Læsetid: 8 min.

Kill Kill Bill

Om ’Kill Bill’ på BBC, om ’Kill Bill’ på CNN, om ’Kill Bill’ i The New Yorker, om ’Kill Bill’ i The Guardian, om ’Kill Bill’ i The Observer, om ’Kill Bill’ i Rolling Stone Magazine, om ’Kill Bill’ i The New York Times, om ’Kill Bill’ i Philadelphia Inquirer, om ’Kill Bill’ i Dagens Nyheter, om ’Kill Bill’ i Aftenposten, om ’Kill Bill’ i Frankfurter Allgemeine Zeitung og om ’Kill Bill’ i The Houston Chronicle
28. april 2004

Kulturkloden
På en skala fra 1 til 10 giver de britiske aviser Quentin Tarantinos Kill Bill Vol. 2 alt lige fra 2 til 10 point. The Guardian elsker filmen og giver den 10, The Daily Mail hader den og giver den 2. The Sun giver filmen 6. Daily Telegraph giver den 7. The Express giver den 8. The Independent giver den 9.
Nu er kritik jo ikke, at man bare skærer værker ned til sokkeholderne med billige point. Og seriøse medier ved da også, at kritikerens skarpe blik og den nyslebne fyldepen er langt mægtigere end samuraisværdet.
På BBC’s hjemmeside observerer kritikeren Keily Oakes f.eks., at proportionerne i slåskampene er anderledes i Vol. 2:
»Der er færre bunkeslagsmål end i Volume 1, i stedet foretrækkes én-mod-én-kampe med deraf følgende lavere tabstal,« lyder kalkulen.
Paul Clinton, der kritiserer film for CCN.com, mener slet ikke, at Vol. 2 er en toer:
»Kill Bill Vol. 2 er for resten ikke en fortsættelse, sådan som man forstår begrebet i Hollywood, de to film blev nemlig optaget samtidig og frigives bare i to kapitler.«
Clinton fortæller, at Vol. 2 koncentrerer sig om, at Beatrix Kiddo alias The Bride skal udrydde to af sine nemesiser i vilde slagsmål.
»De er spændende, nyskabende, vanvittigt opfindsomme og ren Tarantino. Alene katteslagsmålet mellem Thurman og Hannah er billetprisen værd,« mener Clinton.

’En konturløs omgang rod’
I magasinet The New Yorker, bladet for den intellektuelle storbyamerikaner, bliver der ikke lagt fingre imellem. Her snakker vi ægte filmkritik. David Denby lægger ud med en regulær nedsabling:
»Quentin Tarantinos Kill Bill Vol. 2 er en konturløs omgang rod, men den er da i det mindste ikke lige så monoton som Kill Bill Vol. 1. Der er noget landskab og et par skæve figurer, hvor den tidligere film mestendels bestod af kampscener med skiveskårne kranier og lak-glinsende interiører og påtagede følelser som »vrede« og »sorg«, der forbandt episoderne på samme måde som en meget tynd snor holder sammen på en håndfuld skinnende juveler på et kræmmermarked.«
Den vrisne tone dækker imidlertid over et solidt talent for at skelne, altså i ordets egentlige forstand udøve kritik:
»I sig selv er en besættelse af pop ikke nødvendigvis en dårlig ting. Ang Lee lånte troper fra asiatisk karatefilm i Tiger på spring, drage i skjul, men han fyldte dem ud med historie og venskab og ritualer for hengivenhed og lærlingeforhold, og han gav i sidste ende materialet mytens vægt. Tarantino er, med samme materiale, gået i den helt anden retning. Han er endt i den rent kunstlede og hyperkoreograferede gestus og i vold med fontæner af blod.«
Denby kan naturligvis heller ikke lide kampen mellem Hannah og Thurman. Årsagen til fiaskoen er, siger han, at kampen udspiller sig på for lidt plads:
»Den kvindelige vildskab er jo ophidsende på en frådende meningsløs måde, men den faktiske vold minder om to fluer, der summer rundt i en flaske. Det eneste, man kan se på så lidt plads, er bevægelser, ikke handlinger som sådan.«
Dødsstødet kommer til sidst i den alenlange anmeldelse:
»Popencyklopædisten og geniet fra videobiksen er blevet megaloman, og den fortryllende filmskaber, han kunne have været, er hastigt på vej til at forsvinde.«

