Læsetid: 2 min.

Intet svar på tiltale

Hverken Allis Helleland eller hendes chef, kulturministeren vil svare på beskyldninger om inkompetent ledelse på Statens Museum for Kunst. Helleland ønsker ikke at deltage i en samtale ’på det niveau’
17. april 2004

Statens kunst
De var ellers alvorlige nok, de anklager, kurator Jacob Fabricius rejste i torsdagens Information i kommentaren »Fra sans og samling i Sølvgade«. Med udgangspunkt i den aktuelle udstilling på museet, Clinch, rejste Fabricius en række principielle spørgsmål til udstillingspolitikken på Danmarks nationalgalleri.
Fabricius undrede sig blandt andet over, hvordan museet kan sammensætte en udstilling, der hævdes at repræsentere »27 af Danmarks væsentligste kunstnere« og samtidigt overse markante samtidskunstnere som Olafur Eliasson, der repræsenterede Danmark på Venedig biennalen i 2003, kunstnerparret Elmgreen & Dragset og kunstneren Lars Mathisen – førstnævnte repræsenterede Danmark på Sao Paulo biennalen i 2002, sidstnævnte i 2004. Andre nationalgallerier kan godt få øje på de unge danskere. Eksempelvis modtog Elmgreen & Dragset i 2002 den prestigefyldte Berliner Preis der Nationalgalerie.
De omtalte kunstnere anmeldes i internationale kunstmagasiner – og fra det danske mandeblad, Euroman, til internationale aviser som New York Times har man opdaget Eliasson. Men altså ikke i Sølvgade. Det kan der naturligvis være gode og saglige grunde til, men altså ikke nogen som Allis Helleland ønsker at dele med offentligheden.
Statens Museum for Kunst er nu ikke ene om de konkrete undladelsessynder. Også den danske kunstverdens største pengetank, Ny Carlsbergfondet, har i grove træk valgt at overse kunstnerne. Mathisen og Eliasson er blot repræsenteret ved en enkelt bevilling i fondets database, Elmgreen & Dragset slet ikke. Fondets formand, Hans Edvard Nørregård-Nielsen havde i går ingen kommentar til sammenfaldet.

Hvem styrer?
Fabricius rejste også en række spørgsmål vedrørende den generelle ledelse af museet gennem det sidste tiår. Hvorfor, spurgte han, lader museet sit reklamebureau, Bernbach/DDB, udstille sine kreationer på museet?
»Det prekære ved sagen er ikke, at der blev vist reklamer på Statens Museum for Kunst, men at visningen ikke var kurateret af en person udvalgt af museet,« skrev han.
De religiøse tiltag på nationalgalleriet, de såkaldte kunstprædikener og de mange ’celebrity-rundvisninger’ fik Fabricius til at formulere et åbent spørgsmål, der nok kunne være et svar værdigt:
»Er det pengene, folkeligheden eller ledelsen, der bestemmer, hvad der skal udstilles?«
Vi fangede en venlig Allis Helleland kort før et pressemøde fredag, hvor direktøren skulle introducere museets nye udstilling, der åbner tirsdag, om smykkefabrikanten Georg Jensen.
– Vi ville gerne give dig mulighed for at svare på Fabricius’ kommentar.
»Det har jeg slet intet ønske om.«
– Du vil slet ikke svare?
»Nej, jeg bevæger mig ikke på det niveau.«
– Men han rejser nogle principielle spørgsmål?
»Ja, men jeg har slet ikke lyst til at kommentere den kritik,« sagde Allis Helleland.
Vi forsøgte i stedet at få en kommentar til kritikken fra Hellelands chef, kulturminister Brian Mikkelsen. Via sin pressechef oplyser ministeren, at han ikke har kommentarer til sagen. Kunstakademiets rektor Else Marie Bukdahl, der er medkurator af den omtalte udstilling, var bortrejst.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her