Læsetid: 4 min.

Lærernes tid er dyrebar

For gymnasielæreren er disponering af tiden en del af den faglige identitet. Fremover bliver mere af den beslaglagt, når den fælles undervisning skal forberedes
14. april 2004

Man kan kalde det et problem. Eller en udfordring. Når gymnasiereformen fra august 2005 stiller krav om at elever skal præsenteres for fag, der er i samspil med hinanden, når der skal være progression i undervisningen gennem de tre år, når studiekompetence og almen dannelse skal have et løft. Eller for at se det fra lærernes stol: Når de skal finde tid til at planlægge det hele, så reformen ikke ender som pæne ord på hvidt papir.
Det store problem, eller den helt store udfordring, er, at gymnasiereformen dikterer, at den enkelte lærer pakker sin taske på en anden måde end i dag. Det foregår helt inde i de private mekanismer. Han eller hun skal bruge tid på at vide, hvad kollegerne laver. Gymnasielæreren skal finde tid til at planlægge. Og tiden er kostbar. Og dermed svær at dele med andre.
Lene Pind, rektor på Tornbjerg Gymnasium i Odense, kalder det en udfordring. Men også hun gør sig mange tanker om, hvordan hun skal finde fælles tid til lærerne.
»Der skal være nogle fælles rammer. Allerhelst skal vi have skemalagt mødetiden, for det er for tidskrævende, hvis lærerne selv skal finde tider, hvor de kan mødes. Men der skal også være særskilt aflønning for den fælles forberedelse,« siger hun, så man næsten kan høre det knager.

Slut med kærlighedsteam
På Tornbjerg Gymnasium er man langt med reformforberedelserne. Gennem en årrække har skolen fået penge af Fyns Amt og Undervisningsministeriet til at forberede sig på reformens forandringer.
»Jeg synes, vi er godt forberedt på reformen, der kommer tordnende ind. På vores skole behøver vi ikke være så forskrækkede for det nye,« siger Lene Pind.
Tornbjerg Gymnasium har i dag seks lærerteams, der arbejder med
1. g og tre lærerteams, der arbejder med 2.g. Og traditionen med at folk finder sammen i ’kærlighedsteams’ er aflivet. På Tornbjerg Gymnasium er grupperne ikke sammensat ud fra hvem der kan sammen – men ud fra, hvem der skal sammen.
»Det er et mægtigt stykke organisationsarbejde, når alle lærere i et team skal mødes. For hver enkelt lærer har jo også sit skema, sin forberedelse og sit samarbejde til andre sider. Når én har timer, har en anden mellemtimer. Når en har kursus, har en anden fri... Jeg kan godt forstå, at det lyder mærkeligt for andre mennesker, men det er altså svært for gymnasielærere at finde fælles tid,« siger Lene Pind.
Hun mener, løsningen er bedre planlægning. Bedre logistik skal tage toppen af travlheden. Til det hører ikke kun at give tid til møder, når undervisningen er overstået. Lærerne skal også kunne mødes en mandag mellem 10 og 11, mener hun.

Forandring med mening
Det er et stort indgreb i lærernes privilegier at disponere over deres tid. Der lyder da også protester. Gymnasielærere vil ikke være funktionærer, andre koster rundt med. Men Lene Pind forsøger at tænke således: Lærerne ikke imod forandring. Der er bare forskellige meninger om hvad meningsfuld forandring er.
»Når vi skal lave tingene om, er det sundt at tænke sådan: Forandringen skal give mening. Det er klart, at det er et stort privilegium, at man som lærer selv kan disponere over så megen af sin tid. Lærerne skal også fremover kunne forberede sig for sig selv hjemme – men de skal også kunne mødes på skolen. Og til det skal der skaffes tid og rum,« siger hun.
Og det er faktisk lidt af en revolution.
»Ja, kravet om samarbejde mellem fagene griber langt ind i organisationen,« fastslår hun.
Og dermed er det også klart, at mange lærere vil kunne opfatte forandringerne som kritik af det, de hidtil har gjort. »Men forandringerne er ikke udtryk for, at det, vi har gjort hidtil, har været noget bras. Vi har tværtimod været en succes. Men nu er kravene nogle andre. Arbejdsmarkedet stiller andre krav til, hvad vi skal kunne som menneske, borger og bidragsyder. Det kræver anderledes undervisning,« siger Lene Pind.
Det nye er ikke kravet om samarbejdet. Det står også i de nuværende regler. Det nye er, at strukturen ændres, så samarbejdet faktisk kan gennemføres. Og selv om gymnasiereformen er indført af Folketinget, så har substansen mange steder presset på nedefra. For mange gymnasielærere føler sig isoleret i deres faglighed.
»Jeg synes overordnet reformen er et fremskridt. Lærerne bliver udfordret, der hvor de er bedst – på deres fag. Verden er ikke delt op i fag, men den viden vi har, er delt op i fag. Fagrækken er en arbejdsdeling. Vi skal have eleverne til at opleve, at man kan meget mere, når man stiller det samme spørgsmål til flere fag. Og det udfordrer lærerne, de elsker jo deres fag,« siger Lene Pind.
Hun ved godt, at der er lærere, der ikke køber hendes optimisme. Lærere, for hvem omstillingen er for stor, eller for hvem den ikke giver mening.
»Det ene er jo, at fagligheden bliver en anden. Men lærerne skal jo også lære at underordne deres fag en overordnet målsætning. De skal desuden træde ind i en kollegial sammenhæng, hvor man føler hinanden på tænderne fagligt og pædagogisk. Langt de fleste vil være i stand til at omstille sig. Men de lærere, der siger: ’Det er ikke noget for mig!’ vil få det svært i det nye gymnasium.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu