Læsetid: 14 min.

Litteratur skal irritere

Da Berlin-muren faldt, mistede litteraturen sine fælles referencer – de utopier, som angav en retning. En ny utopi har endnu ikke manifesteret sig, og det gør litteraturen mere spændende end før, siger den tyske forfatter og kritiker Helmut Böttiger: Både æstetisk og indholdsmæssigt udforskes der langt flere veje end før, siger han i en samtale om sin nye bog ’Efter utopierne’
24. april 2004

Det er ikke noget nyt for litteraturen at stå ved et nulpunkt.
Således skriver Helmut Böttiger i indledningen til sin nye bog Nach den Utopien – Eine Geschichte der deutschsprachigen Gegenwartsliteratur. En bog, der der gennemgår samtidslitteraturen, som den formet sig i Tyskland siden Berlin-murens fald og den tyske genforening.
– Hvordan vil du skitsere dette nulpunkt i dag?
»I 1989 opstod der en helt ny situation – ikke alene, men specielt i Tyskland. De gamle utopier forsvandt. Sammenbruddet af det tidligere Østtyskland betød også, at en konkret politisk utopi gik til grunde. Men også i den gamle Forbundsrepublik var der tanker og ideer, som gik ud på at forbedre og til dels overvinde den eksisterende samfundsorden, som faldt med Muren. I 1989 var der i første omgang en form for irritation, en slags desorientering. Man var overhovedet ikke forberedt på det, der skete. Og så gik entydigheden mere og mere i opløsning. Det var slut med en overordnet tankegang med grupper, skoler og ideologier. Og det gjaldt også for litteraturen. Der fandtes ikke længere én måde at skrive eller tænke på, men derimod et hav af politiske holdninger og æstetiske stilarter og virkemidler.«
– Du beskriver nutiden ved at forholdet mellem jeget og samfundet bliver accentueret på ny. »Jernspånerne retter sig på en ny måde i forhold til magneten«. Hvis nu magneten er et billede for utopien, har der så nogensinde været en enkelt utopi med en sådan magnetisk tiltrækningskraft?
»Set i bakspejlet kan man altid differentiere. Selvfølgelig fandtes der hverken i DDR eller i Forbundsrepublikken kun den éne utopi, som alle rettede sig efter, men der var en hegemonisk eller dominerende tænkning blandt kunstnerne og de intellektuelle. Man stod til venstre for midten og sigtede efter at overvinde den kapitalistiske indretning af samfundet. Dertil kom, at man var enig om, at kunstneren, og dermed også forfatteren, tænkte samfundsmæssigt, at han eller hun altid spillede en samfundsmæssig rolle eller indgik i en sådan kontekst.«
»Jeg mener personligt, at det stadigvæk er sådan. Selvfølgelig tematiserer nutidens forfattere også samfundet. I bund og grund beskriver de stadig forholdet mellem samfundet og det enkelte jeg samt modsætningen mellem de to. Det er denne modsætning, man søger at sætte navn på, og på den måde findes der en ganske bred enighed om, hvad nutidens litteratur burde udtrykke. Men: Der mangler en fælles reference. Det er svært at definere denne modsætning igennem en teori, et koncept eller slagord. Og lige præcis derfor stiller jeg i min bog forskellige forfattere ved siden af hinanden, som – hvis man alene kigger på deres æstetik – intet har med hinanden at gøre, men som hver især forsøger at tage denne udfordring op. Og derfor mener jeg også, at tiden og litteraturen i dag er langt mere spændende end før 1989. Der er flere individuelle veje, som bliver udforsket.«
– En ting er at definere denne modsætning, en anden er at ophæve den. Har nutidens litteratur affundet sig med kapitalismens eksistens? Er den ikke længere til forhandling?
»Det er for enkelt at sige det sådan. Litteraturen er sin egen. Der går ikke en lige linje fra litteraturen til den politiske og samfundsmæssige virkelighed. Jeg tror, at litteraturen i dag har den store chance for at besinde sig på sine helt egne rødder, på det, som den står for, nemlig dens sprog, som alene står til rådighed for litteraturen. Den kan udtrykke forhold, som ikke kan siges på andre måder, hverken teoretisk eller politisk. Litteraturen er pr. definition en modsætning til samfundet, den er pr. definition kritisk. Dens formål er at udtrykke en mangel og udfylde et tomrum. Og det kan ske på helt forskellig vis igennem mange æstetiske former. Hvis den ikke bliver sat i en sags tjeneste, som man gjorde det i 1970’erne og 1980’erne, og som det generelt skete i det tidligere Østtyskland, har den en chance og et potentiale. Dertil kommer: Denne modsætning mellem samfundet og den enkelte vil nok ikke blive ophævet foreløbig. Den finder altid nye former. Tag bare globaliseringen, som jo indebærer et hav af spændende processer – processer, hvor litteraturen får sin helt egen hjemmebane.«

Den store samtidsroman
– Men er litteraturens kritiske potentiale så egentlig mere end ’Das Prinzip Hoffnung’?
»Litteraturen er subjektiv og uberegnelig. Den drejer sig altid udelukkende om den enkeltes bevidstgørelse af sig selv. Jeg tror, det ville være helt forkert at foreskrive litteraturen noget, at anvise den retninger. I Tyskland har man i lang tid haft en tendens til det. Lige siden 1989 er der blevet formuleret ønsker om, at den store Berlin-roman skulle skrives, eller at den tyske genforening endeligt skulle finde en litterær behandling. Bortset fra, at dette i begyndelsen af 1990’erne havde været alt for tidligt, for en sådan proces må have tid til at vokse, så ville en sådan bearbejdning have udformet sig ganske anderledes end de, som efterlyste den, havde forestillet sig det. Litteraturen finder altid sine egne former. Bare tænk på Günter Grass’ Bliktrommen. Bogen udkom i 1959, 14 år efter afslutningen på Anden Verdenskrig, og den behandlede krigen på en helt anden måde end forventet. Og således vil det også være fremover med de store emner, litteraturen ventes at dække. På et tidspunkt kommer den måske – den store Berlin- eller Tyskland-roman, som beskriver den almene livsfølelse i landet. Men litteraturen finder sit eget tidspunkt og sit eget sprog.«
– Året 1989 symboliserer et brud, symboliserer dette nulpunkt, hvor litteraturen befinder sig i dag. Hvad kan dette brud sammenlignes med? Skal vi helt tilbage til 1945? Eller findes der andre brudpunkter i mellemtiden?
»Et sådant nulpunkt opstår, når noget går tabt – noget, som blev taget for givet. Den tyske deling, jerntæppet midt igennem Europa var noget, man havde vænnet sig til. 1989 betyder altså en fundamental forandring. Vores verdenssyn og mange af vores overbevisninger blev rystet. Og derfor tror jeg, vi skal helt tilbage til slutningen af Anden Verdenskrig for at finde noget lignende.«
– Det første kapitel i din bog handler om de store navne i tysk efterkrigslitteratur – Günter Grass, Christa Wolf, Martin Walser, Peter Handke. Hvilken rolle spiller disse i dag – for litteraturen og for de unge forfattere?
»Jeg har tilføjet dette kapitel, fordi disse forfattere spillede en stor rolle også efter 1989 – i hvert fald i medierne. Enhver nyudgivelse af disse ’mestre’ fik enorm opmærksomhed, og det siger noget om tilstanden i den tyske samtidslitteratur. Jeg tror ikke, at de unge forfattere i dag har særlig meget at gøre med dem. De relaterer sig ikke til dem. Grass, m.fl. har ingen elever. De repræsenterer en bestemt generation og dermed et vist samfundssyn, som de bearbejder eller omsætter i deres værker. Og på den måde repræsenterer de selvfølgelig en del af det spektrum, som den tyske litteratur i dag spænder over.«

Den onde fortid
– Men navnet Günter Grass for eksempel står jo i høj grad for det, man på tysk betegner som ’Vergangenheitsbewältigung’, altså opgøret med Tysklands diktatoriske fortid. Det tema har også den tyske efterkrigslitteratur først opdaget sent, til gengæld virker det en gang imellem, som om den ikke længere kan slippe dette emne. Er fortiden noget, der også optager de unge forfattere?
»Især på dette område er man nødt til at skelne imellem, hvad der bliver skrevet af den enkelte forfatter, og hvordan dette så bliver behandlet i medierne. Grass’ novelle I krebsegang er et godt eksempel. Set ud fra hans eget perspektiv, så ligger denne bog i forlængelse af hans forfatterskab og de temaer, som interesserer ham – nemlig flugten og hans egen barndom i de tidligere tyske områder i det nuværende Polen. Grass er jo født i Gdansk. Det, der så kom ud af bogen, nemlig en bred offentlig debat om tyskerne som ofre, både for fordrivelse og De Allieredes bombekrig, er noget, som blev skabt af medierne. Pludselig virkede det, som om Grass var den første, som havde skrevet om disse emner, som om han brød et tabu. Men det passer ikke – tænk bare på navne som W.G. Sebald eller Alexander Kluge. Og vist er der nogle unge forfattere, som beskæftiger sig med disse temaer. I for eksempel Reinhard Jirgls seneste bog spiller fordrivelsen en stor rolle. Men hans måde at skrive om dette emne, hans æstetik, er meget anderledes end Grass’. Og Jirgl tematiserer heller ikke dette stof, fordi Grass har gjort det. Der er altid et individuelt behov, som ligger bag. Nej, jeg mener, at litteraturen for tiden faktisk er meget desperat – på den måde, at der ingen emner, intet stof er, som absolut trænger sig på. Det gælder også for den specifikt tyske ’Vergangenheitsbewäl-tigung’.«
– Der synes nu ellers at være meget at skrive om. Tyskland virker jo for tiden som et land uden orientering – tag bare debatten omkring velfærdsstatens reform. Eller globaliseringen, det multikulturelle samfund...
»Det har aldrig været litteraturens opgave, at samfundet skulle kunne støtte eller læne sig op ad den. Litteraturen giver hverken trøst eller anvisninger til handling. Det, den kan og gør, er at formulere en mangel. Det er sandt, at det tyske samfund for tiden er inde i en vanskelig fase, og at man ikke har fundet den rette tilgang til denne krise endnu. Litteraturen tager denne offentlige krisebevisthed op og udtrykker den på forskellig vis. Man kan sige, at de tyske forfattere klart formulerer det, den tyske politik endnu ikke tør sige. Men de byder ikke og kan ikke byde på konkrete løsninger. Det er ikke litteraturens væsen.«
»Du nævnte det multikulturelle samfund. Det er et godt eksempel. Den tyske politik er jo håbløst bagud, hvad det emne angår, fordi man stadigvæk – i hvert fald i juridisk forstand – følger den tankegang, at man skal have tysk blod i sig for også at kunne blive tysk statsborger. Det vil sige, at man kan få et tysk pas, selv om man hverken taler tysk eller nogensinde har været i landet, blot man har haft en tysk oldemor. Et barn derimod af for eksempel tyrkiske forældre, som er født og opvokset i Hamborg eller Berlin, og som måske ingen relation har til Tyrkiet, bliver ved med at være tyrkisk. Denne problematik har også den tyske litteratur først opdaget sent, alt for sent. I modsætning til England og USA, hvor invdandrerlitteraturen har eksisteret i årtier, er den i Tyskland først for alvor slået igennem inden for de seneste tre år. Men nu eksisterer og lever den. Unge forfattere, der formelt ikke er tyske statsborgere, skriver på tysk – for eksempel om hvordan det er at leve med to sprog og to identiteter. Det er blevet en selvfølge. Og på den måde er den tyske litteratur nu med til at irritere. I virkeligheden er den langt forud for den tyske politik.«

Berlin – en frugtbar grobund
– Apropos politik og eksistensen af forskellige kulturer ved siden af hinanden. Den tyske litteratur synes i de seneste år at have været meget koncentreret omkring Berlin.
»I årene efter 1989 drog alt og alle til den nye hovedstad, fordi man troede, at Berlin nu skulle blive en metropol ligesom London eller Paris. Og der opstod en stor dynamik, bare tænk på Judith Hermann og hendes enorme succes Sommerhaus, später. Alt dette har dog relativeret sig en smule. Berlin selv er jo blevet til et symbol for den tyske krise. Men Berlin er i dag uden tvivl den tyske litteraturs hovedstad. I modsætning til de store medier og forlag lever mange af de mest interessante tyske forfattere i dag i Berlin. Og forståeligt nok: Byen er stadigvæk Tysklands mest spændende by. Øst og vest er tættest på hinanden. Modsætningerne og de sociale spændinger er langt større her end andre steder. Med andre ord: Problemerne ligger på gaden. Og de danner en frugtbar grobund. Men selvfølgelig findes der også interessante forfattere og god litteratur, som ikke kommer fra i Berlin – bare tænk på en af mine yndlinge, Wilhelm Genazino.«
– Et andet tema, som optager dig, er forholdet mellem litteratur og journalistik, mellem litteratur og medier. Som forfatter og anmelder står du selv med et ben i begge lejre. Er de to kommet for tæt på hinanden?
»Mediernes voksende betydning har forandret diskursen omkring litteraturen og har ført til, at mange betragter litteratur som det, der lige nu også optager eller bliver forhandlet i medierne. Mediernes sprog er altid koncentreret omkring nutiden, den hopper med på moden, på alt det, som ligger i luften. Litteratur er i mine øjne lige det modsatte. Som jeg udtrykte det før: Dens væsen er at irritere, ikke at være konform! Men det er desværre sandt, at litteratur og journalistik er kommet tæt på hinanden, og at medierne fremhæver og roser de bøger, som ligner dem mest. På den anden side er det ikke noget nyt. Den gode litteratur, som vi bliver ved med at læse, har for det meste stået i periferien af sin samtid. Det var forfattere, som var vanskelige, og som af deres samtid blev opfattet som et fremmedlegeme – bare tænk på Franz Kafka, Robert Musil eller Paul Celan, hvis bøger oprindeligt alle udkom i små oplag, og som alle sammen var næsten ukendte for deres samtid.

År mellem litterære begivenheder
– Men når man læser de forskellige aviser og deres boganmeldelser, så får man den fornemmelse, at der omtrent er en Kafka, Musil eller Celan pr. bogsæson. Det vrimler med superlativer og små litterære sensationer. Går troværdigheden så ikke tabt? Bliver medierne ikke nødt til at være mere kritiske og selvkritiske, og ikke mindst reflektere over deres egen rolle?
»Hvis man skal være helt ærlig, så går der år i mellem bøger, der overlever deres samtid – altså det, vi betegner som stor litteratur. Og måske udkommer der en bog hvert tredje eller fjerde år, som er værd at omtale, og som har en chance for at sætte sit aftryk i litteraturhistorien. Men sådan fungerer medierne jo ikke. Tænk, hvis vi kun havde en bog at skrive om hvert fjerde år. Medierne er, som de er. Også i fremtiden vil der være mode, kult og nye litterære superstars. Desto vigtigere er det, at læseren bevarer sin kritiske sans, og at vi opdrager især unge læsere til at kunne danne deres egen mening. For både læsere og anmeldere er det vigtigt at holde en vis afstand. Men når det nu er sagt, så må man heller ikke skære det hele over en kam. Også i dag findes der god og seriøs litteraturkritik – også i dagspressen. Der findes anmeldere, der beskæftiger sig med de perifære forfattere. Og i øvrigt er jeg slet ikke pessimistisk. Den gode litteratur vil også fremover finde sine læsere.«
– For tiden virker det dog, som om journalistikken er ved at hævne sig på litteraturen. Mange tyske anmeldere beklager mængden af bøger, som er velskrevne, men som ingen livserfaring har at bygge på. Du kalder det selv for syntetisk prosa. Kan den nyere tyske litteratur karakteriseres som ’form uden indhold’?
»Der eksisterer et bredt netværk af stipendier og litteraturpriser for unge forfattere. Og så er der et hav af creative writing-kurser og litteraturstudier. Det er i sig selv ikke dårligt. Problematisk bliver det først, når folk direkte efter skolen tager en uddannelse, hvor de lærer at skrive og så tror, at de nu er blevet forfattere. Når man skriver, uden at man i sit liv har samlet nogle erfaringer, så går det galt. Litteraturen beror altid på egne livserfaringer. Uden dem bliver det tomt.«
– Du understreger litteraturens subjektive karakter. I din bog skriver du: ’Litteraturen har sin egen sanselighed og denne ligger i ordene. Den ligger i billeder, som opstår, i rytmen og klangen.’ Og du bliver samtidig ved med at fremhæve, at litteraturen er sin egen. Et andet sted i ’Nach den Utopien’ hedder det: ’Litteraturen befinder sig i periferien og er mest indtrængende, når den er sig sin eksistens på disse randområder bevidst. Derfor har det i nogen tid hørt til væsenet af exceptionel litteratur, at den nærmest forblev ikke-forstået på det tidspunkt, den opstod.’ Set i dette lys, egner litteraturen sig overhovedet som utopi?
»Det kommer an på... Litteraturen står aldrig i en sags tjeneste, den lader sig ikke udnytte. Det troede man blandt andet i det tidligere Østtyskland, men det var en fejl. Som nævnt: Litteraturen irriterer. Den lægger fingeren i et sår. Og den formår, at sætte ord på nogle erfaringer, vi alle sammen kender, men ikke formår selv at udtrykke. Og det er lige præcis her, hvor litteraturen kan blive til utopi. Man bliver revet ud af sin sædvanlige kontekst, sin måde at anskue verden på. Deri ligger litteraturens utopiske og subversive potentiale. Den åbner nye horisonter og fortæller os, at der er mere og andet end vores sædvanlige økonomiske rationalitet og fornuftige måde at handle på.«
Men er det, som du betegner som litteraturens utopiske potentiale, så mere end øjeblikke, mere end det, Adorno betegnede som ’aufblitzen’ – et pludseligt lys?
»Nej, det er øjeblikke. Men disse øjeblikke kan have en stor betydning.«
– Du fascineres af litteratur. Det samme gør mange andre, især unge mennesker. Du nævner selv, hvor populært det er, at gå til oplæsninger, besøge litteraturfestivaler, osv. Kan dette ikke også læses som en søgen efter mening i tilværelsen? Med andre ord: har litteraturen i dag ikke et langt større potentiale med henblik på det utopiske? Er Nach der Utopie samtidig Vor der Utopie?
»Naturligvis! Og sådan er det jo ikke med litteratur alene. Tit indgår den forbindelser med musik eller teater. Der findes en slags smeltedigel, hvor den moderne sindstilstand og livsfølelse udtrykkes. Dette kan betegnes som en søgen efter mening. Det er et udtryk for, at der findes tekster, som beskriver og oversætter den moderne nervøsitet. På den måde kan vores nutid forstås som tiden før utopien. Og den utopi, som mere og mere rykker i centrum, er den, som litteraturen altid selv har været.«

*Helmut Böttiger: Nach den Utopien. Eine Geschichte der deutschsprachigen Gegenwartsliteratur. 312 sider, 24,90 euro. Zsolnay Verlag

*Marc-Christoph Wagner er korrespondent for tysk radio i Danmark og kulturskribent for Neue Zürcher Zeitung

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her