Læsetid: 5 min.

Nyt fra popmusikkens charmørskole

Claus Hempler leverer en overrumplende soloplade, fyldt med moderne torch-sange, mens Helmigs 12. udspil falder fifty-fifty mellem det inspirerede og det udtrådte
20. april 2004

Nye cd’er
Hvis crooneren Claus Hemplers stemme var en pels, ville den være være af det mest udsøgte materiale (hermelin!), en drøm at gå med, blød, varm og velsiddende – og ikke mindst udgøre objekt for kvindeligt begær herfra og til Kap Det Gode Håb. Få af kollegaerne kan stille op med så indbydende et organ, og Hempler har som solist da også allerede én fornem scoreplade på samvittigheden. Den hedder passende Charm School For Popsingers (1999) og udsendtes til øjeblikkelig glemsel som del af Thomas Blachmans heroiske, men – skulle det vise sig – desværre urealiserbare ManRec-projekt. Her sang Hempler såkaldte ’standards’ på et så stilsikkert internationalt niveau, at trusserne fløj af tøserne, men det var der vist ikke mange, der bemærkede, eftersom pladen med typisk Blachmansk mådehold udkom sammen med noget i retning af 17 andre. På én og samme dag, ej at forglemme.
Før det sang Hempler i det i disse ører ret intetsigende meterrockorkester Fielfraz, men nu tager han skridtet fuldt ud med sin seriøse solodebut, helt passende betitlet Hempler. Tal lige om sund slik for øregangene, laber weltschmerz à go-go og ikke mindst den dér stemme, der som en labert indfattet juvel lyser op over et røvsygt post-musikalsk Popstars-landskab og burde minde hver en håbefuld sanger(inde) om, at man kan gå til sang og øve skalaer, til man falder om; uden stil, personlighed og tekstforståelse kan man lige så godt gøre sin uddannelse på Frisørskolen færdig og overlade Sangens Noble Kunst til folk som – nå ja – Hempler. For han ved hvodden det svin skal tilskæres og serverer det tilmed så indbydende, at man glemmer alt om, at man egentlig er vegetar!

Udsøgte torch-sange
Diskret og forbilledligt produceret af Hempler selv i samklang med den finurlige Joshua – hvis CV efterhånden tager sig ret så misundelsesværdigt ud – er der tale om en klynge udsøgte torch-sange for det 21. århundredes levemænd og -kvinder. Man kommer ikke uden om et vist slægtsskab med den uforlignelige Elvis Costello, både hvad angår stemmeføring – dog lykkeligvist uden Costellos hårde nasale klang – og måden, der gås til teksterne på; således er det svært ikke at opfatte Hemplers »Chinchilla« som en art søstersang til Costellos forrygende »The Comedians«, som Roy Orbison i sin tid leverede en version af, så kvinder swoonede og granvoksne mænd satte sig ned og tød!
At Hempler har ladet sig inspirere fremfor decideret at stjæle fra forbilledet vidner følgende – ganske bittert-vittige – linjer om den iskolde vind, der »leaves me torn in a daylight trap/ where hell waits behind every door/ with John Denver songs/ and nights so dark that little boys hearts/ will beat in syncopated dismay/
always:/ Unlucky in love, unlucky in love«.
Når vi fra denne plads gerne gør os lystig på bekostning af de myriader af hjælpeløse engelske sangtekster, der udgør normen på den danske pop- og rockscene, er det på sin plads, at fremhæve de få, der faktisk ka’. Og det ka’ Hempler så – og så har han også udtalen på plads og forstår tilmed hvad han synger, hvilket giver rigt spillerum til at fortolke det sungne. Jo, det her er sangkunst af karat, vi gør ærbødigt korsets tegn og hvisker, »Herre, ske din vilje i Himlen såvel som i de digitale klangenheder«.
Ikke en dårlig sang blandt pladens 10, et udsøgt akkompagnement, smagfulde arrangementer og en guddommelig sanger gør Hempler til en sikker vinder for den verdens sårede helromantikere og higende erotomaner, thi her forenes det kødelige med det spirituelle, så ikke et sæde er tørt. Stort!

Den bedste Helmig vi har
Der var engang, hvor blot lyden af Helmigs navn virkede som den berømte finger i halsen på denne skribent; det var da han sang på ’dansk’ og var så cute, at man fik en ubetvingelig lyst til at nikke ham skaller i tide og utide. Dette har siden ændret sig til en til at begynde med modstræbende
respekt, der efterhånden har udviklet sig til en holdning, der i korte træk kan opsummeres således: Thomas er nu engang den bedste Helmig, vi har, ikke mindst på en scene, hvor han virkelig lyser op. Det er der ikke stort på dette, hans 12. album, der vil ændre ved. Og nej, det er hverken specielt ophidsende eller nyskabende – Helmig har alle dage været traditionalist om en hals – men kompetent, medrivende, begavet og provokerende velproduceret pop med hjertet på rette sted og tungen lige i munden. Og så tager Helmig her og der nogle rent ud rygradsrislende chancer, der tyder på, at en ny retning for poppedrengen er i sigte.
Er Helmig bedst, sådan rent kommercielt, når det lykkes ham at overføre sit evige glimt i øjet til sin musik, svigter El Camino – som dyret hedder – primært de steder, hvos den bevæger sig for tæt på det formelagtige. De steder, hvor man ikke rigtig orker lade sig rykke ud af sit lånte kød under aflytningen, men uforskyldt synker tilbage i divaneseren og lader dagdrømmeriet tage overhånd, med Helmigs prunkløse sange som behagelig, men også fuldstændig ufarlig baggrundsmusik. Dette gælder især pladens tre første sange, der alle klinger næsten bedrøveligt ordinært.

En understrøm af farlighed
Men så rykker en sang som »Mystery« én ud af ens drømmeverden, thi her leverer Helmig en af sine fuldstændig overbevisende Dylan-pasticher og lyder tilmed både lidt farlig, og som om han mener det ethundrede procent; her nærmer han sig udtrykket på sit foreløbig bedste album, det pragtfuldt pop-psykedeliske Dream (1999). Og fra og med »Mystery« tager albummet
seriøst form, ikke mindst med Helmig i en relativ ny rolle som latin-crooner på det forrygende »Your Frozen Heart«, en melodi, der ligger til hans stemme som bolden til Zidans højrefod.
Også den dystre »October Rain« har en lurende understrøm af en farlighed, man ellers ikke associerer Helmig med, hvilket blot er med til at forstærke indtrykket af en kunstner, der gør sig bedst, når han afsøger nye klangområder. »Swedish Mile« løfter sig qua et raft arrangement og Helmigs egen interessante produktion ud over et skitsepræget afsæt og viser klædelig dybde og modenhed hos denne måske alligevel ikke helt så ukomplicerede mand. Dylan-attituden aktiveres atter i den ambivalente kærlighedsode til livsledsagersken i »OK Renée«, før der lukkes og slukkes med den stemningsfuldt groovy, men også ret tynde
»Heartache In The City«.
Slutresultatet fordeler sig således fifty-fifty mellem det decideret inspirerede og det noget mere forudsigeligt udtrådte, men ændrer ikke på det faktum, at Thomas stadig er den bedste Helmig, vi har. Og så har han tilmed udviklet sig til en motherfucker af en producer, hvorved El Camino udstikker flere nye mulige veje for folkehelten at følge – gid han vil udforske de mindst farbare og mest farefulde af disse næste gang!

*Claus Hempler: Hempler. (Gogo Records/Playground). Produceret af Joshua & Hempler

*Thomas Helmig: El Camino. (RCA/BMG). Produceret af Thomas Helmig
www.thomashelmig.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her