Læsetid: 3 min.

Hvad modefotografen ikke kunne stå model til

Kort tid efter sin død er modefotografen Newton blevet gidsel i en strid om, hvorvidt staten stadig skatter sit bysbarn, fotografiet
3. april 2004

Paris
Den 23. januar omkom den 83-årige celebre modefotograf Helmuth Newton i en bilulykke i Hollywood. Kort forinden var hans forhandlinger med den franske stat om oprettelsen af en fond i Frankrig strandet. Newton ville donere et halvthundrede fotografier, hvoraf et enkelt gerne løber op i millionbeløb. Men trods samtaler med museumsdirektører, kulturminister Aillagaon og Chiracs kone, Bernadette, er det ikke lykkedes at finde fælles fodslag. I stedet har Newton overdraget arven til sin fødeby Berlin, der nu har oprettet en fond.
Et gammel sår er brudt op. I 80’erne havde Newton forgæves tilbudt hele sit oeuvre til sit elskede Paris, hvor han havde udført størstedelen af sit arbejde for franske Vogue. Dengang kom doneringen ikke i stand, fordi fotografen endnu ikke ville ville opgive rettighederne.
Men såret er dybere end som så. Avisen Le Monde mener, at ’skandalen’ blot er endnu et eksempel på, at den fotografiske kulturarv p.t. trues af træng økonomi, institutionel inkompetence og manglende æstetisk dømmekraft. En gammel tvivl melder sig på ny.
I Paris den 7. januar 1839 offentliggjorde den franske regering opfindelsen af fotografiet.
Staten havde erhvervet sig rettighederne til Daguerre og Niépces opfindelse for efterfølgende at ophæve dem. Paris skænkende verden fotografiet, uden dog at fralægge sig hverken ansvaret eller æren.
»Maleriet er dødt!«, udbrød historiemaleren, Paul Roche, da hans blik faldt på det fikserede billede. Således i hvert fald anekdoten. Men da den franske stat havde overdraget ham lederskabet af det forudgående kommisionsarbejde, besindede han sig; fotografiet erklæredes et redskab af uvurderlig værdi for fremtidens maler.
Hvad opfindelsen har betydet for kunsten diskuteres stadig. Blandt andet fordi den rolle, fotografiet har spillet inden for andre områder, til stadighed virker ind på opfattelsen af, hvad kunst er.

I særdeleshed to områder, som Paris skatter, og som synes at drive bysbarnet, fotografiet, i to hinanden modsatte retninger: moden og journalistikken.
Modefotografiet, i særdeleshed det lystige, teatralske, som Newton dyrkede, flyer virkeligheden.
Som en af fransk Vogues læsere, tegnteoretikeren Roland Barthes, formulerede det for henved 50 år siden: »Verden, alt det som ikke er tøj, bliver her uddrevet, befriet for al naturalisme.« Tilbage er der blot tøj – der også hænger i en tynd tråd, i Frankrig også kaldet ’le string’ med blot et ‘g’ i enden. Kort sagt, modefotografiet er uforpligende.
Fotojournalistikken, derimod, forpligter sig på virkeligheden.
Da fire fotografer efter Anden Verdenskrig grundlagde det mest prestigiøse fotojournalistiske bureau, Magnum, med hovedsæde i Paris og New York, lod de kunsten bag sig og trådte ind i virkeligheden. Som en af grundlæggerne, Capa, sagde til en anden, Henri Cartier-Bresson: »Bliv fotojournalist... Og gem surrealismen i dit hjerte, min kære.«
Siden er dokumentarismen imidlertid selv blevet en feteret kunstnerisk disciplin. Men i Frankrig mener toneangivende kunstkritikere, at det nu er gået for vidt.
Allerede året før kunsten gik op i politisk dokumentarisme ved kunstbegivenheden Documenta XI, 2002 i Tyskland beklagede Eric Troncy, at kunsten var blevet »politiquement correct«.
Korrekt, kunsten i dag skal være politisk. Men kan kunsten ikke også noget andet? Troncy mener, at det er dét andet, som politiseringen skygger for: »Det som kunsten henter i moden, i reklamen... afstedkommer så godt som altid foragt og afstandtagen blandt kunstverdenens aktører.«
Det er ikke så meget kunstnere, der laver tøj, eller modeskabere, der laver kunst, som interesserer Troncy: »De to felters eneste virkelige forbindelsespunkt er fotografiet, hvor hver en réel opfindelse i den ene lejr automatisk tilegnes af den anden lejr – deraf det legitime ønske modefotograferne nærer for at udstille i gallerierne.«
I 1984 blev Newton viet sin første store stor museumsudstilling på Paris’ Museum for Moderne Kunst. Under de ellers mislykkede forhandlinger tidligere i år skulle Newton ligeledes være blevet lovet en større udstilling til sommer på Jeu de Paume, når museet genåber, nu viet fotografi. Direktøren benægter en sådan påstand og påpeger: »Jeg beundrer Newton, som jeg beundrer Cartier-Bresson. Jeg har ikke ændret smag.«
Men det har mange andre. Da Herald Tribunes udsendte kritiker sidste år rapporterede fra den store fotomesse, Paris Photo, handlede artiklen ikke om stort andet end fraværet af modefoto, eksempelvis Newton; et signal om, at »modefoto ikke længere gør sig i kunstverdenen.«
Såret vil sikkert hele; blot for at bryde op påny. I England har popmaleren David Hockney netop skabt polemik, fordi han har erklæret fotoets troværdighed i en digital photoshop-tid for udspillet. Fotoet driver i retning af maleriet. Om modefotograferne, der retoucherer som aldrig før, driver med, vil tiden vise.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu