Læsetid: 4 min.

Kunsten genstartet med scratch

Hvis kunstneren er en dj, er kunsten da ’formel kommunisme’ eller kapitalens fitnesscenter?
14. april 2004

Kunst
PARIS – Der er gode udstillinger. Og så er der vigtige udstillinger. Og gruppeudstillingen, Playlist, det er en sådan vigtig udstilling.
Playlist er dj’ens ord for den liste af sange, der skal spilles.
Kunstneren af i dag er dj. Han er ikke så meget producent, som (for)bruger af noget, der allerede er produceret. Analogien lyder: kunstneren bruger allerede eksisterende udtryk og tegn til at skabe sin egen kunst, ligesom dj’en mixer velkendt musik og lyd sammen til ny musik. Værket er uafsluttet, et led i en uendelig kæde af værker.
Som kurator, Nicolas Bourriaud skriver i sin ambitiøse katalogtekst: »Playlist er ikke en tematisk udstilling – hvis den skulle have et tema, skulle det være samtidskunsten selv.«
Og han har ret, de tanker som udstillingen er spundet over er de tanker, som samtidskunsten ikke kan vikle sig ud af. Tanker er vigtige i samtidskunst. Til tider er det eneste nye i genbrugs-kunsten bag-tanken; eller med andre ord brugen.
Denne måde at bedrive kunst på kan dateres 1913, året Marcel Duchamp får den idé, at spænde et cykelhjul oven på en skammel. Dengang var det ikke praksis. Det var uset.
Skal man tro kuratoren på Playlist, ser man sådanne værker overalt. Og det er ikke et tegn på dekadence, forfald eller blot en tilstand af stilstand. Det er velset – især på det parisiske udstillingssted Palais de Tokyo.
Her præsenteres 18 internationalt kendte og anerkendte kunstnere, foruden en række videoer af tidens navne.
Men alle discipliner er repræsenteret: maleri, skulptur, fotogafi, video, installation, readymades. Alle er lige gode & gyldige.
Schweizeren John Armleder har lavet et maleri à la den abstrakte ekspressionist Larry Poons, som han har hængt på et blåt tapet med hvide prikker: man ser et maleri; så, bagved, en masse snefnug på tapetet; endelig ved nærmere eftersyn, at de alle er forkellige og har hver sin krystallinske form.
Det samme er ikke det samme, hvad enten det er Poons eller snefnug. Konteksten er altid en anden.
Kunstnerne genbruger naturens såvel som kulturens former. Og i kulturen, kunst såvel som ikke-kunst, fin- såvel som lavkultur, legitim såvel som illegitim kultur.

Fra citat til appropriering
Når genrer og discipliner blandes, blandes også de kriterier, ved hjælp af hvilke, man bedømmer kunst. Hvad skal kritikeren stille op?; hvem skal han kritisere?
Avisen Le Mondes anmelder har groft sagt kopieret kurators tekst, inklusive hans begejstring.
Ugemagasinet Les Inrocks har skrevet videre på begivenheden og interviewet Armleder og sociologen Bernard Lahire.
Som Lahire anfører i sin nyeste studie, skrider grænserne for, hvad der nu gælder som god smag, hele tiden; fra jazz og film i går, til rock og tv-serier i dag: »Jo flere ’legitime guder’ kulturinstitutionerne autoriserer at vie en tiltagende kult, desto mere aftager den kulturelle tro.«
Ifølge kurator Nicolas Bourriaud tager kunsten aktiv del i undergravningen af smagshierarkiet og opgøret med kulturelle autoriteter ved at sidestille lav- og finkulturelle fænomener. Hvordan så forklare de mange referencer til billedkunst?
Når Armleder laver et Poons-maleri, når den franske kunstner Bertrand Lavier eftergør et Frank Stella-maleri i lysstofrør, så er det ikke citater. For at citere vil sige at henvise til en autoritet. Traditionelt legitimerer kunstneren hermed ikke blot sit eget værk i kunsthistorien, men også en kultur, hvor tegn tilhører en enkelt forfatter. Ifølge kurator Bourriaud er dette en hævdelse af »formernes private ejendomsret.«

Formel kommunisme
I stedet mener han, at kunstnerne idag approprierer, det vil her sige tilegner sig former for at frisætte dem til kollektiv brug. Med andre ord samtidskunsten er »formel kommunisme« eller ’freeware’, gratis software: »Er appropriationskunst ikke en ophævelse af ophavsrettighederne?«
Spørgsmålet er retorisk, besnærende – og alligevel svært at svare ja på. For man kunne ligesåvel svare nej, den kulturens lov, som Lahire opridser, er omvendt proportional med den lov, der styrer kunsten: ‘Jo færre legitime guder kunstinstitutionerne autoriserer at vie en tiltagende kult, desto mere tiltager troen på kunst.’
I dag, hvor alt kan være kunst, og intet kvalitativt udmærker kunsten, er kunsten stadig mere nødsaget til at henvise til autoritet, til at citere faderskikkelser som Duchamp og Stella. Og at forholdet til historisk praksis er uafklaret, demonstrerer Bjarne Melgaard på pubertær vis. I en ellers vellykket installation hænger et klassisk monokromt maleri overskrevet med store bogstaver: »THIS IS WHAT I DO TO MAKE MONEY.«
Som filsoffen Sloterdijk konstaterede efter Venedig Biennalen 2003, er kunsten blevet »kapitalens fitnesscenter.« At hævde kunstens kommunisme er blot et dårligt svar på tiltale.
Reflekteret omgang med traditionen leverer til gengæld Jonathan Monk i »Translation Piece«, hvor han har approprieret en mysteriøs tekst af konceptkunstneren Robert Barry fra 1969, der erklærer, at han »under udstillingen vil forsøge at kommunikere et kunstværk telepatisk.« Monk har ladet 10 oversættere oversætte teksten fra engelsk til fransk til mongolsk o.s.v. – og endelig tilbage til engelsk, dunkelt og endnu mere mysteriøst. Ikke desto mindre, Monk giver Barrys tanke nærvær.
Men forlægget er mysteriøst, en tekst, der oplyser, at pågældende værk ikke formidles i ord eller billede, men telepateres.
Mange af værkerne er dårlige, men kuratoren viser vejen for en konstruktiv forståelse af samtidskunsten. Desværre også for konstruktiv – han skyder over målet. Tanken om »formel kommunisme« må tilskrives en kurator, der selv sampler kunst og teorier om bl.a. musik- og internet-kultur.
Kort sagt, Playlist er en udstilling, der er vigtigere end god.

*Playlist, Palais de Tokyo, til 25. april. Katalog, ill., 221 sider, 29 euro

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu