Læsetid: 5 min.

Anden ingen kunne stoppe

For tiden bliver alt, hvad Anders Matthesen rører ved, til guld. I dag debuterer den unge komiker, sangskriver og skuespiller som manuskriptforfatter i den computeranimerede spillefilm ’Terkel i knibe’. Her følger et portræt af Anden
2. april 2004

Portræt
Hvor meget kan Anders ’Anden’ Matthesen egentlig? De seneste mange måneder har han været på en kraftpræstation af en kunstnerisk odyssé, som bliver ved med at vise nye sider af hans talent. I december spillede han pølsemageren Stewart Stardust (og samtlige andre roller) i sin egen tv-julekalender Jul på Vesterbro på DR 2; i januar havde han premiere på sit nye oneman-show Tal for dig selv i Cirkusbygningen og blev rost til skyerne; for nogle måneder siden debuterede han på de skrå brædder med titelrollen i Nikolaj Cederholms stykke om rejsekongen Simon Spies på Østre Gasværk. Opsætningen blev lunkent modtaget, mens Matthesen nærmest blev kanoniseret for sin præstation. Og nu har han skrevet manuskript, musik og indtalt alle stemmer til det særdeles politisk ukorrekte, animerede ungdomsepos Terkel i knibe, som har premiere i dag.
Men Matthesen er ikke dukket ud af den blå luft. I de forløbne otte-ti år har han stille og roligt ernæret sig som standup-komiker i stadig større sammenhænge. I modsætning til så mange andre komikere, der grundlæggende bruger et helt arbejdsliv på at fyre varianter af de samme tre vittigheder af, har Matthesen forsøgt at presse sig selv til at forny sit materiale hele tiden. En af måderne har været simpelthen at udgive sine show på video og dvd, for så er der ingen vej tilbage – så er det ude, og man må finde på noget nyt.
»Da jeg udgav mit niårsjubilæum, havde jeg ved gud ikke en eneste joke tilbage,« fortalte han undertegnede i et interview før jul. »Dér tænkte jeg: ’Det må du så få! Det var det firmasæt, jeg havde brugt brudstykker af i ni år. Det er svært at lave et firmasæt, for det skal virkelig være tight, hvis du er ude til julefrokost på Coca-Cola; der er ikke tid til, at folk skal lære dig at kende.«
Hvor mange komikere turnerer i årevis med de samme 25 minutters underholdning, har Anden regnet ud, at han har skrevet sammenlagt otte timers standup. Det er naturligvis ikke alt sammen lige stærkt, men til gengæld føler han, at det er den ægte vare, han serverer for folk.

Anders Matthesen, der er født i 1975, begyndte egentlig sin showbiz-karriere som rapper, altså hiphopkunstner. Sammen med sin bedste ven og sin storebror dannede han gruppen Human Beat Boys, og som 16-årig vandt han danmarksmesterskabet i rap. Det førte til radiooptrædender og små koncerter og endelig en kontrakt med et tvivlsomt pladeselskab, som dog endte med at løbe ud i sandet. I dag er han overbevist om, at han ville have gjort en fantastisk karriere, hvis nogen havde sat ham sammen med en ordentlig producer.
Men sådan skulle det ikke gå. Ved Human Beat Boys’ koncerter var det Anders Matthesens selvvalgte lod at stå og underholde publikum med nogle parodier på Linie 3, mens de andre spolede båndmusikken frem. Han var altså ret morsom. I 1993 kom hans mor en dag til at høre noget standup-komik i radioen. Hun spurgte sin dengang 18-årige søn, om han vidste, hvad det var for noget. Det anede han ikke. Nå, men du skal bare stille dig op på en scene og være sjov, sagde hun. Hvorfor melder du dig ikke til danmarksmesterskabet? Matthesen tænkte: Hold da kæft, det må da være det sværeste, men meldte sig alligevel og begyndte at øve sig foran spejlet med en børste.
Da han gik ned fra scenen, vidste han med sig selv, at det her, det var lige ham. Det var det vildeste.
»Et rum på 60 mennesker, der griner – det er som at få et kæmpe kram! Det var lige præcis det, jeg havde stået og smagt på, når jeg gøglede mellem numrene på scenen.«
Men hvad var det, han kunne? Hans optræden havde været langtfra perfekt, men han var en fremragende iagttager og havde simpelthen taget udgangspunkt i nogle helt nære ting i københavnerforstaden Albertslund, som han havde boet i, siden han var otte år, og som havde været en åbenbaring for ham i forhold til det Frederiksberg, han kom fra. Albertslund stod for ham for fællesspisning, violinspil, kaninbure, kreative forældre og grønne områder. Frederiksberg havde, som han husker det, været daglige busture til skolen med »ældre mennesker med læderhandsker, der bandede og svovlede ad os børn.« En verden til forskel.
Men der ventede Anden nogle benhårde år, da han havde besluttet sig for at banke en standup-gesjæft op. På det tidspunkt var branchen i Danmark præget af smålighed, og nye talenter og opkomlinge blev – ifølge Anden selv – holdt nede af de ældre, erfarne kolleger. Det var kotyme, at man skulle starte som et såkaldt æsel og løsne latteren i lokalet, før de mere garvede standup’ere gik på scenen. Matthesen brugte et helt år på af aftjene den værnepligt, mens han læste HF om dagen. Selv om rygtet om hans talent var begyndt at sprede sig i de kredse i 1996, var han stadig ikke tilknyttet det gængse standup-bureau FBI eller fast mand på det etablerede live-sted Comedy Zoo, hvor de etablerede standup’ere kom.

Nu hvor Anders Matthesen selv er blevet en af de garvede, forsøger han at hjælpe de unge i stedet for at modarbejde dem, så de, som han siger, »ikke får den samme nederdrægtige tur, som jeg føler, at jeg har fået af de smarte flødeboller, som nu sidder i fjernsynet og leger værter, og som ikke er en skid sjove«.
Anden har i nogle år slået sine folder med voldelige og hæmningsløse sketches i børneradioen på P3. Hvis man kan tale om et egentligt folkeligt gennembrud, må det være sket med hans julekalender på DR 2. Her kunne en bredere del af seermassen stifte bekendtskab med hans talent for skuespil – i særdeleshed når han rødmosset og med hvidt kindskæg og fugtig overlæbe lagde krop til den bramfri eks-matros Stewart Stardust, som han leverede morsomt, med en fremragende timing og egentlig også rørende.
Anders Matthesen har valgt ikke at have nogen forbilleder for ikke at blive farvet af andres stil, men han sætter den amerikanske komiker Ellen DeGeneres meget højt. Af danskere fremhæver han Niels Hausgaard som »noget af det mest cool, der findes i dansk entertainment«. På det private plan valgte han at blive buddhist – på et filosofisk plan – som 18-årig efter at have læst om det på HF.
Hans talent har mange kanter, og han vil helst undgå at blive sat i bås. Da jeg talte med ham i november sidste år, sagde han, at det med at lave teater ikke var noget pludseligt flip – han havde altid haft lyst til det. På det tidspunkt havde han end ikke læst manuskriptet til Simon Spies (hvis det overhovedet var skrevet), og han nøjedes med at kalde sig en komiker, der sysler med noget teater. Nu kan han roligt kalde sig skuespiller.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her