Læsetid: 4 min.

Jordbarnet af den adelige slægt Schynykbaj af Irgit-klanen

Da Danske Skønlitterære Forfattere holdt generalforsamling, var der en overraskelse til medlemmerne: En forfatter fra en helt anden verden...
30. april 2004

Litteratur
Ja, og nu skal I så møde en forfatter, der er mongol, sagde en af mine kolleger fra foreningen Danske Skønlitterære Forfattere med et sigende blik.
Vi sad ved den årlige generalforsamling i vores fagforening og havde netop overstået alt det kedelige. Nu skulle vi have lidt litterært input.
Gæsten var den tuvinske forfatter Galsan Tschinag, der som den eneste skriver på sit eget sprog – tuvinsk er nemlig ikke et skriftsprog. Galsan har netop modtaget ALOA-prisen på 10.000 kroner, og han er jævnligt i Europa. Årsagen er den, at han er meget populær i Tyskland.
Mongolen med stålbrillerne og habitjakken stillede sig uhøjtideligt op for enden af mødebordet og begyndte simpelthen at tale – frit fra leveren. Og på flydende tysk. Det var en kæmpeoplevelse.
Galsan fortalte f.eks., at Mongoliet er et meget stort land. Men der bor kun ganske få mennesker. Så det er jo også et meget lille land. Da han kom til Kastrup, så slog det ham, at Danmark er et meget lille land. Men jo også meget stort på mange måder. Så de to lande er jo på en måde ens.
Det var vi nogle, der lige måtte have en danskvand mere på. Men nu havde han da i hvert fald vores udelte opmærksomhed. Og så kom de sjove indfald som perlerne på ordsprogets snor.
»En shaman er et übermensch,« forklarede Galsan på et tidspunkt.
»Og i Mongoliet er vores allerøverste shaman, vores øverste übermensch, Djengis Khan.«
Han udtalte navnet djænghis han. Og så et øjeblik meget drabelig ud.
»Derfor er alt opkaldt efter ham. Vi har Djengis Khan-øl. Vi har Djengis Khan-vodka. Vi har Djengis Khan-restauranter. Selv flyet, jeg fløj til Tyskland med, hed Djengis Khan. Hvis noget i Mongoliet skal hedde noget, så skal det hedde Djengis Khan,« sagde han.
Lidt senere forklarede han, at mongolerne har et helt andet billede af gud, end vi har her. Men det skyldes alene guds natur.
»Jeg synes altså, at tyskerne er meget alvorlige. Det er de altså. Og de har en meget alvorlig gud. Det har de. Men det er jo kun naturligt. Vi mongoler, vi er nomader, så vi er mere legende, mere spillende, af natur. Det kommer sig af bevægelsen – så skal vi dén vej, så skal vi dén vej. Og vores gud er på samme måde mere legende, mere spillende. Han er ikke nær så alvorlig som tyskernes. Men det er jo den samme gud? Ja, for gud er, som du er. Hvis du er alvorlig, så får du en krævende gud. Hvis du forestiller dig verden som et spil, så leger gud sammen med dig.«
Lidt efter fortalte Galsan, hvordan han altid, af samme grund, har terninger med sig i lommen. De er f.eks. gode, når man skal finde vej i lufthavnen i Frankfurt. Man står over for fem muligheder. Så slår man en terning – og går.
»Man skal ikke være så alvorlig.« Den legende natur har han også udnyttet, siden han for et par år siden fik en stor erkendelse: Ohne auto geht’s nicht.
»Så jeg fik kørekort, og det er jeg meget glad for. Meget glad. Jeg kan nemlig rigtig, rigtig godt lide at køre stærkt i bil. Det kan jeg rigtig godt lide. Jeg kører selvfølgelig ikke så stærkt som tyskerne. Men jeg kører da 160-170 stykker. Og netop dér, på autobahn, er det jo godt at have en lidt legende indstilling. Det går helt galt i trafikken, hvis man tager tingene for alvorligt.«
Både det legende forhold til alting og ideen om, at gud er en størrelse, der afspejler ens egen personlighed, har rødder i Galsans shaman-baggrund. Som fire-årig påbegyndte han en shamanuddannelse hos sin tante. Og i dag opfatter han stadig sig selv som shaman.
»Min første opgave var, at jeg skulle skrige af jorden. Jeg skulle skrige og skrige, indtil jorden svarede mig. Så jeg skreg og skreg. En time. En eftermiddag. En dag. En nat. Jorden svarede først, da jeg havde skreget i tre dage.«
Svaret var, erkender han i dag, i ham selv. Men man skal lære at høre verden – gennem sig selv – hvis man skal lære den at kende. Så Galsan skriger stadig, når han leder efter ord til sine romaner. Typisk om morgenen.
I spørgetiden til sidst spørger en af de danske forfattere, om der er computere i Mongoliet? Og bruger han selv en?
»Ja da. Men mongolerne kan ikke udtale det. De siger combuter. Selv er jeg ved at slide min tredje bærbare op. Altid bærbar. Altid IBM,« siger han.
Han fortæller også, at afstanden imellem øst og vest er meget større end de fleste forestiller sig. »Jeg kan stadig huske første gang jeg sad på et vandkloset. Det var som voksen. Det var i Tyskland. I Leipzig. I Lumumbastrasse.«
Efter talen giver han os sin smukke mongolske signatur på tavlen. Oversat betyder hans navn: Jordbarnet af den adelige slægt Schynykbaj af Irgit-klanen. Vi får også hans emailadresse. Som selvfølgelig er en hotmail, hvad ellers?
Og til sidst får vi en sang, hvor han igen anskriger et ord for at fravriste det en ny betydning. Det er krigsråbet hurrai, som mongolerne brugte mod hunnerne. Ordet er siden vandret ind i de fleste europæiske sprog. Ikke som kampråb, men som hyldest. Og hurra for det.
»Jeg tror, at Asien og Europa går mod hinanden. I den forstand er jeg helt for globalisering,« sagde Galsan Schinag.
Forslaget er hermed vedtaget.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her