Udstilling
I en anmeldelse af Simon Grotrians digtsamling Porcelænsbreve fra 1999 blev den æteriske digter meget jordnært sammenlignet med en pizzabager. Ifølge anmelderen Erik Skyum Nielsen lagde Grotrian klogt ud, når han skulle bage en pizza (dvs. skrive et digt). Han manglede dog mådehold, når det kom til pizzatoppingen. For som Skyum Nielsen skrev, så kom digteren ud over den traditionelle topping også piratos og matadormix på pizzaen.
En sådan pizza smager underligt, og som læser måtte man konkludere, at Grotrians digte var bad taste. Moralen i Skyum-Nielsens pizzalignelse var ikke til at tage fejl af; den gode smag kommer af mådehold. »Hold nu igen med de æstetiske krydderier« lyder det puritant fra kunstpædagogerne. Men god smag er også bare et kedsommeligt sæt stilistiske attituder. Og i dansk kunst er der så meget fimse-god smag, at det er dét, der er for meget.
Opmuntrende er det derfor at se billedkunstneren Rene Schmidt gå sine egne ustyrlige veje. Hans visuelt opkørte værker kan p.t. ses på Galleri Gimm Eis. Den forholdsvis unge skulptør (f.1968) viser i alt otte skulpturer, en computeranimeret video og en række prints. Værkerne er fælles om en i Skyum Nielsensk forstand umådeholden topping, der får skulpturerne til at kollapse i smags- og betydningsmæssige kortslutninger. Sådanne kortslutninger glimter hos Schmidt med en visuel intensitet, der simpelthen sparker øjnene væk.
Er der mere?
Smagsdommerens spørgsmål bliver så, om der er mere i værkerne end dette. Og hvis der ikke er, om dette så er nok?
Tidligere såvel som nye værker af Rene Schmidt står i et interessant slægtskab med en bestemt 90er-trend inden for arkitekturen: den såkaldte hyper-surface architecture. Kendetegnende for denne (og for Schmidt) er nogle meget komplicerede skal-konstruktioner, der på en gang er organiske og skævt geometriske. Der er ikke noget højteknologisk over Schmidts værker, men på et formmæssigt plan står han i klar forbindelse med arkitektgrupper som Asymptote, Coop Himmelb(l)au og de mere eksperimentelle syrehoveder Marcos Novak og Kas Oosterhuis. Der er her tale om en event-arkitektur, der blander det dybeste fra Las Vegas med det mest overfladiske fra futurismen.
Smagfuldt og smagløst
Schmidt har dog bevæget sig væk fra det udpræget arkitektoniske og hen mod et mere sci-fi- og fantasy-agtigt univers. Hvor hans skulpturer tidligere har haft en glat overflade, er de nu blevet befolket af mærkeligt muterede tegneseriefigurer, glitrende geometrier og modeltræer. Smagløs pop versus smagfuld modernisme. Schmidt pendler i sine skulpturer frem og tilbage mellem sådanne yderpoler.
En skulptur bærer titlen Lang Lørdag Dark matter. Lang lørdag henviser til udvidede åbningstider og fra indkøbene i butiksgaden henter Schmidt inspiration i dagligvarernes emballageæstetik. Dark Matter kender vi derimod, som det mørke stof størstedelen af kosmos består af. Men om dette mørke stof ved fysikerne så godt som intet. Hvad vil Schmidt så opnå ved at sidestille shopping og kosmologiske gåder? Er det bare et absurd greb? Egentlig ikke, når man tænker på, at fænomenet shopping, såvel som science fiction i film- og tegneserieudgave, er sjovt forbundne dele af samme masseproducerede popkultur fra 50ernes Amerika. Og det er lige netop fantasien som masseproduceret vare og selve produktionsmaskineriet bag, der hos Schmidt bliver til en skulpturel problemstilling. Og det er her, han bliver rigtig interessant.
Udløbsdato
I den computeranimerede video »UniGamble« ser vi en plastikmand, der danser kejtet rundt i en arkitektur, hvor det er umuligt at afgøre, hvad der er op og ned, inde og ude.
Vi genfinder her de legende aspekter ved kunstneren Constants utopiske arkitekturmodeller, men iblandet den klamme fernis fra et shoppingcenter i Ørestaden. Plastikmandens krop buler ustyrligt ud til højre og venstre, som om noget eller nogen trak i den. Det er forbrugerens dans: en vanvittig, men lykkelig Mr. Plastic Fantastic valsende gennem et paradis af konsumering.
Schmidts heftige brug af visuelle effekter er ud over underholdningsværdien også ret problematisk. Der er selvfølgelig en fare for, at man om ikke så længe vil kigge på en video som »UniGamble« og først og fremmest se den som et katalog over, hvad et bestemt computerprogram kunne drive det til i år 2004. Måske videoen simpelthen på sigt kvæles af en tidstypisk æstetik med alt for kort levetid. Hvor slidstærke værkerne egentlig er, må tiden som bekendt afgøre. Men nu og hér suges man dog som en anden jublende meteorit ind i skulpturernes visuelle tyngdefelt.
*Rene Schmidt. UniGamble/MarkedspladsenDrypper/DrippingEventHorizon. Galleri Gimm Eis. Til 23 April.
