Sex & synspunkt
»Undskyld mig, hvis jeg er for direkte.«
Sådan skriver bogredaktøren til mig. Han har lavet forslag til omtale af forfatterne til en samfundsdebatbog, hvor jeg er bidragyder. Om mig selv står: »Han er bøsse og en markant stemme i både samfunds- og kulturdebatten.«
Jamen, det er da smigrende. Og nåja, det med bøsse ønsker jeg ikke at rende fra. Men har det noget at gøre med de synspunkter, som jeg har om samfundslivet?
»Det er jo ikke muligt at eftervise,« har jeg skyndt mig at skrive tilbage til bogredaktøren. Med den imødekommende tilføjelse:
»Jeg overladet det til dit skøn, om referencen skal opretholdes.«
Siden har jeg gået og tænkt over sammenhængen mellem sex og synspunkt. Og selvfølgelig er man den, man er med hud og hår og alt det indre.
Med at kønslivet skulle diktere noget bestemt syn, måtte jo indebære, at f.eks. bøsser for nu at tage noget nærliggende var ret ens politisk. Og det siger mine høstede livserfaringer, at de ikke er.
Bøsse & borgerlig
Tilbage i 1970erne var der en bevægelse, der hed Bøssernes Befrielsesfront. Jeg var ikke med, men morede mig over nogle af dens frimodige ytringer. Andre var knapt så morsomme, for de var marxistisk lirekassedrejeri. Det var der meget, der var i 1970erne.
I 1990erne fik Danmark en bevægelse, der hedder Borgerlige Bøsser. Jeg har været inviteteret til ét af deres møder og gik derfra med indtryk af nogle søde og eftertænksomme fyre.
I USA er der en bevægelse, der hedder Log Cabin Republicans. Altså Bjælkehytterepublikanere. De arbejder inden for præsident Bushs parti for at få det drejet til at acceptere bøsser og lesbiskes rettigheder. Det er en utaknemmlig opgave, men de er indtil videre forblevet i partiet.
Aha, kunne man sige: Da homoseksuelle tilhører en minoritet, må de have det til fælles, at de slår til lyd for tolerance i samfundet.
Svar: Overhovedet ikke. Homoseksuelle kan med stor fryd være på nakken af andre mindretal.
I Seattle, ved USAs nordvestgrænse mod Canada, mødte jeg en gang på
KFUMs herberg en fyr, der var gudeskøn.
Han hed Greg og var skuespilleraspirant nede i Los Angeles og havde et ydre, der mindede om en ung Robert Redford. Desværre var Greg også racist og fascist, men det blev jeg først klar over senere.
Spændende forspil
Greg og jeg aftalte oppe i Seattle at mødes igen i Los Angeles senere på sommeren.
Da jeg nåede frem til filmbyen, opsøgte jeg ham på hans adresse, der viste sig at være et luvslidt motel på Sunset Boulevard. Efter nogle gensynsfraser hev vi dæktæppet af sengen.
Greg sagde, at der skulle være et spændende forspil. Så satte han noget Richard Wagner helteskrål på grammofonen. Det fandt jeg stærkt uophidsende og protesterede mod »sådan noget overmennesketilbedelse«.
»Hvad mener du,« spurgte Greg skarpt, og i den ordveksling, der fulgte, kom det frem, at han var villig til ofre sit liv for den hvide race.
Han overvejede at melde sig som frivillig til de lejetropper, som det hvide apartheid-styre i Sydafrika på det tidspunkt sendte hærgende ind i sine nabolande.
»Det er forrykt,« svarede jeg.
»I San Francisco, på vejen hertil, mødte jeg en sort fyr, der var vældig sød og
«
Greg afbrød mig: »Ill bet you have kissed that niggar, havent you?«
Ja, det havde jeg og mere end det.
»Det er afskyeligt,« sagde Greg.
Nu følte vi begge ulyst ved hinanden, men det var blevet sent, så jeg var nødt til at blive.
»Vi kan ikke sove sammen,« sagde Greg, og det var jeg helt indforstået med.
Jeg overnattede nede ved siden af sengen, blandt nullermændene på gulvtæppet. Mens jeg prøvede at falde i søvn, lå jeg og tænkte, at jeg i hvert fald havde demonstreret viljen til at omsætte politiske idealer til personlig handling.
Så det kan da godt være, at min bogredaktør har ret i, at det hele skal med.
