Jazzoratorium
Der var en lille by, og i byen var der et torv, og der var et lillebitte hus med nogle senge, men hvad med kærligheden? Jae, det er ikke så let at sige, men de gjorde deres bedste. De ku nemlig ikke la vær! Der var også en gul sporvogn, der kørte i alle retninger på én gang, og en flyver...
Klaus Rifbjerg reciterer et digt fra scenen i Louisianas koncertsal. Det er ikke lige sådan, ordene falder, men det er de ord, der står på Deres Udsendtes blok bagefter. Rif har lige skudt jazzoratoriet i gang med ordene »spænd sikkerhedsbælterne.« Oratoriet har titlen I den lille by efter en af hans digtsamlinger, der er udsendt på et svensk forlag. Og en...og to...og tre...så er orkestret på, og vi følger klarinetten gennem byens gader...og noget kærlighed må der have været, for klarinettisten Christina Dahl er tydeligvis gravid.
Det er så sødt som i gamle dage. Musikerne har på skift deres soli. Honeysucle Rose er det, en jazz-evergreen, for der er hilsner i musikken til Fats Waller, men også til Kaj Normann Andersen og Knud Pfeiffer. Ellers er det den yngre musiker Christian Dahl, der tegner musikken. Han sidder også ved flygelet. Every honeybee/fills with
jealousy, when they see you out with me...jo, det swinger, og publikum vel små to hundrede genkender melodien og nynner med.
Rifbjerg reciterer igen. »Hvis blodet ikke løber, er det ikke godt,« konstaterer han, for der er også noget blodigt i den lille by. Men det er dårligt, hvis blodet løber ud i sen-gen eller op ad væggen. Så må der gøres noget ved det, for ellers er det forfærdeligt. Det må væk. Pletten på tapetet må væk. Gå væk, plet!
En absence
Der er ikke skrevet mange jazz-oratorier om overhovedet nogen, siden netop afdøde Bernhard Christensen han blev næsten 100 år skrev »Skolen på hodet«, og den rytmiske musik rykkede ind i skolerne, og alle eleverne sang med på sangen »Matematik det har jeg stor respekt for/store tal med mange nuller efter« og omkvædet »oh, bøf, bøf med løg.« Og var det ikke også dengang, Alice Babs i Sverige sang Swing it magistern, swing it?
Det har været (igen) en uge i mediernes søgelys for Klaus Rifbjerg, fordi han udgav digtsamlingen Pap, der fik nogle hug af nogle anmeldere, og selv om Niels Lyngsø i Politiken regnede den for intet, brugte bladet en hel sektionsforside på at fortælle læserne det, mens Erik Skyum-Nielsen, der er den skrappeste af kritikerne, driblede inden om i Information og roste digtsamlingen. Rifen måtte også stille op til politisk modspil hos Martin Krasnik i Deadline, og så står han pludselig helt afslappet på scenen, omgivet af en blanding af yngre og ældre musikere. Hans egen søn, Frands på trommer, vildjulemanden Hugo Rasmussen med det lange skæg på bas og Louis Hjulmand på vibrafon.
Ved den klokkerene lyd fik Deres Udsendte en absence og var med ét tilbage i jazzclub Saratoga sidst i 50erne, hvor drengene og pigerne i al ærbarhed dansede deres første kinddanse til de sprøde toner fra Hjulmands vibrafon, ofte suppleret med broderen Hugo Hjulmands klarinet. Det var som... alle andre tider...tider! Nu stod han igen bag den opretstående og hamrede forsigtigt og var ikke fri for at ligne en slankere Ingmar Bergman, mildt smilende og med brillerne på næsen. Hvor havde han været i alle de mellemliggende år?
Som boblerne
Rifbjerg har et digt om at have det dårligt. I går var det sørgeligt, i morgen er det sørgeligt, men mest i dag, og det er de andres skyld. »Nu åbner jeg for gassen og sætter sørgeflor på bassen,« reciterer han, for det her er også Jazz & Poetry, og der har bredt sig en let munter stemning i salen med mange laterrudbrud som boblerne i bækken.
Så er der en agurke-blues, og ved den salige om ikke Rifbjerg synger for, da han får salen til at synge med på ordene »Ih, hvor er der kærlighed i luften/når den er der, skal man ikke skuf den.« Op til flere gange endda.
Der er en dans, en vals, som vil have det hele med, og som aldrig holder op. Det handler det sidste digt om af forfatteren, der sætter sin hat, som han vil...og også gerne på spil, som det lød i den sang han engang skrev til Daimi til Bent Fabricius-Bjerres melodi. Og så var der ellers blomster og ekstranummer, og det hele blev optaget live på cd på pladeforlaget Exlibris af Peter Abrahamsen, der overværede det hele sammen med et par kameraer.
Men hvor havde Louis Hjulmand være i alle de mellemliggende år? Vi opsøgte ham back-stage.
»Datacentralen,« sagde han.
Datacentralen?
»Ja,« forklarede han, »der skete jo det, at jeg flyttede til København i 1961. Min kone satte et kryds på kortet over København lige der, hvor Herlev ligger, og der flyttede vi til. Der skete så også det, at publikum hellere ville høre beat og rock end jazz, og så tog jeg arbejde på Datacentralen, hvor jeg har haft at gøre med sikkerheden for de interne dokumenter.«
Således gik det til, at en af Danmarks fineste jazzmusikere, der spillede sammen med Oscar Pettiford og Jan Johansson i Montmartres guldalder og optrådte ved jazzfestivaler i Norge og Polen, manden med de halvhårde køller og gode vibes, forsvandt fra scenen og blev datamatiker. Han har ikke desto mindre i dag, hvor han forlængst er stoppet på Datacentralen, en kvartet i Kolding, en kvintet i Århus, en kvartet i Hvidovre og en kvintet i Herlev.
Music goes on...
Krbj@Information.dk
