Læsetid: 3 min.

Kortere sagt

13. april 2004

Femstjernet mesterværk
*Et ægteskab indgået i himlen. Dét mellem den canadiske pianist og sanger Diana Krall og tusindkunstneren Elvis Costello. Ikke at husbond Costello optræder direkte på Kralls seneste album – The Girl In The Other Room, hedder det med titlen på én af pladens afsindigt velsiddende sange – men han leverer meningsfyldte (og klædeligt korte) tekster til syv af Kralls melodier... og så giver hun lige hans »Almost Blue« til bedste, så Chet Baker må nikke bifaldende deroppe i sin heroinhimmel. Der er simpelthen kommet et bid over Kralls stemme og hele præsentation, man har savnet; på »Love Me Like A Man« næsten rocker hun!
Denne gang er det ’blood and guts’ hun kaster i hovedet på den sagesløse lytter. På en gang nærværende og distanceret er Krall ude i et territorium, hvor genrebetegnelser bliver ligegyldige, for selvom det afgjort er triojazz af fineste skuffe, er det først og sidst musik af en art, hvor det giver mening at tale om transcendens. Og så ellers bare stå på hovedet i skuffen med superlativer, thi lige så smagfuldt det på en led er, lige så dybtstikkende er det på en anden. De to ting udelukker ikke automatisk hinanden, selvom god smag kan være noget af det mest dræbende. Krall spiller med en stoisk tilbageholdenhed, der tyder på sikkert overblik – hør bare hvor lidt hun egentlig laver på sin fornemme tolkning af Tom Watis’ »Temptation« – og forståelig selvfølelse. Og får på den måde sagt umådeligt meget mere end de første 10 tangentvirtuoser på speed. The Girl In The Other Room er et indiskutabelt femstjernet mesterværk. Så stik dog Krall Victoria-korset og en flaske gin på min regning, for det her holder max, brødre og søstre! -lyn
Diana Krall: The Girl In The Other Room (Verve/Universal) www.dianakrall.com

Følsom fætter & horny bastard
*De elsker ham Usher i radio- og MTV-land. Og han er da også både one handsome dude og et uomtvisteligt talent indenfor den forkætrede R&B-genre, som denne signatur til hver en tid vil forsvare mod fordomsfulde rock’n’rollere, der alligevel ikke ville ku’ få deres lort til at swinge. Og swinge gør det på hans Confessions – en titel, der hentyder til hvor svært det er at holde pikken i den eneste ene, når man er en af klodens mest eftertragtede ungkarle – så man ind i mellem bliver helt rundtosset. Usher giver den primært som følsom fætter/horny bastard; stik ham en slow jam og hør ham brænde igennem.
Usher har haft antennerne ude og hevet Thicke – som sidste år udsendte det flotte A Beautiful World – med i studiet. Blandt mange andre: Jermaine Dupry, Vidal & Dre, Jam & Lewis og Li’l Jon er alle indover. Bare for at være kontrær havde undertegnede dog gerne hørt flere skæringer i stil med »Yeah!«, der p.t. går sin groovy sejrsgang over den ganske klode. Confessions vil helt sikkert gå rent ind hos Ushers fans, selvvom det havde klædt pladen med lidt mådehold. Efter 15 sange – og ikke alle lige gode – plus to interludes, har man fået sit behov for Usher seriøst dækket. -lyn
Usher: Confessions (Arista/BMG) www.usherworld.com

Liflige klange
*Det er et chok at konstatere, at dette er den fornemme svenske sanger og sangskriver Nicolai Dungers niende album siden han dukkede op i midt-90’erne, men så er tre af dem også vinyl-lp’er, udsendt i stærkt begrænsede oplag. Men alligevel... en produktiv herre, kendt for at indspille sine plader i en ruf, er Dunger med sin seneste, Here’s My Song... You Can Have It... I Don’t Want It Anymore /Yours 4-Ever, blevet tvunget til at sætte tempoet ned på foranledning af kollaboratørerne i Mercury Rev, der med udsøgt fornemmelse for Dungers særart såvel akkompagnerer som producerer ham. Og sikke liflige klange, der er kommet ud af det.
Dunger er weird på den fede måde – som Nick Drake og Fred Neil var det og Will Oldham og Stephin Merritt er det – og i besiddelse af en unik tone, d’herrer Donahue, Mercel og Grashopper komplementerer perfekt. Resultatet er detonerende antipop i Dungers unikke pscych-folk stil, hvor sært vindende melodier afvikles henover bizarre, men logiske akkordrækker, som tilsat tekster fra en skrøbelig sjæls inderste afsynges med høj, blueset og distanceret stemme, blottet for selvmedlidenhed og lir. En unik oplevelse, der når et forrygende klimaks i den otte minutter lange »The Year of the Love and Hurt Cycle«. Kun for forrykte. -lyn
Nicolai Dunger: Here’s My Song...You Can Have It... I Don’t Want It Anymore / Yours 4-Ever (Dolores/Virgin) www.nicolaidunger.dom

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu