Skarp mission
Paktia-provinsen i det sydøstlige Afghanistan, den 14. februar 2002: En ubemandet RQ-1 Predator drone, som fra relativ lav højde overvåger bjergområdet, har fokus på et bygningskompleks, som mistænkes for at være et af talebanernes safehouses.
Dronens infrarøde kameraer sender billeder til U.S. Central Command på MacDill Airforce Base nær Tampa, Florida. Pludselig får operatørerne travlt. En gruppe mænd, hvoraf den ene genkendes som den højtstående talebanleder, mullah Khairullah Kahirkhawa, har forladt bygningen. De stiger ind i en række køretøjer, hvorefter konvojen kører bort.
Kahirkhawa har længe været eftersøgt af koalitionsstyrkerne i Afghanistan. Som tidligere indenrigsminister 1996-99 og nuværende guvernør for Herat-provinsen er han ifølge nogle kilder tillige den øverste militære ansvarlige for talebanernes forsvarskamp i de uvejsomme bjerge i den sydlige del af Afghanistan på grænsen til Pakistan.
Fra Florida bliver den kryptiske melding »Mullah K har forladt bygningen!« med satelittelefon sendt til Camp Rhino, en tidligere flyveplads nær Kabul, hvor den øverstkommanderende for Task Force K-Bar har hovedkvarter.
Siden oktober 2001 har Robert Howard, kaptajn i det amerikanske elitekorps SEAL, ledet et multinationalt kontingent, som efterhånden er vokset til 1.300 elitesoldater fra syv lande, samt ca. 1.500 afghanske hjælpesoldater. Deres mission er at opspore og bekæmpe talebanske krigere og al- Qaeda-tilhængere i bjergegnene på grænsen til Pakistan.
Howard rekvirerer en Sikorsky MH-53 helikopter og en Boeing AH-64 Apache kamphelikopter som eskorte. Efter en briefing på godt et kvarter stiger 40 soldater ombord, heriblandt styrker fra SEAL og fra U.S. Airforce Special Forces. En halv time senere er talebanlederens konvoj omringet og mullah Kahirkhawa amerikansk fange.
Så sent som i september 2003 blev han rapporteret tilbageholdt på Guantanamobasen på Cuba.
Det ligger fast, at danske specialstyrker fra Jægerkorpset eller Frømandskorpset var med i Sikorsky-helikopteren, selv om det aldrig er blevet bekræftet fra forsvarets side.
Faktisk virker det som om, at Forsvarets tavshed omkring specialstyrkernes indsats ikke bare om denne enkelte operation, men helt generelt stiger i takt med efterspørgslen efter elitesoldaternes kvalifikationer.
»Specialstyrker? Det tror jeg ikke, du kan få nogen til at sige noget som helst om. De er helt lukkede, lige så snart vi snakker specialstyrker,« som presseofficer Grünberger fra Hærens Operative Kommando formulerer det.
Når krigen i Afghanistan evalueres rundt omkring i NATO-landenes militære hovedkvarterer, er der ét fællestræk i analyserne: Afghanistan var den første krig, hvor Special Operation Forces (SOF) spillede hovedrollen. Elitesoldaterne viste sig at være blandt de mest effektive værktøjer, som Vestens ledere kan gribe til, når det gælder at angribe den internationale terrorisme.
Derfor vil både Danmark og en lang række andre NATO-lande i de kommende år bruge flere ressourcer på at uddanne og opstille specialstyrker. De opfattes som en stadig vigtigere komponent i fremtidens militære indsatser.
Gang på gang har forsvaret afvist at kommentere noget som helst om de i alt 102 danske elitesoldaters indsats under Operation Enduring Freedom i Afghanistan bortset fra at bekræfte, at et antal danske specialstyrker fra Jægerkorpset og Frømandskorpset har deltaget. Desuden er det oplyst, at en del af styrken afrejste fra Flyvestation Aalborg med et amerikansk militærfly den 9. januar 2002, og at alle udsendte vendte hjem efter knap seks måneders samlet indsats.
Alle yderligere oplysninger vil ifølge Forsvaret udgøre en risiko for specialstyrkernes egen sikkerhed, for deres familiers sikkerhed og for operationssikkerheden. Dertil kommer, at danske specialstyrker nødvendigvis må være pålagt tavshed af hensyn til deres samarbejdspartnere, dvs. specialstyrker fra andre NATO-lande, ikke mindst britiske Special Air Service.
Ifølge Berlingske Tidende fra 14. juni 2003 har daværende chef for Jægerkorpset, oberstløjtnant Frank Lissner, endda pålagt sine soldater »livslang tavshedspligt« vedrørende indsatsen i Afghanistan.
Selv har Lissner, der var med i Afghanistan, kun en enkelt gang været interviewet efter indsatsen. Det var, da TV 2s Dags Dato i februar 2003 opsøgte ham på et NATO-hovedkvarter »et sted i Tyskland«. Ifølge Informations oplysninger udtalte den tidligere jægerchef sig, fordi han blev det pålagt. Men han sørgede for kun at tale meget generelt:
»Det er et svært klima at bevæge sig i med temperaturer op til 50-60 celsius i solen, så enhver kan forestille sig, at det ikke er noget, man bare lige gør. Og hvis man skal have de her tre liter vand om dagen i den varme, så kan man regne ud, gange med antal dage, hvor mange kilo, man skal slæbe rundt på,« sagde Lissner.
Om hvad jægerne gør for at forberede sig, inden de drager i krig, ville Lissner kun fortælle, at det »i bund og grund går ud på at få finpudset de ting, som man skal ned og lave, få forberedt sig på flest mulige muligheder, og så er der selvfølgelig også den mentale forberedelse.«
Mere kan offentligheden ikke få at vide: »Vi har én gang for alle for åben skærm sagt det, vi skulle sige,« lyder det således fra presseofficer H.C. Mathiesen fra Forsvarskommandoen, da Information henvender sig. Samme besked får man fra Frømandskorpset i Kongsøre i Nykøbing Sjælland.
Amerikanske specialstyrker som f.eks. SEALs er mindre tilknappede.
»Fra vi hørte, at han rykkede, tog det en halv time for mine svende at sammensætte en plan. Og en halv time senere var det hele forbi. Hele operationen, som koordinerede 40 amerikanske og danske specialstyrke-folk, var et fremragende eksempel på, hvordan fælles træning og fælles operationer kan udvikle sig og lykkes i felten,« har chefen for Task Force K-Bar, SEAL-kaptajn Robert Howard udtalt.
Det skete sommeren 2002 i et interview til den amerikanske tænketank RAND Corporation, som har offentliggjort interviewet på sin hjemmeside.
I november 2002 var Howard endvidere gæstetaler ved en torsdagsfrokost i Fairfeld-Suisun Rotary Club. Rotarymedlemmerne blev indviet i en række detaljer, f.eks. at Task Force K-Bar i alt havde fanget 107 mistænkte al-Qaeda og Taleban-tilhængere. »Vi foretrak at tage fanger frem for at dræbe,« som Howard sagde ifølge den californiske avis The Reporter.
Den sværeste opgave overhovedet, fortalte Howard videre, var at skelne civile fra fjenden i et land, hvor det at bære våben, selv antitankvåben, er ganske almindeligt. Frokostreferatet kan læses på avisens hjemmeside.
Fire måneder tidligere havde Howard løftet noget mere af sløret under en uklassificeret briefing for veteraner i UDT/SEAL Association i Virginia: Hele krigsindsatsen havde været »SOF-centreret« fra starten i oktober 2001, fortalte Howard og understregede, at først med Operation Anaconda, dvs. fra marts 2002, skiftede koalitionens indsats fra ukonventionel til mere konventionel krigsførelse. Da Howard omtalte tilfangetagelsen af Kahirkhawa, fremhævede han igen, at medlemmer af danske specialstyrker havde deltaget.
Howard oplyste også, at Task Force K-Bar i alt havde gennemført 42 overvågnings- og efterretningsmissioner, 23 direkte aktioner og 147 såkaldte Close Air Support, dvs. anmodning om flystøtte. 115 fjender blev dræbt, mens K-Bar selv kun havde én dræbt og to sårede. Briefingen kan læses på internettet.
Pensioneret SEAL-løjtnant Bob Wiegand, der deltog i missioner i Panama og Golfkrigen, fortalte, at oplysningerne om K-Bar blev frigivet for at fremme støtten til SEAL uden at skade igangværende operationer.
»At fortælle om de operationer, der har været succesfulde, og som er afsluttet, det er en win-win situation,« sagde Wiegand.
I maj 2002 fortalte orlogskaptajn Kerry Metz, leder af K-Bars operationer, amerikanske kongresmedlemmer om specialstyrkernes indsats. Ifølge avisen The Ottawa Citizens referat roste Metz de udenlandske specialstyrker: SEAL var meget »heldige at have de fineste special-operatører fra syv nationer«.
»Vi udfordrede vores operatører til at udføre missioner i nogle af de mest fjendtlige omgivelser, vi nogen sinde har været ude for. Til eksempel havde vi særlige overvågningsteam, der i længere perioder opererede i Afghanistans bjerge i mere end tre kilometers højde uden at få tilført forsyninger,« sagde Metz.
Der er fart over feltet på de arkivbilleder, forsvaret af og til frigiver, hvor de svært bevæbnede elitesoldater hopper ud fra helikoptere, springer ud med faldskærm eller stormer tilholdssteder for banditter. Jægerkorpset og Frømandskorpset har traditionelt været godt stof for medierne.
I den henseende var Operation Enduring Freedom ingen undtagelse. Både Berlingske Tidende, Jyllands-Posten og Politiken bragte således artikler i foråret 2002, der fortalte om »nogle af verdens bedste elitesoldater« (Politiken).
»De færdes i ørknen og i de sneklædte bjerge, skjult, og leder efter resterne af Osama bin Ladens soldater. Hvis de spreder lys i mørket, vil det være fra M 96-karabinernes mundingsild,« skrev Berlingske Tidende, da avisens forsvarsmedarbejder sammen med forsvarsminister Jensby havde besøgt de danske soldater i starten af marts 2002 i Camp Mjølner, »specialstyrkens hovedbase i det sydlige Afghanistan«.
I reportagen bekræfter Jægerkorpsets chef, Frank Lissner, at der har været pauser i operationerne. »Dem har vi brugt til at repetere træning og materiel,« tilføjer han.
»Synet af en minister og embedsmændene siddende på feltsenge, omgivet af unge jægersoldater og frømænd i alt andet end reglementeret militær uniform, en mørk nat et sted i Afghanistan, er et af dem, der rister sig fast på nethinden,« skriver journalisten, der understreger, at specialstyrkernes medlemmer hverken vil fotograferes eller fortælle om deres hemmelige missioner.
»Et vilkår, man må acceptere, hvis man vil have adgang til dem,« som avisens udsendte noterer.
Umiddelbart efter hjemkomsten udtalte forsvarsministeren, at Danmark nu skulle satse på flere specialstyrker. Antallet skulle øges med mellem 20 og 30 flere om året, sagde Jensby, der ikke lagde skjul på, at det sker af hensyn til Danmarks allierede:
»Det er også det, både Amerika og NATOs generalsekretær efterlyser. Hvis Europa ikke lytter, bliver gabet mellem Europa og USA større og større,« som forsvarsministeren sagde til Berlingske Tidende.
Et år efter turen til Afghanistan blev Jensby igen interviewet om specialstyrkerne, denne gang af TV 2 Dags Dato: »Da jeg besøgte dem, så jeg de ekstremt vanskelige forhold, de arbejder under, og så meget tør jeg godt sige, at nogen af dem lå ude i bjergene i mange, mange kilometers højde i op til syv-otte dage, fuldstændig bomstille. Det var toparbejde, de udførte,« sagde ministeren i foråret 2003, da der var tale om at sende danske specialstyrker til Irak
Forsvarsministeren bekræftede ved samme lejlighed, at de danske specialstyrker også »har løst og kan løse alle mulige opgaver, også hvis du med dit spørgsmål mener mere hårde operative opgaver. Også dem kan de løse.«
Dags Dato: »Man kan ikke få at vide, om de danske styrker har dræbt nogen i Afghanistan?«
Jensby: »Jeg kan ikke sige om det er en sådan situation vores specialstyrker har befundet sig i, det kan jeg ikke sige. Men de har bidraget aktivt, virkeligt aktivt, i kampen mod terrorismen. Det var det, de kom derned for, sammen med amerikanere og andre at gøre, og det har de gjort.«
