Læsetid: 2 min.

Mad Mel og hans Jesus

Syv kendsgerninger om en voldsfilm
2. april 2004

Kommentar
1. Mel Gibson har udviklet sig til en af amerikansk films hovedleverandører af filmvold. Også inden The Passion of the Christ var Gibson associeret med ekstrem voldelighed, f. eks. i Brian Helgelands brutale gangsterfilm Payback (1999). Her spillede Gibson hovedrollen som en skånselsløs hævner. Gibson syntes dog ikke filmens vold var stærk nok og beordrede ekstra-optagelser af scener, der klart viser, at hans tæer bliver knust af en hammer.
2. I Mattæus-evangeliet nævnes det i en enkelt linie, at »Jesus lod han (Pilatus, red.) piske.« Hos Gibson varer piske-scenen ca. 20 minutter. Da Jesus har en guddommelig modstandskraft, kan scenen trækkes ud i flere etaper af grusomhed.
3. I skildringen af retssagen mod Jesus har Gibson især valgt de passager af evangeliet, der stiller jøderne i et negativt lys overfor romerne. Evangelierne blev skrevet i tidsrummet 40-80 år efter Jesus’ død og underbetonede derfor sandsynligvis romeren Pilatus’ andel i korsfæstelsen, fordi romerne var ved magten, og fordi evangelisterne nu især prøvede at omvende ikke-jøder til kristne.
4. Historikere har fastslået, at Pilatus var en skånselsløs tyran. I filmen fremstilles han som en ædel tvivler og sandhedssøger, der tyranniseres af jøderne til at korsfæste Jesus.
5. En af Gibsons erklærede forbilleder og inspirationskilder er 1800-tals-mystikeren Anne Catherine Emmerich, der blev så besat af lidelseshistorien, at hun efter sigende udviklede stigmata. Hun er også kendt for antisemitiske syner, hvor jøder kommer påskebrød i blodet på kristne børn. »Helligånden arbejdede igennem mig,« som Gibson har sagt om sin motivation for at lave film.
6. De medvirkende i filmen taler aramæisk. Det nødvendiggør undertekster. I scenen, hvor jøderne presser på for at få Jesus korsfæstet, siger deres ypperstepræst, Caiphas: »Hans blod komme over os og vore børn!« – Det har været hævdet, at Gibson strøg denne berømte og berygtede replik fra Mattæus-evangeliet. Men den er med i filmen – blot ikke oversat i underteksterne.
7. I den første måned har filmen indspillet over 300. mio. dollars i USA alene. Om den debat, som Gibson har udløst med filmen, har han udtalt i The New Yorker: »Utilsigtet og trods alle problemerne og konflikterne – ja, så er det noget af den bedste reklame, jeg nogensinde har set.«

*Kilde: Sight and Sound, april 2004

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu