TEL AVIV Mens oberst Muammar Gaddafi i disse dage besøger EU som led i Libyens vej ud af mangeårig international isolation, har debatten om Israels kernevåbenarsenal taget ny fart.
»Selv om jeg ikke tror, Gaddafis besøg vil udløse konkrete politiske skridt i Israel, er det sandt, at hans seneste initiativer har sat ny fokus på Israel som mellemøstlig atommagt,« siger Yossi Melman, der som journalist for dagbladet Haaretz dækker dette særlige område.
Den libyske leders Europa-besøg gælder Bruxelles, hvor han i dag og i morgen møder EU-Kommissionens formand, Romano Prodi, og Belgiens ministerpræsident, Guy Verhofstadt. Nøglen til Europas bonede gulve har været Libyens indrømmelse at sit ansvar i Lockerbie-attentatet og ikke mindst den libyske beslutning om at skrotte sine masseødelæggelsesvåben.
Massada-syndromet
At denne gamle debat igen er kommet op til overfladen hænger også til en vis grad sammen med sidste uges løsladelse af Mordechai Vanunu, hvis afsløringer af arbejdet i den israelske reaktor ved Dimona i midten af 80erne tydeligt indicerede, at landet på det tidspunkt lå inde med mellem 100 og 200 atomare sprænghoveder.
»Der er således flere faktorer, som skaber ny debat om problematikken,« tilføjer professor Gerald Steinberg, som er ekspert på feltet ved det ansete Begin-Sadat Center for Strategiske Studier ved Bar Ilan Universitetet uden for Tel Aviv. »Og jeg tror, at der kan være en holdningsændring på vej, selv om der reelt ikke vil ske noget, fordi der på folkeligt plan er en udbredt grad af vanetænkning. Vi er oppe imod Massada-syndromet.«
Steinberg refererer til oldtidens ørkenfæstning, hvor 946 jødiske zeloter i år 73 begik kollektivt selvmord, da de indså at fortsat modstand mod den romerske belejring var håbløs.
»Nogenlunde samme filosofi lå til grund for opbyggelsen af det israelske atomforsvar i 50erne,« siger Alex Fishman fra dagbladet Yediot Ahronot. »Dengang så man kernevåben eller tvetydige hentydninger til at man besad kernevåben som en form for livsforsikring, men dette er for længst fortid.«
Ifølge Yossi Melman har der i årtier ikke været tale om nogen trussel mod staten Israels eksistens, som kunne retfærdiggøre besiddelsen af atomvåben.
»Det var tilfældet i krigen i 1967, hvor vore arabiske fjender forsøgte at udslette Israel, men allerede ved krigen i 1973 tror jeg, de arabiske mål var mere begrænsede, og hverken Libanonkrigen i 1982 eller to intifadaer kan på nogen måde betragtes som trusler mod statens eksistens og dermed ikke tjene som undskyldning for at besidde kernevåben.«
Libyen værre end Iran
Alex Fishman har på det seneste beskæftiget sig en del med efterretningstjenestens rolle i denne sammenhæng og føler, at man har overvurderet den ydre fare.
»Så sent som i år 2002 sagde Sharon, at Libyen var kommet langt i udviklingen af kernevåben, og at truslen herfra var større end den iranske,« siger han.
Fishman mener, at den israelske efterretningstjeneste, hvis årsbudget vurderes til at være på den anden side af de 10 milliarder kroner, har skudt forbi målet.
Stærkt overvurderet trussel
»Den libyske trussel har været stærkt overvurderet, og det samme gælder Iran,« siger Yossi Melman videre. »Siden 1967 har ingen arabisk leder åbent talt om at udslette Israel. Iranerne, som vurderes at have deres kernevåben klar om syv år, har mange fjender Saudi-Arabien og Irak for blot at nævne et par stykker. De tænker bestemt ikke på at angribe Israel.«
Yossi Melman mener, at det israelske sikkerhedsetablissement er klar til at ændre på sikkerhedsdoktrinen, men at man er fanget i en ægte catch 22.
»På den ene side har vi en række arabiske magter, hvis befolkninger nok anerkender, at Israel eksisterer, men dybere set ønsker os bort fra regionen. På den anden side er den almindelige israeler overbevist om, at man fortsat må tænke i atomare afskrækkelsesbaner, fordi der ingen reel tillid findes i regionen. Dette kan Libyen måske lave om på, men også kun måske.«
