Det kunne have været en romantisk aften: sommer og sol og en duft af børnealkohol. Og så lige i Tivoli. Masser af mennesker og lys og oppe i pariserhjulet blev der drukket Bacardi breezer.
Mor og datter var ude sammen. De skulle høre og se og mærke og synge med på to drenge i 20erne, som kalder sig Nik&Jay. Mor var måske 30, måske 35. Og hendes datter kunne være 8 eller 10 eller 12. De svajede sammen. De var sammen med 30.000 andre i haven. Berusede og begejstrede og tilsyneladende let brunstige. Det var sådan en aften i Tivoli, hvor man ikke holdt tændte lightere over hovederne på de stille numre. Mor og datter flashede deres mobiltelefoner over hovederne. Mor og datter var ude sammen.
Nik&Jay sang ikke deres store hit. De spillede ikke den der med lad mig se dig gå frem og tilbage. De skamred deres hit. De voldtog det og de bankede omkvædet igennem. De knaldede den frem og tilbage og fra side til side over 15 minutter, mens de skubbede deres underliv frem og tilbage i en maner, der klart alluderede samleje. Det var sex for hele familien. Og det var det, det hele handlede om:
»Lad mig se dig gå frem og tilbage«, sang de. Og moren gik tilbage til sine tidlige teenageår. Hun foretog en regression og sang med på drengenes pubertetsfantasier. Hun bevægede sine læber hele tiden. Hun kunne teksterne. Og datteren gik frem, hun trådte ind i det tidlige voksenliv. Med g-streng til seksårige piger og alkopops og Nik&Jay. Mor og datter mødtes i en mytisk 12-årsalder med drømme om sex, store muskler og følelser og biler. Den evige sentimentale og seksualiserede pubertet. Nik&Jay stod på scenen og råbte ud i haven:
»Piger, ryst jeres røv, vis hvad I har.«
Og moren vrikkede med røven og datteren skubbede sine bryster frem. Og de trykkede på tastaturet på mobiletelefoner over hovederne.
»Jeg vil have din røv nu, kom baby, vi smutter! hvem ka, nik ka det som ingen ka Ryst din røv hvad havde du tænkt dig? det handler ikke om alder Kom når jeg kalder bare ryst dine balder, mama.«
Nik råbte til Jay oppe på scenen: »Hvem tror du, kan score flest damer?«. Og så råbte Nik ud til publikum:
»Hva så piger, er I villige?«
Og mor og datter skreg: Jaaaaah...! Tivoli blev forvandlet til et stort dyr, som ville en eneste ting: råbe ja til Nik&Jay. De mange forskellige individer blev ophævet til ét samlet begær og et stort råb: Vi er villige. Jajaja, råbte og stønnede pigerne i Tivoli. Om de så var otte eller 35.
Nik&Jay løb lidt tør for tricks og de skiftede tøj. Så kom de på scenen i sort tøj, sorte bukser og sorte tørklæder om halsen. Så gik vi fra porno til følelser. Nik satte sig ved et sort flygel, Jay satte sig på hug og spillede spansk guitar. Nu skulle de to senpubertære profeter fortælle om opture og nedture i det sande liv. Om hvor galt det kan gå, når livet i overhalingsbanen bliver til taberliv på glidebanen:
»Det var unge der gik fra pilsnere til hash fra svampe til speed til lightergas.«
Mellem pathos ved flyglet og følelse & finesse på den spanske guitar kom en psykologisk analyse:
»For man havde ingenting at lave så man gik amok Det blev vildere og vildere og man kunne ikke stop Og det var en af vores bedste venner, der kørte galt 16 år livet var slut.«
Ikke en mobiltelefon i hele tivoli fik lov at blive i håndtasken. Der var displaylys over publikum. Selv om der har været rygter, og selv om de fleste kendte rygterne om, at det egentlig ikke var Nik&Jays ven, der var død. At Nik&Jay måske bare har stjålet og vulgariseret et andet menneskes livsdrama.
Men Nik&Jay var allerede videre. Næste nummer handlede om hvor fede de var, hvor rige de ville blive og hvor mange kvinder, de ville dyrke sex med.
Nik trak bukserne og viste røv til publikum: Jaaaaa, jaaaaa, jaaaaa,« skreg mor og datter. Det handler ikke om alder. Det handler om at komme, når Jay kalder, og Nik ryster sine balder.
»Fuck janteloven«, råbte Nik&Jay. »Fuck janteloven«, råbte publikum.
Mor og datter fulgtes ad ud i deres japanske bil bagefter. Det havde været en romantisk aften. Og hele vejen hjem sang de sammen:
»Fuck jer, jeg kan lide det her det er mit begær.«
*Denne artikel er skrevet på baggrund af Nik&Jays koncert på Plænen i Tivoli den 25. juli 2003