Normale regler ophævet
Heldigvis har Tarantino andre skytsengle. I den britiske avis The Guardian skriver Peter Bradshaw. Han er opmærksom. Han bemærker f.eks., at Uma Thurman har fået nyt tøj på:
»Hun spankulerer omkring i en delikat, plisseret nederdel og en mat top, som er designet til at fremhæve hendes huds misundelsesværdige toner, hvilket helt sikkert ikke er en allusion til en karatefilm – med mindre der skulle findes en fraklippet scene fra Fist in Fury, hvor Bruce Lee er ude og shoppe i Monsoon.«
Bradshaw er også en glimrende faktachecker:
»Ligesom i første del finder alting sted i et vægtløst tegneserieunivers, hvor de normale regler for fysisk eksistens er blevet ophævet eller i hvert fald modificeret. Det er en verden, hvor internationale rejser og indkøb af nye biler kan gennemføres uden penge, en verden, hvor et menneske kan grave sig op igennem to meter jord uden redskaber, hvor folk kan affyre pistoler inden døre uden at forstyrre et sovende barn i værelset ved siden af - en verden, hvor en pump gun-svingende morder kan pløkke et kæmpehul i døren ind til et hotelværelse uden at tiltrække sig hotelpersonalets opmærksomhed. Men det hele spilles blændende med overbevist naturalisme.«
Philip French fra den britiske avis The Observer er – som de fleste kritikere – optagede af de henvisninger, Tarantino har i filmene. Men French nøjes ikke med at afkode allusioner. Han afslører, at Tarantino faktisk har haft den store tyvesaks fremme. Det gælder f.eks. i monologerne:
»En af disse taler, der leveres i filmens slutning af Bill (som præsenteres som en slags Nietzsche-figur, der har transcenderet ondskaben), handler om superhelte i tegneserier, og om hvordan Clark Kent er Supermans alterego, ikke hans egentlige selv, og det skulle så være Supermans kommentar til den menneskelige eksistens’ grå hverdag. Alt dette er klippet næsten ordret ud af Jules Feiffers bog The Great Comic Book Heroes fra 1965.«

Klippe, klistre og blande
At klippe og klistre og blande småbidder på den kreative måde – det kender man især fra én bestemt branche. Og det amerikanske musikblad Rolling Stone Magazines Peter Travers laver netop den sammenligning mellem Tarantino og musikkens verden:
»Som en genial DJ sampler han enhver af de laveste B-film-genrer som har formet ham, fra kung fu- og samurai-strimmel til anime og spaghetti western, og så filtrerer han det gennem sin fantasi for at lave noget, der er ren Tarantino – en eksplosion af ren filmoxygen,« skriver Travers.
Og den amerikanske kritiker føler sig virkelig på hjemmebane med Tarantino:
»Med Kill Bill, begge dele tilsammen, vil han have os til at tage med på en vild tur i filmenes verden af beskidt nydelse, og han gør det så kunstnerisk, at vi siden må vende tilbage til filmen for at ryste dens hemmeligheder ud. Det er en modig slag med battet, og Tarantino hamrer den helt ud af idrætsparken.«

