Læsetid: 4 min.

Lugten af teen spirit

10 år efter, Kurt Cobain trykkede hjernen ud på sig selv, har rocken ikke fostret en mulig arvtager. Måske er det slut med utæmmelige hoveder, der lever på en flænsende frustration
7. april 2004

Musik
With the lights out, it’s less dangerous
Here we are now, entertain us
I feel stupid and contagious
Here we are now, entertain us
Nirvana: Smells Like Teen Spirit, 1991

Alle har vel dage, de husker bedre end andre. Oplevelser, som knytter sig til personlige triumfer, oplevelser, som knytter sig til nederlag. Og så fællesminderne. Når der er noget at samles om. Ikke sjældent, når en generation mister et talerør. Da John F. Kennedy blev skudt. John Lennon. Oluf Palme. Hvor de var, hvem de var sammen med, hvad de drømte om på det tidspunkt.
For mig står aftenen den 8. april 1994 stadig krystalklart. Kurt Cobain begik selvmord tre dage før, men hans lig blev altså først fundet den 8.
Jeg besøgte en ven ude i Klampenborg, klokken var blevet mange, og vi skulle for længst have været ude af døren til en privat fest i nabolaget. I stedet flød vi på hver vores sorte lædersofa. To store teenagere foran fjernsynet på en lørdag aften. Rock’n’roll!
Vi så MTV på hans forældres parabol. Det gjorde vi altid, når vi lå dér. Dengang var musikkanalen så ufattelig meget foran alt andet, at der skulle lumre midnats-seancer på RTL eller konkurrerende tyske kanaler til, før vi slog væk. Og så var det sikkert kun, så længe en reklameblok eller en Whitney Houston-video kom i vejen. Zap, så var vi tilbage. MTV var først med musikken, først med stilen. Øverst på beatet, simpelthen.
Den aften brød studieværten Kurt Loder ind midt i en musikvideo og læste – tydeligt befippet – op af et nyhedstelegram.
»Liget af Nirvanas Kurt Cobain er fundet i forsangerens hjem i Seattle,« sagde han. Dernæst afspillede MTV en videosekvens fra sangen »Come As You Are«, hvori en revolver roterer i en swimmingpool, og Cobain igen og igen forsikrer: »I swear, that I don’t have a gun / no I don’t have a gun«.
Men en shotgun, en haglbøsse, var jo lige, hvad Kurt havde. Og den satte han altså for tindingen og trykkede af.
Min første reaktion var en dyb mistro. Det passede umuligt, at netop han havde taget billetten. Mistroen afløstes hurtigt af vrede – eller måske nærmere: af en følelse af svigt. Og svigtet blev til en surreel tomhed, mens vi den aften ubehjælpeligt søgte at sætte ord på vores tab. Da jeg stod op næste dag, troede jeg, det hele var en ond drøm.
Uden Kurt Cobain var verden fattigere. Hans musik, hans flænsende frustrationer og selvhad på gennembrudsalbummet Nevermind og det genialt krakelerende In Utero var stærkere end noget andet, jeg nogensinde havde hørt. Der fandtes ikke folk, som lød mere ægte i deres trængsler og generationsportrættering. Forstod man ikke hans snøvlende tekster, mærkede man i det mindste hans drive, energien, den melodiske nerve plantet midt støjen.
Sådan følte mange det, fandt jeg snart ud af. Og Kurt havde svigtet os alle ved ikke at holde ud. I hans frustrationer lå efterlysningen af en mere overskuelig, mere navigerbar, verden.

Generation X-forfatteren Douglas Coupland begræd tabet af grungens konge med et essay i The Washington Post den 9. april 1994. Her beskrev han sin reaktion på selvmordet. Coupland fik nyheden i radioen, mens han kørte på en motorvej ved San Francisco:
»Få minutter senere nåede jeg ind til byen og holdt ind til siden. Jeg prøvede at finde ud af, hvad jeg følte. Og her er, hvad jeg kom frem til: Jeg følte, at jeg aldrig havde bedt dig om at få mig til at holde af dig. Men det skete alligevel, stik imod oddsene, og nu rumsterer du for evig tid i min fantasi. Og jeg går ud fra, at du er i himlen. Men hvordan hjælper det dig at vide, at også du – som man siger – engang var beundret?«
Den dag i dag er Kurt Cobain fortsat beundret, nærmest tilbedt. Han blev manden, der for en stund aflivede myten om, at rocken var død. Manden, der åndede ny mening i poppen. Manden, der relancerede punken. The voice of a new generation.
Men den lille fyr med de lynende øjne og det pagelange garn, som han altid vaskede med håndsæbe, døde netop under den byrde, som kollisionen af beundring og eget mindreværd pressede ned over de splejsede skuldre.
Hvem, der skal efterfølge ham, står stadig ikke klart. Måske er det slut med den her slags utæmmelige hoveder i showbiz. Måske skal man ville fame and fortune først og så kun i anden omgang have noget på hjerte for at overleve. Måske skal man som Eminem pakke sig selv ind i tvetydigheder og rollespil.
Måske skal rockstjernen anno 2004 kunne holde til tanken om, at den danske afdeling af pladeselskabet på 10 års-dagen for éns endeligt afholder en lille fiks omgang Nirvana-karaoke på en københavnerbar. Med »nye, smadrede ’Kurt-tro’ 501’ere fra Levi’s« som præmie til de bedste imitatorer. »Kom og vis din respekt,« som der blev opfordret på de omdelte flyers, der bar logoer fra Levi’s, Carlsberg, Universal Music og Stereobar.
Måske havde Kurt Cobain alligevel ret. Måske levede han forgæves.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu