Læsetid: 5 min.

Mellem apati og utopi

Tyskland er i omvæltning i disse år. Alligevel er samfundsdebatten mærkelig tilbageskuende og indad-vendt. Kun de færreste erkender globaliseringens magt
3. april 2004

Tema
For nogle uger siden skrev én af Tysklands mest spændende og vidtfavnende unge forfattere, den 30-årige Juli Zeh, et essay i ugeavisen Die Zeit. Heri reflekterer hun over spørgsmålet, hvorfor hendes egen forfattergeneration er så upolitisk. »Folk fra min generation er ægte enspændere; de kan ikke lide at identificere sig med en gruppe. Når man allerede har problemer med at stifte familie, hvordan skulle vedkommende kunne blive medlem af et parti? Den, som i dag ser sig selv som del af en bevægelse, bliver hurtigt mistænkt for mangel på individuel personlighed og at have et temmeligt utjekket, hvis ikke farligt flokinstinkt. I Tyskland kan man ikke længere lide uniformer, hverken stoflige eller åndlige.«
Mange forfattere, skriver Zeh, betragter politik som ekspertkrams og frem for alt som en privatsag. Og så fortsætter hun: »Nogenlunde ny forekommer mig den omstændighed, at litteraturens nutidige afstandtagen fra det politiske på ingen måde udspringer af et æstetisk koncept. Den har ingenting med l’art pour l’art at gøre. Den udspringer heller ikke af et politisk koncept. Den er der blot. En selvfølgelighed, som ikke synes at have noget alternativ. Dens resultat er desværre, at det er umuligt i fællesskab at gennemføre legitime interesser og på den måde at deltage i det demokratiske liv. I demokratiet tæller flertallet, og flertallet er nu engang – på en måde – en gruppe.«
Naturligvis skal man altid være påpasselig med den slags generaliseringer. Hvis man dog tager Zehs betragtninger som udtryk for en tendens og giver plads til de sædvanlige undtagelser, så kan der ikke herske tvivl om, at hun har fat i den lange ende. Og selv om denne tendens også kan spores i andre europæiske lande, synes der alligevel at være noget særlig tysk over dette fænomen. Om det skyldes dimensionen af nazisternes og dermed nationens civilisationsbrud eller den sene genforening med dens mange biografiske, økonomiske og socialpolitiske konsekvenser, så er det åbenlyst, at den tyske offentlighed i begyndelsen af det 21. århundrede stadigvæk er i gang med at bearbejde eller søge en forståelse af det 20. århundrede. Blikket er vendt indad, hvilket ikke kun resulterer i en ubrudt strøm af historiske fremstillinger og fortolkninger. Mange skønlitterære forfattere har netop opgivet at skrive deres historier ind i en politisk-samfundsmæssig kontekst, og de koncentrerer sig derimod om det intime, private og det nære. Begge dele – den historisk orienterede og den nihilistisk-navlebeskuende litteratur – er således to sider af samme sag.

Vender man derimod blikket fremad og søger svar på nogle af det 21. århundredes udfordringer, og altså frem for alt globaliseringens, bliver samfundsdebatten i Tyskland en del tyndere. Faktisk skal man bevæge sig helt ud i offentlighedens kroge, til filosofien og sociologien, før man støder på forsøg, der seriøst prøver at sætte ord på, hvilke konsekvenser den stigende internationalisering vil have for nationalstaten og de enkelte samfund, og om der er ved at – eller overhoved kan – opstå noget, der ligner et globalt civilsamfund. Til gengæld møder man på dette afsides territorium nogle gamle bekendte.
For eksempel Jürgen Habermas. »I dag«, konstaterer han, »er det snarere staten, som er integreret i markedet end en national økonomi i statslige grænser.« Perioden, hvor staten kunne regulere såvel samfundet som økonomien, er forbi. I modsætning til den statslige autoritet er disse i høj grad blevet internationaliseret. Skal økonomien, men også samfundslivet igen underkastes en form for politisk kontrol, bliver også staten nødt til at ekspandere. »Politikken vil først kunne reducere afstanden overfor de globaliserede markeder, hvis det på længere sigt lykkes, at skabe en bæredygtig infrastruktur for en global indenrigspolitik, som dog ikke er koblet fra en demokratisk legitimationsproces.«
Habermas plæderer således for en virkeliggørelse af den Europæiske Union. Udformningen af en virkelig politisk union, som trancenderer de enkelte nationalstater, betragter han dog ikke som et mål i sig selv, men derimod som et første skridt på vej mod en sådan politisk struktur på globalt niveau, idet selv et forenet Europa ikke vil kunne matche det verdensomspændende marked. Samtidig vil en sådan statslig ekspansion kunne skabe rammen for et europæisk og senere et globalt civilsamfund. Ifølge Habermas viser en historisk betragtning nemlig, at den såkaldte offentlighed, som i dag danner grundlag for demokratiet på nationalt plan, først er opstået med den såkaldte nationsdannelse i det 19. århundrede. Og netop denne process vil kunne gentage sig på det, vi i dag betragter som international plan.
En mindre politisk, men mere retslig orienteret tilgang vælger Otfried Höffe, Kant-ekspert og professor for politisk filosofi ved universitetet i Tübingen. I bogen Demokratie im Zeitalter der Globalisierung skriver han: »Kant kalder de folkeslag for kongelige, som regerer sig selv efter lighedsprincipper. På den måde må man håbe, at verdenssamfundet vil udvikle sig til et kongeligt folk på andet trin, til et kongeligt folk blandt kongelige folkeslag, som på alle niveauer vil regere sig selv efter ligehedsprincipper, og det vil sige efter et kvalificeret demokrati.« Höffe plæderer her ikke for en ophævelse af nationalstaten og samtidig etablering af en global stat. Hans vision, som hans selv kalder for en »sværmerisk utopi«, går snarere ud på en global føderal ordning og dermed en retslig gennemstrukturering fra det globale til det lokale niveau. Det betyder dog, at ikke mindst folkeretten skal udvides og – uden undtagelse – accepteres af alle stater, hvor globale spørgsmål gør sig gældende.

I modsætning til Habermas peger Höffes model dog ikke på nogle konkrete institutioner eller processer, der kan virkeliggøre denne utopi. Den er baseret på den rene fornuft. Ikke alene forbliver det uklart, hvordan nutidens mange diktaturer kan reformeres til »kongelige folkeslag«. Höffe kommer heller ikke nærmere ind på, hvordan den globale offentlighed, det kongelige blandt alle kongelige folk, tager form eller bidrager til etableringen og håndhævelsen af den globale retsorden.
Er det globale civilsamfund hos Habermas og Höffe noget der ligger mere eller mindre langt ude i fremtiden, så tager den tyske sociolog Ulrich Beck udgangspunkt i dens allerede tilstedeværende eksistens. Som han skriver i sin netop udkomne bog Der kosmopolitische Blick oder: Krieg ist Frieden er det netop kontrasten mellem grænseoverskridende problemer og de indskrænkede nationale handlingsmuligheder, der fører til en følelse af folkelig afmagt. Men idet denne følelse selv er grænseoverskridende og finder et ekko igennem de internationale medier, er den med til at manifestere en international offentlighed, der sætter de nationale politiske aktører under pres. På den måde bidrager kosmopolitiseringen af de enkelte samfund til udvidelsen af de mellemstatstlige og transnationale politiske strukturer.
Hvad der umiddelbart virker som en lovende udvikling, synes i den sidste ende dog alligevel problematisk. Ifølge Beck afhænger etableringen af en global ordning, der effektivt kan modarbejde risikosamfundets truende potentiale, af netop dettes fortsatte eksistens. Jo større en økonomisk krise, naturkatastrofe eller terrorangreb, desto nærmere kommer menneskeheden en global forening. Det kan være en høj pris at betale. Måske der alligevel slet ikke er så langt mellem apati og utopi?q

*Marc-Christoph Wagner er korrespondent for tysk radio i Danmark og kulturskribent for Neue Zürcher Zeitung

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her