Læsetid: 3 min.

Det muslimske dilemma

Egyptens Muslimske Broderskab har aflæggere mange steder i den arabiske verden, hvis ledere har vanskeligt ved at håndtere organisationen
19. april 2004

Portræt
TEL AVIV – At selvstyreformand Yasser Arafat nu taler om et nyt forsøg på at inkorporere Hamas i den palæstinensiske ledelse, er kendetegnende for det komplicerede forhold mellem den islamiske organisation og det sekulære Fatah, kernen i selvstyret.
Og ikke mindst har det længe verserende spil om magten i den palæstinensiske ledelse mange fællestræk med den egyptiske ledelses mindst ligeså problematiske forhold til Det Muslimske Broderskab.
Broderskabet har netop markeret 75’året for sin grundlæggelse, og selv om styret i Cairo for længst har måttet acceptere organisationens tilstedeværelse og folkelige popularitet som en uomgængelig kendsgerning, ser man den fortsat som en potentiel trussel, der søger at trække udviklingen i retning af islamisk
fundamentalisme.

Lærer fra Ismaliya
»Ledelsen i Det Muslimske Broderskab har for nylig bebudet en omfattende reformplan for Egypten, men jeg tror ikke, regeringen er klar til at lytte,« siger Ghazi Hamad, som er redaktør for dagbladet Al Risala på Gazastriben.
»Jeg tror, Egypten er bekymret for sit forhold til USA og ønsker at fremstå som ’moderat’. Dette ser jeg som en fejltagelse, for jeg tror, at broderskabet kan blive bragt ind i Egyptens politiske liv.«
Denne problematik ligner Yasser Arafats konstante dilemma over for Hamas, som er en del af historien og et resultat af udviklingen i broderskabets trekvarte århundrede som regional medspiller.
Det muslimske Broderskab blev grundlagt i 1928. Hassan al Banna, en lærer fra provinsbyen Ismaliya, som blev broderskabets første »øverste vejleder«. Helt fra starten fastholdt han, at det ikke skulle blande sig i landets politiske liv som traditionelt parti, men fungere som folkelig bevægelse. Den skulle omfatte det størst mulige antal muslimer, og mærkesagerne var alle af åndelig eller social karakter.

Tæt på kup
Bevægelsen opfattede sig som nationalistisk med en islamisk vinkling, og denne kombination fandt hurtigt tilslutning i regionen og aflæggere opstod i både Jordan, Syrien og ikke mindst Palæstina, hvorfra broderskabets politisering for alvor kom ind i billedet. Det skete, da desillusionerede medlemmer af bevægelsen vendte hjem fra krigen, der fulgte efter Israels oprettelse i 1948.
»Regeringen blev bekymret for hvad ’brødrene’ nu ville foretage sig,« siger Mustafa Kamal Said fra Institut for Udviklingsstudier ved Cairos Universitet.
»Ledere af broderskabet var således relativt tæt på gruppen af officerer, der med Gamal Abdel Nasser i spidsen, styrtede monarkiet i 1952. Men umiddelbart efter kuppet opstod der spændinger mellem de frie officerer og broderskabet, som også ønskede at have indflydelse på udviklingen efter revolutionen.«
Konflikten toppede i 1954, da aldrig bekræftede mistanker om attentatplaner mod Nasser førte til et forbud mod Det Muslimske Broderskab. Dette er stadig gældende, selv om navnlig Anwar Sadat senere løsnede på foranstaltningerne mod organisationen og Egyptens nuværende leder, Hosni Mubarak, tilstræber en art våbenhvile, blandt andet ved at lade medlemmer af broderskabet opstille til parlamentsvalg på individuel basis. Broderskabet har sat sit tydelige fingeraftryk på den palæstinensiske udvikling, selv om Nassers drejning af den egyptiske revolution bort fra islam og hans forbud mod organisationen også hæmmede dens vækst betydeligt i Gaza og Hebron.
Men det var broderskabets øverste ledelse lokalt, der i 1987, kort efter starten på den første intifada, besluttede at grundlægge Hamas.

Den stærke arm
»Hamas skulle være Det Muslimske Broderskabs stærke arm, som skulle stå for daglige aktiviteter mod besættelsen,« fortæller Ghazi Hamad.
»Men med tiden blev Hamas mere betydende og mere engageret i den væbnede kamp end broderskabet, hvis position siden da har været vigende i de palæstinensiske områder.«
Hassan al Banna skrev om bevægelsen som omfattende alle aspekter af et islamisk samfund, lige fra sport og kultur over uddannelse til religion. På hans tid lagde organisationen større vægt på uddannelse og religiøs vejledning, men Ghazi Hamad ser ikke desto mindre at moderne opfattelse af jihad og væbnet kamp har sit udspring i Det Muslimske Broderskab, som var de første til at bekrige det britiske mandatstyre i Palæstina.
Lige til i dag har denne opposition mod vestlig indflydelse i regionen været vanskelig at håndtere, hvad enten det drejer sig om Hosni Mubarak eller Yasser Arafat, hvis relationer til Vesten møder opposition i de muslimske grupper og folkestemningen.
»Selv om de respekterer hinanden, har de ikke fundet nogen fælles forståelse af alle sager, navnlig ikke den væbnede kamp mod besættelsen,« siger Ghazi Hamad om Hamas. Han understreger at Mubaraks forhold til Det Muslimske Broderskab har de samme elementer af modstridende interesser, som gør forholdet mellem de to til en vanskelig balancegang.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu