. Eneste begrænsning er, at sangene har en tendens til at fremstå enslydende, men for nu at citere digteren selv, så efterlod musikken som helhed én »om end ikke ovenpå, så ved godt mod«. En herlig forårsbebuder.
Strittende og pigget
Tilfælles med Peter H. besidder Nikolaj Nørlund en idiosynkratisk stemme, som for altid vil stå til hinder for en decideret adgang til mainstreamen; ærgerligt egentlig, for selv om Nørlund er en egensindig herre, besidder han både råstyrke, raffinement og et ganske særligt je ne sais pas que, man godt kunne unde flere at få fornøjelse af.
At Nørlunds stemme er speciel, betyder ikke, at den er kvalitetsforladt, malmdyb, maskulin og udtryksfuld som den er. Men det handler om valget mellem at stryge folk med eller mod hårene, og Nørlunds kunst er både for strittende og pigget til at kunne agere auditiv narko for folk, der er af den overbevisning, at musiks fornemste funktion er at dulme nerverne i form af evige harmoniske bekræftelser.
Tværtimod er han siden sin tid som frontfigur i sekstetten Trains And Boats And Planes i første halvdel af 90ernes konsekvent og uden de store falbelader gået sine egne sære veje i dansk rock. Heldigvis. At han ikke elskes i folkedybet, gør ikke hans musikalske indsats mindre imponerende eller betydningsfuld.
Siden Nørlund sprang ud som solist med lytteværdige tonesætninger af Michael Strunge-digte på Navnløs i 96, har hans karriere bevæget sig i to distinkte spor: Dansksprogede udgivelser i eget navn og engelsksprogede ditto under bandnavnet Rhonda Harris. Det skal ikke skjules, at undertegnede finder den dansksprogede sangskriver Nørlund betydelig mere givende end hans angelsaksiske alter ego, og det var derfor møglækkert, at han i selskab med sit misundelsesværdige orkester denne lørdag aften havde sammensat et langt sæt, der udelukkende trak på hans fire stildannende dansksprogede cder. Med vægten lagt på den slagkraftige og udadvendte del af repertoiret, tilmed, selv om der da også blev plads til både det neddæmpede, det raffinerede og det rent ud sære. Det manglede sgu også bare.
Med sig havde Nørlund sit bedste backingband nogensinde; rytmegruppen med Anders Christensen på bas og solide Tomas Ortved på trommer swingede som død og ødelæggelse, mens guitaristen Klaus Mandal leverede manende arabesker og frække forsiringer med noget, der kunne forvekskles med indolence. Stjernen var den forrygende Søren Kjærgård, der trakterede såvel sit wurlitzer som orgel med blærerøvsagtigt overblik og overskudspræget musikalitet.
Dette hold betød, at Nørlund med stor (selv)sikkerhed kunne koncentrere sig om at sende sangene fra sit seneste, tungrockende album, Tændstik, durk i masken på et i øvrigt noget passivt publikum. Vi fik alle sangene derfra pånær én og de kom seriøst til live på scenen. Overraskende at høre hele seks sange fra gennembrudspladen Nye Optagelser (1997), men det har vel været fristende at høre, hvad dette band kunne tilføre dem. Og de fik nogen på hatten, kan vi hilse og sige, ja »Ridset i panden« har aldrig lydt bedre. Hvor Peter H. synger sine sange om livet udenfor dybt indefra og med afsæt i det strengt personlige, er Nørlunds tekstunivers mere abstrakt og ofte svært håndgribeligt. Han ikke så meget fortæller historier, som fremmaner stemninger og efterlader ofte én med fornemmelsen af at han står lidt uden for sine egne ord.
Der er trods udbredt brug af ord som »du« og »jeg« ikke megen bekendelse eller selvbiografi at finde dér, ud over hvad man selv vælger at lægge i det. Og det kan blive til en del på halvanden time, når lyden er så god som på Stars, orkesteret så formfuldendt og solisten så tydeligvis på toppen som tilfældet var denne lørdag aften. Kun publikums noget sløve indstilling til dette forrygende rockshow forhindrede aftenen i at nå det sublime.
*Olesen-Olesen, Stars, lørdag
*Nikolaj Nørlund m/band, Stars, lørdag