Spaghetti-eastern
I The New York Times er Elvis Mitchell god til den mere tekniske analyse af filmen:
»Den byder på lange, luftige indstillinger som får én til at tænke på Visconti med en psykologisk forstyrrelse i evnen til at fastholde opmærksomhed. Det er med andre ord den fortællemæssige stil, Sergio Leone brugte i The Good, the Bad, and the Ugly.«
I den amerikanske avis The Philadelphia Inquirer minder Steven Rea os om, at Quentin Tarantino bruger det, man i stilistikken kalder en kiasme – elementerne bytter plads på kryds og tværs. Det har instruktøren i øvrigt også selv sagt:
»Kill Bill Vol. 2 er en ’spaghetti western med østerlandsk indflydelse’ – altså bagsiden af samme filmskabers Vol. 1, som han selv kaldte for en ’eastern’ med overtoner af spaghetti western.«
Rea er også god til at skære ind til den postmoderne kerne:
»I sidste ende er Kill Bill noget pjat – men det er noget transcendentalt pjat.«
Nærmere os selv er volden også fremherskende – ikke mindst i kritikken. For eksempel skrev Kerstin Gezelius om Kill Bill Vol. 1 i den svenske avis Dagens Nyheter:
»Egentlig er det en uhyggeligt smuk lortefilm, der savner fortællerglød og drama. Eller også er det slet ikke en film. Og i så fald er den egentlig meget god.«
Johan Croneman minder os om ordene, inden han kaster sig ud i en sammenligning af de to dele i sin anmeldelse af Vol. 2:
»Er 1’eren bedre end 2’eren? Nej. Skal man have set 1’eren for at se 2’eren? Nej, men det er ligesom kun at læse sidste halvdel af en bog. Der findes nemlig ingen 1’ter og 2’er. Det er én film, der er bare en fire måneder og 20 dage lang kyssepause i midten af den.«
Croneman slutter også med at skue tilbage:
»Kerstin Gezelius skrev også, at Tarantino havde en skrue løs. Det er godt. Hvis nogen skruer den fast, er det hele forbi.«
I Norge har Aftensposten sat Kjetil S. Østli til at anmelde filmen, der går i både Eldorado og Colosseum i Oslo. Anmelderen hæfter sig ved hævnmotivet:
»Civiliserede samfund har forsøgt at afskaffe hævnen. Hævn er noget barbarisk og førmoderne, hævnen er irrationel og må gemmes væk i kælderen. Så skal man hellere ringe til politiet, til psykologen eller tælle til 10.«

Den østlige heltinde
I den tyske Frankurter Allgemeine Zeitung sammenligner Andreas Kilb Kill Bills instruktør med en af filmens figurer, som er blevet levende begravet:
»Quentin Tarantino havde nemlig også med Kill Bill Vol. 1, den første del af sit epos om den navnløse brud (som dog i anden del får et navn), fået manøvreret sig selv ind i en fælde, han var så dybt inde i sine egne erfaringers og kundskabers kamre, at hans film endte som en ren udstillingsgenstand.«
Den tyske kritiker mener desuden, at Daryl Hannah har en central rolle i filmen som karakteren Elle Driver:
»Det er nemlig præcis det æstetiske trick i begge Kill Bill-filmene: At den vestlige action-helt erstattes af den østligt prægede heltinde, at pistolen erstattes af sværdet. Det er Elle som Driver.«
Har vi været hele vejen rundt? Nej. Vi mangler naturligvis en kommentar fra filmens egen hjemmebane: Texas. Den texanske avis The Houston Chronicle mener grundlæggende – og måske ikke synderlig overraskende – at der er for meget snak og for lidt skyderi i filmen.

Sværdet i klipperummet
Kritikeren Eric Harrison formulerer det sådan her:
»Vol. 2, som kommer op i biograferne i dag, er fuld af snak – laaaaaangsom snak. Der er så meget ævlebævle, at man får lyst til at skrige imod lærredet, at man vil have fægtekampe, kung fu-spark, nogen, der lægger arm – hvad som helst, bare ikke mere snak.«
Men Harrison er, trods sin lidt rå facon, bestemt ikke en ueffen kritiker. Han er f.eks. tilsyneladende den eneste anmelder, der har opdaget, at filmens egentlige handling begynder og slutter på samme måde. Thurman gennemprygler Copperhead i starten af filmen i et køkken, da hendes datter er sendt ind på værelset:
»Brudens endelige kamp med Bill bærer ekkoer af hendes slåskamp med Copperhead. Begge finder sted i private hjem, hvor charmerende lejemordere opdrager deres børn i tilsyneladende normalitet, og i begge scener er der en lille pige til stede i huset under konfrontationerne.«
Dette er dog ikke nok for texaneren, der godt kunne tænke sig en mere koncentreret film:
»Hvis bruden havde taget sit sværd med ind i klipperummet, så kunne filmen være blevet perfekt.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu