Læsetid: 3 min.

Løgn og latin

‘Big Fish’ rummer adskillige magiske øjeblikke, men er alligevel endt som en af Tim Burtons mere ufuldendte og utilfredsstillende film
16. april 2004

Ny film
Vi kender alle lystfiskeren, der kommer hjem og fortæller, at han fangede en fisk, der var sååå stor. Desværre slap den fra ham, og han har ikke noget bevis. Men den var altså sååå stor.
Tim Burton er en af den slags instruktører, der altid har holdt meget af at fortælle moralske fabler – forklædt som lystfiskerhistorier – om skæve eksistenser, der lever på kanten af det etablerede samfund i evig konflikt med normaliteten – hvor svært definérbar den så end måtte være. I sin seneste film, Big Fish, beretter Burton om en anden skrønemager, Edward Bloom, der har vævet sit eget liv sammen med så mange tall tales, at hans voksne søn, Will, ikke kan skelne mellem sandhed og digt.
Det er en ofte morsom og rørende film om en søn, der på sin fars dødsleje prøver at forstå ham og lære ham at kende, hvorfor han genkalder sig nogle af alle de skrøner, faren har fortalt ham om sit liv.
Men Big Fish er lidt problematisk og lever ikke op til Burtons øvrige fabulerende, vildtvoksende værk.

Lystløgner
Edward Bloom, i ung udgave spillet med energi og livsglæde af Ewan McGregor, har lige siden sin fødsel være et usædvanligt menneske med mange og store evner. Tidligt sagde han til sig selv, at »et stort menneske kan ikke leve et lille liv,« og så drog han ud på eventyr blandt kæmper, cirkusartister, kæmpefisk og digteriske bankrøvere.
Her mødte han den kvinde, han ville have som sin kone, og som med alt andet i sit liv fik han sin vilje og vandt hendes hjerte. Nu ligger den aldrende Edward (Albert Finney) for døden, og Will (Billy Crudup) bliver kaldt hjem af sin mor (et velkomment gensyn med en stadig smuk Jessica Lange) for at blive forsonet med sin far.
Og det er i den forsoning, at Big Fish ikke rigtig lykkes, for selv om det postuleres, at Will begynder at forstå Edward, så får vi alligevel aldrig faren forklaret, ligesom Edward ikke gør en indsats for at forstå eller nærme sig sin søn.
Det er dybt utilfredsstillende, og i stedet for at give os en forklaring på farens mytomani, vælger Tim Burton den nemme løsning og lader fantasi og virkelighed smelte sammen til sidst i filmen. Will bliver reduceret til en statist i sin fars liv, og Burton accepterer farens præmisser og behøver ikke at præstere et troværdigt psykologisk portræt af et menneske, der vel egentlig bare er en lystløgner.

Mindre magisk
Man kan se Big Fish som et forsvar for, at den slags opbyggelige skrøner, som Tim Burton fortæller, er lige så vigtige og lærerige som at holde sig til sandheden – i hvert fald er de sjovere – og at sandheden måske slet ikke er så fast og håndterlig en størrelse, som de fleste af os går rundt og tror.
Men de forunderlige verdener og skæve karakterer, Burton har skildret i film som Edward Saksehånd, Ed Wood, Batman vender tilbage og Sleepy Hollow, er i sig selv storslåede og originale hyldester til fantasien og individualismen og behøver ikke at blive koblet til en mere prosaisk virkelighed – sandhed, om man vil – for at opnå større dybde og vigtighed.
I modsætning til John Irving og Lasse Hallström, der arbejder med at give virkeligheden en ekstra dimension – en slags magisk realisme – er Tim Burton en unik eventyrfortæller. Han bør holde fast i sin ekspressive stil og formidable evne til at skabe næsten suggererende billeder og opslugende universer med egne regler, der har lige så stor – om ikke større – betydning for hans film som historien.
Selv om Big Fish byder på flere øjeblikke, hvor instruktørens visuelle sans får lov til at folde sig ud, så ender den som en af hans mindre magiske og mere ufuldendte film.

*Big Fish. Instr.: Tim Burton. Manus.: John August. Amerikansk (Palladium, Grand, Empire, Dagmar og CinemaxX alene i København m.fl.)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her