Læsetid: 4 min.

Netto & Fakta, Guggenheim, ARoS & Arken, Louisiana ...

Når Guggenheim rykker til Nordjylland, kan selv kunsten komme i unåde, for museumsverdenens bedste navn har fået (burger)fedt på fingrene
16. april 2004

McKunstgrebet
Det er simpel og sund fornuft: Et godt navn og et anstændigt koncept kan lige så godt tages i brug. Sådan er det grundlæggende princip bag franchising, som er kendt fra McDonald’s. Da antiglobalisterne for år tilbage holdt stiftende møde i dansk Attac, stillede borgerlige hurraglobalister således op i protest foran McDonald’s på Strøget i København, åbnede kæften og stak en cheeseburger ind, mens TV-Avisen filmede – alt sammen for at vise over for skeptikerne alt det gode, der kommer ud af multinationale koncerner.
Det var egentligt ærgerligt for den politiske debat, at hurraglobalisterne havde så dårlig smag, for havde de i stedet for Dr. Død i sandwichform peget på et af de glimrende eksempler på franchising, der også findes, kunne man have forskudt debatten fra økologisk landbrug vs. multinational ondskab til den mere interessante: uafhængig vs. forpligtet.
Det er snart 10 år siden, amerikaneren George Ritzer udgav sin berømmelige The McDonaldization of Society, hvori sociologilektoren drog en måske melodramatisk parallel fra McDonalds’ effektive fremstilling af fedme- dødbringende fødevarer til den umenneskelige effektivitet i Auschwitz. Det var ikke sidste gang McDonald’s blev populær i bogform: Også den amerikanske politolog Benjamin Barber puttede fastfood i sin bestseller: McWorld vs. Jihad. Og det er således ikke blot en kritik af dårlige forbrugsvaner, der henvises til med McDonaldiseringen, men snarere en hel civilisationskritik.
Så når man tager et af kunstverdens pæneste navne, Guggenheim, og hævder, at ’der er gået McDonald’s i den’ og begynder at tale om guggenheimisering af et nyt kunstmuseum i Århus, så må man jo spørge sig selv: Hvad gik der galt for det pæne lille museum i New York, der blev stiftet af filantropen Solomon Guggenheim i 1939 og dengang var kendt som Museum for Non-figurativ malerkunst?

Tja, de opdagede, at de havde et godt navn og et anstændigt koncept – og så var der jo ingen grund til ikke at bruge det. Fondet bag det hele omfatter Guggenheim Museum New York (og en overgang en satellit i Soho), et i Bilbao, Deutsche Guggenheim Berlin, Guggenheim-Hermitage Las Vegas og The Peggy Guggenheim i Venedig. Sidstnævnte er den ældste filial, der kom til da Solomons niece, Peggy, ved sin død i 1979 overdrog sit palæ til fondet. De øvrige er kommet til under den driftige direktør siden 1988, Thomas Krens – Bilbao og Berlin i 1997, Las Vegas i 2001. Så langt så godt.
Men så gik det galt to gange: Først med et storstilet projekt for et nyt Guggenheim i New York, et gigantisk vartegn på Manhattens sydspids, som selv New Yorkere syntes var lidt for pompøst. Og dernæst gik det rigtigt galt i Rio de Janeiro.
Direktøren Thomas Krens fremlagde ellers sig selv som lidt af en filantrop: »Det er på høje tid med en kulturel udveksling, der løber nord-syd, og ikke blot øst-vest,« sagde han, da planerne blev fremlagt.
Men det, der umiddelbart kunne ligne en god gerning (rig kunst til fattig verdensdel), endte med at afsløre fondet som en koncern med et godt øje til bundlinien: For mens bystyret i Rio de Janeiro skal afholde alle afgifter til opførslen af den franske arkitekt Jean Nouvels bygning (150 mio. dollar), er det Guggenheim, der styrer museet i de næste 50 år. Og for den lille tjeneste tager de sig ydmygt betalt: 25 mio. dollar. Summa summarum: Med de løse udgifter indberegnet er projektet anslået til at koste Rio de Janeiros indbyggere 200-300 mio. dollar, mens Guggenheim for sit gode navn og samling indkasserer 25 mio. dollar plus det løse.
Nu er det slet ikke sikkert, det bliver til noget, for en række gode borgere har gjort opmærksom på, at byen allerede har et museum for moderne kunst, og de har fået retten til at se på kontrakten. Og mens vi venter på en afgørelse, har den driftige Thomas Krens allerede kig på alternativer: Taichung i Taiwan skulle være en mulighed ligesom ’steder i mellemøsten’ er blevet nævnt.
Må man foreslå Nordjylland? Det ville være en overraskelse, hvis ikke en alliance mellem hurraglobalisterne og motorvejsbanden skulle kunne tvinge en bevilling ud af Folketinget til en sådan kunstnerisk fastfoodkæde i et randområde i Danmark. Det bringer vækst med sig, den er sikker hver gang!
Så lad os se på det globale repertoire, som koncernen, undskyld: fondet, for tiden stiller til rådighed for en måbende global, måske en dag endda nordjysk offentlighed:
Futuristen Umberto Boccioni og en udstilling om kunstens enkle former i New York, abstrakte malerier af Jean Dubuffet og fotografier fra samlingen i Bilbao, 1600-talstegninger fra Michelangelos æra i Venedig, videovægge af Nam June Paik i Berlin og malerier fra Renoir til Rothko i Las Vegas. Alt sammen solide udstillinger, både historisk og samtidigt, hele molevitten, hvorom intet grimt kan siges, andet end totalitetens smagfulde træfsikkerhed, der gør Guggenheim til et lige så sikkert besøg på en søndag formiddag som McDonald’s lørdag samme tid med tømmermænd. Det er virkeligt rigtigt: Dr. Død tager kvalmen med i købet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her