Læsetid: 11 min.

Kosmonauten der kom ned fra kulden

Han skulle næsten have haft lov til at vaske hænder, inden han skal ind og trykke kongen på næven, sagde en beskidt B&W-smed, der lige havde hilst på kosmonauten Juri Gagarin. Den sovjetiske statshelt kom angiveligt med uvasket hånd i audiens hos Kong Frederik. Men hvorfor fik en repræsentant for et diktatur midt under den Kolde Krig en hjertevarm modtagelse i Danmark?
7. april 2004

Da bilkortegen torsdag den 7. september 1962 rullede ind på Rådhuspladsen i København, slog jublen fra den ventende folkemængde op mod den kølige grå himmel, og politibetjentene måtte med udstrakte arme danne et levende hegn, der forhindrede folk i at vælte ud foran bilerne.
En helt var landet.
Alles øjne rettedes mod den skinnende hvide Oldsmobile Dynamic 88 Convertible med nedslået kaleche. Havde man i 1962 mødt denne brede bil med det forkromede kølergab på en amerikansk landevej, ville man vel næppe have løftet et øjenbryn. Men på Rådhuspladsen en sølle torsdag var dollargrinet dengang uimodståeligt dragende. Og når der oven i købet bag i vognen stod en rank kommunistisk kosmonaut i brun paradeuniform behængt med ordensbånd og vinkede til folket, så var synet både opsigtsvækkende og et besynderligt efterbillede af scenen, da den britiske feltmarskal Montgomery på samme sted fra en åben vogn hilste folkemængden få dage efter Befrielsen i 1945.
Den 28-årige Juri Gagarin og hans kone, Valentina, var dagen før kommet til Kastrup lufthavn med et særfly fra Moskva. I Kastrup var pressen mødt talstærkt op, men noget statsbesøg var der ikke tale om. Gagarin var som menigt medlem af Den øverste Sovjet en person uden nævneværdige politiske beføjelser og havde blot titel af oberstløjtnant, den sjette-højeste rang i det sovjetiske militær. Alligevel fik Gagarin en modtagelse, som var en statsmand værdig. På sit ugelange besøg modtog han traditionen tro talrige cellofanindpakkede buketter, kyssede børn, så virksomheder, afholdt pressekonferencer, gik til gallamiddag og audiens. Hele det officielle Danmark stillede op.
Samtidig befandt Danmark sig som NATO-land kun få dage fra en muligt truende krig mod Sovjetunionen. Dagen efter, at Gagarin havde forladt Danmark, kunne Berlingske Tidende, der ellers dagligt havde bragt begejstrede reportager fra kosmonautbesøget, hen over forsiden skrive: »Sovjet sætter magt og trusler bag Cuba-styret«. Cuba-krisen var i gang, den krise der var tæt på at udløse Tredje Verdenskrig, med Sovjetunionen og Danmarks NATO-partner USA som hovedrolleindehavere.
Gagarins statsmandslignende besøg i Danmark var et logisk led i en kæde af begivenheder, der strakte sig ud fra den 12. august 1953, den dag Sovjetunionen bragte sin første brintbombe til prøvesprængning. Eksplosionen blev overværet af repræsentanter fra den sovjetiske topledelse, som ikke var i tvivl: En interkontinental raket til fremføring af dette magtfulde våben måtte hurtigst muligt udvikles.
I 1957 blev det legendariske R-7 missil, som kunne sende en atombombe på fem tons fra Sovjetunionen til USA, for første gang med held prøveaffyret – Sovjetunionen var klar til Tredje Verdenskrig. Militært blev der dog ikke brug for raketten, men da R-7 også kunne fremføre rumkapsler, var den en foræring i det vigtige kapløb om at erobre rummet – og dermed verdens beundring.
Samtidig havde USA arbejdet hårdt på ikke at blive løbet agterud. Fra Nazi-Tyskland bemægtigede amerikanerne sig lige efter Anden Verdenskrig 100 V-2 raketter, den slags som tyskerne havde brugt til at bombardere London med. Sammen med missilerne fulgte et hold tyske raketspecialister med Wernher von Braun i spidsen, og V-2 blev nu kernen i det amerikanske militærs raketprogram.
I 1955 erklærede præsident Dwight D. Eisenhower, at amerikanerne i anledning af det internationale geofysiske år 1957-58 ville sende en kunstig måne i kredsløb om jorden. Hæren, flyvevåbnet og flåden startede konkurrerende programmer i håb om at klare opgaven først.

Det blev dog ingen af de tre værn, der kom først, men derimod Sovjetunionen. Opsendelsen den 4. oktober 1957 af verdens første kunstige satellit, den 83 kg tunge Sputnik som sagde bip, sendte chokbølger gennem den amerikanske offentlighed og blev kult i resten af verden. Og da Sovjet kun en måned senere opsendte en satellit med den russiskgøende hund Laika om bord, syntes rumkapløbet næsten afgjort og overlegenheden af den kommunistiske samfundsmodel endeligt bevist. De sovjetiske myndigheder gik let hen over, at Laika skulle dø i rummet, da rumkabinen ikke var indrettet til at vende tilbage til jorden.
Det lykkedes Sovjet at hemmeligholde de mange fejlskud, der lå bag succeserne, hvorimod alverdens øjne rettedes mod amerikanerne, der åbenlyst blev ramt af talrige uheld.
USA havde omsider besluttet sig for at satse på flådens bæreraket, der var bygget til videnskabelige formål, men da den i december 1957 kun hævede sig 120 centimeter over jorden, før den eksploderede med satellit i toppen, måtte hæren og Wernher von Braun træde til. Den 31. januar 1958 kunne hæren omsider gøre USA til en rumnation med en satellit på sølle 13 kg, og von Braun blev snart chef for næste skridt, et menneske i rummet.
Først ville amerikanerne dog prøve med aber, blandt andre Ham, der røg til vejrs i januar 1961. Det gik godt, og aben udførte en serie abe-agtige opgaver under den 16 minutter lange flyvetur. Rumfartsfolkene var stolte og lykkelige. Der var kun et skår i glæden: Den amerikanske chimpanse Ham gjorde ingen god figur ved pressekonferencer og festmiddage. Det gjorde til gengæld det væsen, som Sovjet tre måneder senere fik ned på jorden efter 108 minutters kredsløb om kloden.
Juri Gagarin var ellers ikke en mand, der gjorde meget væsen af sig, født som han var i 1934 i en ydmyg landsby 100 kilometer vest for Moskva. Juri var nummer tre af fire børn i en jævn familie, hvor moren var malkepige og faren bonde. Juri drømte imidlertid ikke om at komme til arbejde med jorden, men om at frigøre sig fra den. Allerede tidligt interesserede han sig for flyvning, og mens han blev uddannet til industriarbejde, var han i fritiden medlem af en flyveklub og gennemførte sin første soloflyvning i 1955. Siden søgte han ind i luftvåbnet og lærte at flyve MIG-jagere.
I 1960 blev han sendt i hård træning til kosmonaut. Uanset hvilke prøvelser, han blev udsat for, bevarede han sin sans for humor og hurtige replikker. Dette sikrede ham siden jobbet som det første menneske i rummet, for lige efter rumfærden ventede opgavens anden og afgørende del, PR-arbejdet.
Gagarin tegnede medlemskab af det kommunistiske parti i 1960, og året efter, den 12. april 1961, kom han i halvanden times kredsløb om jorden i sin rumkapsel Vostok. Han landede på en mark efter at have skudt sig ud med faldskærm, og tililende bønder troede først, at han var amerikansk spion. Men det første vægtløse menneske talte russisk, Sovjetunionen havde gjort det – igen.
Juri Gagarin blev på Den røde Plads i al offentlighed kysset og krammet af Sovjetunionens midlertidigt næstvigtigste mand, generalsekretær Nikita Khrustjev. Og så blev Juri og konen Valentina sendt på charmeoffensiv verden over. Først til bl.a Indien, Afghanistan og Ungarn – og så til Danmark.
At Juri Gagarin fik fyret godt op under Havana-cigaren, da han besøgte Fidel Castro i Cuba, kan ikke komme bag på nogen. Mere overraskende er måske, at alle danske døre, også den fornemste på Amalienborg, tilsyneladende stod åbne for den kommunistiske kosmonaut. Kong Frederik, Dronning Ingrid og Kronprinsesse Margrethe tog imod ægteparret Gagarin, som bagefter lod sig forevige storsmilende på slotspladsen ved siden af en garder med bjørneskindshue. Alt åndede fred.

