Læsetid: 4 min.

Kunst i køkkenskuffen, købt og betalt

Udlejes: St. selskabslok. i smuk. omgiv. i det indre Kbh. udl. t. firmafester m.m., rimelige priser t. forh. Henv. i Sølvgade
23. april 2004

Kunstgrebet
En billedtekst i Thomas C. Thulstrups bog om smykkefabrikanten Georg Jensen lyder: »I hele sin fremtoning tegnede Georg Jensen billedet af en kunstner: viltert hår, flagrende kittel og slips, og han vedblev livet igennem at klæde sig i en stor slængkappe.« Nu vides det ikke hvilken kunstner eller hvilket billede forfatteren tænker på, men karikaturen af den fraværende, men geniale kunstner, Pablo Picasso, bar ikke en slængkappe, men spankulerede gerne rundt med bar overkrop. Faktisk ligner Georg Jensen på omtalte fotografi mere en Einstein end en kunstner, altså den glade men zerstörte Professor, men af den grund tildeles Georg Jensen næppe et æresprofessorat på Niels Bohr Instituttet. Hvorfor, spurgte flere kritikere i ugens løb, udnævnes han så til kunstner med en udstilling på Statens Museum for Kunst?
Det er naturligvis praktisk: Alle os i det gode segment og omkring de 30, der bygger rede og ser boligprogrammer i smug og køber den gode kaffe nede hos Ricos kafferisteri, vi har fået en art moralsk opbakning til at fylde køkkenskufferne og dække middagsbordet med 12 kuverter i rustfrit stål signeret Jensen et al. Det er ikke forbrug, men en god gerning: Et kunstsponsorat og så for blot 120 kroner per teske. Lidt ligesom at abonnere på den gode samvittighed i form af et barn i Afrika.
Nu bliver sagen ikke mindre speget af, at København faktisk er udstyret med et Kunstindustrimuseum, hvor nogen ville mene, at Georg Jensen passer bedre ind. Museets direktør, Bodil Busk Laursen, mente ganske vist i Jyllands-Posten at Kunstindustrimuseet ville have lavet en ’anderledes dokumenteret udstilling’, men nu var det altså Statens Museum for Kunst, og ikke Kunstindustrimuseet, der havde fået tilbuddet om to mio. kroner i annoncetillæg fra de royale fabrikanter, der sidder på Georg Jensens navn.
Bodil Busk Laursen mente det vist nok positivt, da hun sagde: »Det kan betragtes som en salgsudstilling.« Kunstsamleren og kuratoren John Hunov betragtede det også som en salgsudstilling, men knapt så positivt: »Nu har vi haft blomster, tøj og sølvtøj. Nu mangler der bare syltetøj.«
I B.T. bemærkede man også salgsfremstødet dog på vegne af andre. Under overskriften Klar til søvbryllup kunne man læse: »Frederik fik helt sikkert inspiration til sin og Marys ønskeseddel.« Og B.T. bemærkede også udsigten til høje besøgstal: »Foruden Kronprinsen var udstillingen godt besøgt af smukke studieværtinder, designere og museumsfolk.«
På Statens Museum for Kunst bruger men ikke begrebet salgsudstilling. Her taler man om ’dialogudstilling’, og det er man stolte af. For begrebet har man selv opfundet, og efter sigende har det spredt sig vidt og bredt internationalt. Alligevel valgte kun to aviser at anmelde udstillingen.
I Politiken minder Trine Ross lunkent, men ikke iskoldt, om dengang man talte om tivoliseringen af kunsten.
»Men når Statens museum for Kunst slår dørene op til ’Georg Jensen 100 år’, antager tivoliseringen en helt ny og meget bogstavelig betydning, for den udstilling, filmmageren Bille August har kreeret, er simpelthen som en tur i Baljerne.«
Trine Ross går til bekendelse og indrømmer at hun faktisk holder meget af Baljerne, men alligevel:
»Personligt kræver jeg noget mere og andet mere for at hoppe i Baljen, men de tivoliserede udstillinger plejer at være publikumsmagneter, og der er sikkert mange, der vil nyde turen. Kunsten skal nok klare den, sølvet også, men andet end farvet lys på nethinden får man altså ikke med sig hjem.«

Også Jyllands-Posten havde sat omend få linjer af til en anmeldelse af udstillingen. Her bemærkede Pernille Ankerkristensen, at det var så som så med dialogen:
»For klassikerne fra Georg Jensen spiller hovedrollen, men malerierne fra Statens Museum for Kunst mere virker som statister i den alternative, men ellers vellykkede sølvtøjsforestilling.«
Spørgsmålet, om dialogen lykkes eller ej, er afgørende. For mens man kunne hævde, at det falder under smag og behag, om Georg Jensen hører hjemme på et kunstmuseum, fungerer dialogen som det kunstneriske alibi, der lukker diverse produkter ind i Sølvgade. Og hvis de slet ikke fungerer eller blot er et figenblad, er det ikke et nationalgalleri, der ligger i Sølvgade, men halvdyre selskabslokaler til leje.
Et sponsorat i eksempelvis cykelverden betyder som regel ikke at sponsoren selv kører Tour de France. Eller enevældigt sætter holdet. Som regel betyder et sponsorat, at firmaet får sit navn på trøjen. Men altså ikke på Statens Museum for Kunst.
I dag er der i Folketinget en forespørgelsesdebat om Brian Mikkelsens ’kulturpolitiske sigtelinjer’ – en mindre pamflet om ministerens ambitioner. Her finder man ikke meget debatstof, så må man foreslå kulturpolitikerne at tage en principiel diskussion om sponsorater. For nok er de kommet for at blive, men skal de også have bukserne på?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her