At Gagarin fra Kastrup lufthavn var blevet kørt direkte til Sovjetunionens ambassade i Kristianiagade, hvor han skulle bo under opholdet i Danmark, forekommer ganske naturligt. Derimod er det bemærkelsesværdigt, at statsminister Jens Otto Krag gjorde en lavtstående kommunist til æresgæst under en officiel middag for 75, heriblandt udenrigsminister Per Hækkerup og undervisningsminister Helveg Petersen. Krag brugte en aften på Gagarin blot fire stressende dage efter, at han havde overtaget statsministerposten efter partifællen Viggo Kampmann, og blot dagen efter en ’rigtig’ statsbesøg-middag for den israelske premierminister Ben-Gurion, som var i Danmark samtidig med Gagarin. På pressebilleder fra middagen med russerne ses Krag, der havde unge Valentina til bords, med blikket solidt plantet på borddamens brystparti, mens statsministerfruen Helle Virkner var optaget af at konversere Juri.
Jo, Krag tog sig tid til det hele. Ikke en bekymret rynke var synlig på Krags pande, selv om det ikke var mere end et år siden, det kommunistiske Østeuropa havde bygget Berlinmuren og to dage siden, en chokeret dansk presse (undtagen kommunistiske Land og Folk) havde berettet om endnu en flygtning, som var blevet dræbt af skud fra de østtyske grænsevagter ved Berlinmuren.
Krag løftede vinglasset og holdt en rosende tale for den mand, der havde erklæret: »At jeg har styrke nok til at påtage mig denne opgave kommer af, at jeg er kommunist«.
Krag var selvfølgelig ikke et splitsekund i tvivl om, at Gagarins besøg havde et propagandistisk formål. Men sådan var der så meget på det tidspunkt.
Amerikanerne havde klogeligt erkendt deres – foreløbige – nederlag i rumkapløbet, og det amerikanske magasin Life havde i april 1961 hele 19 sider om den russiske rumrejse, festlighederne i Moskva og den amerikanske regerings reaktion.
Så satte mod- og afledningsangrebene ellers ind. En amerikansk astronaut kom i rummet i maj 1961, dog uden at gå i kredsløb, det klarede man først otte måneder senere. Samtidig med rumdebuten aflagde præsident Kennedy det højtidelige løfte, at USA inden for de næste 10 år ville landsætte mennesker på månen.
Den amerikanske efterretningstjeneste arbejdede på at skaffe oplysninger om det mørkelagte sovjetiske rumprogram og lade de mindre flatterende sider tilflyde verdenspressen. I sommeren 1957 opdagede det amerikanske spionfly U2 en affyringsrampe ved Tyuratam i Kazakhstan, men Sovjet skabte forvirring ved at udnævne minebyen Baikonur, der ligger 350 kilometer sydligere, til hjemsted for rumprogrammet og opstillede der falske raketter for at narre spionerne. Baikonur blev siden det officielle navn for rumcentret i Tyuratam.
Den amerikanske spionage og underretning af pressen bar efterhånden frugt. Med en timing, der ikke virker tilfældig, kunne Berlingske Tidende på den anden dag af Gagarins besøg i Danmark fortælle på forsiden, at »russerne har gjort seks forgæves forsøg på at sende drabanter til Venus og Mars«. Denne oplysning havde ifølge avisen »yderligere klippet vingerne på myten om sovjetvidenskabens ufejlbarlighed«.
At to russiske rumhunde blev dræbt af en eksploderende raket i juli 1960 og yderligere to hunde måtte lade livet, da deres kapsel brændte op ved mødet med jordens atmosfære i december 1960, blev endda ikke nævnt ved den lejlighed. Og først under perestroikaen i 1989 kom det frem, at en katastrofe var sket den 24. oktober 1960 på Baikonur. En raket omgivet af teknikere og militærfolk eksploderede på affyringsstedet og dræbte 122 personer. I næsten 30 år var den officielle version, at en enkelt person, marskal Mitrofan Nedelin, den pågældende dag var omkommet ved en ’flyulykke’.
Gagarins verdensturné gav goodwill alene ved den nydelige unge mands fremtræden. Mere hårdtslående var den tale, som Gagarin mod slutningen af sit besøg i Danmark holdt i Landsforeningen til Samvirke mellem Danmark og Sovjetunionen. Her erklærede han, at de russiske rumtogter udelukkende havde været af fredelig karakter og angreb USA for at have foretaget atombombe-eksplosioner, som vanskeliggjorde rumfart.
Syv uger efter denne udtalelse sendte Sovjetunionen en uhyre trykbølge tre gange rundt om jordkloden ved i Sibirien at sprænge historiens voldsomste brintbombe.

At Jens Otto Krag fik plads til Gagarin i middagsprogrammet, mens værdikampen blev sat på vågeblus, skyldes ikke, at der skulle tages hensyn til et folketing, som var domineret af kommunister. Faktisk var det danske kommunister røget helt ud ved valget i 1960. Nej, Krags imødekommenhed kan hænge sammen med, at verden i 1962 syntes urokkeligt opdelt i to frosne blokke, tilsyneladende en følge af en politisk naturlov, som det ikke nyttede at kæmpe imod. Danmark kunne kun begrænse skadevirkningerne af blokopdelingen – og ellers lære at leve med den.
Når den danske statsminister udtrykte beundring for diktaturets rumpræstation, mindede dette om en tidligere forfrossen situation, da den danske udenrigsminister Erik Scavenius i 1940 efter Danmarks besættelse sagde: »Ved de store tyske Sejre, der har slaaet Verden med Forbavselse og Beundring, er en ny Tid oprundet«. Det er sikrest at holde med en vinder eller i hvert fald ikke at lægge sig voldsomt ud med nogen, man er tvunget til at leve side om side med.
Men Krags gæstfrihed kan selvfølgelig også skyldes noget andet – en vis fornemmelse for det folkelige.

Fornemmelsen af kold og klam bomuld mod min krop den mærkværdige morgen i september 1962 glemmer jeg ikke. Jeg stod og hundefrøs sammen med 5.000 andre skolebørn på Gladsaxe Stadion til skolernes idrætsdag, mens vi ventede på Juri Gagarin, der efter planen skulle dukke op og kaste glans over arrangementet.
Falcks Redningskorps havde ved ni-tiden om morgenen stadig travlt med at pumpe vand væk fra løbebanen efter nattens skybrud, og de talrige pressefotografer blev ved med at falde over Falcks gummislanger, der snoede sig der, hvor indmarchen skulle finde sted.
Jeg følte mig udkommanderet, og ydmygende var det at sjoske af sted i sidste geled iklædt forvasket og umage gymnastiktøj, mens spidsen af indmarchen med de unge organiserede idrætsudøvere tromlede taktfast og uniformeret forbi tribunen.
Et plaster på forkølelsessåret var dog Gagarins tilstedeværelse, for han var for mig en gud med stjernestøv på panden, just kommet fra sit rumfartøj, der var mindst dobbelt så genialt som en transistorradio. Om diktatur og kommunisme havde jeg intet hørt, og Gladsaxes befolkning skænkede næppe Den Kolde Krig en tanke, men oplevede Gagarin på linje med en verdensberømt popsanger. Og tænk, lige i vores kvarter!
Det var den senere så kendte koldkriger Erhard Jacobsen, der havde inviteret Gagarin til Gladsaxe. Den højreorienterede socialdemokrat Erhard Jacobsen var borgmester i den københavnske forstadskommune, der nød godt af den nye voksende middelstand, som hverken svingende med røde faner eller adelige skjold, men sværgede til rækkehuse og rødvin. Sovjetpropaganda eller ej, Erhard Jacobsen så i Gagarin et symbol på fremskridt, som udmærket kunne bruges en time i kommunen (selv om Erhard måtte overlade modtagelse til sin viceborgmester, fordi han selv var på tjenesterejse den dag).
Da Gagarin gående forlod stadion, stod vi tusinder af børn og rakte hænderne frem mod rummanden, som lod sin hånd feje mod vores. Og han rørte mig! Jeg besluttede mig straks for ikke at vaske den hånd mere.

Fidligere på ugen havde Gagarin besøgt B&W skibsvæft og der hilst på en olietilsølet smed. Til Land og Folk sagde smeden siden, at Gagarin, der umiddelbart efter var kørt til audiens, næsten skulle have haft mulighed for at vaske hånden, inden han mødte Kong Frederik.
Mon ikke alle hænderne blev vasket, med sæbe eller mentalt, i september 1962, da kosmonauten kom ned fra kulden og lunede lille Danmark med appetit på forbilleder og fremgang?
Gagarin forudså i øvrigt under sit besøg, at mennesket ville nå månen inden for fem år. Det kom næsten til at holde stik. Amerikanske astronauter betrådte månen i 1969, men det fik Juri Aleksejevitj Gagarin, der efter sin rumfærd havde problemer med ægteskabet og alkohol, ikke at se. Han blev ifølge den officielle forklaring dræbt i marts 1968, da hans træning i et jagerfly endte i havari.
Nu hviler Gagarins aske sammen med kommunismens i muren omkring Kreml.q

Fortsættelse følger...

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu