Kunstgrebet
Der er tænkt på det hele og de mindre detaljer, og sådan skal det være når kongefamilie & Mary kommer forbi: Fornyelig havde Aros budt de århusianske taxachauffører indenfor for at betragte de 17.000 kvadratmetre, så udenlandske (og sjællandske) gæster allerede på vej til museet kan få det allerbedste indtryk. Og ifølge museets direktør, Jens Erik Sørensen, drejer det sig især om at gøre sig til over for sjællænderne. For selvom ambitionerne rækker langt ud over landets grænser, er direktøren bange for at blive glemt så nær som i hovedstaden.
»Jeg drømmer om, at man i København vil acceptere, at der i det vestlige Danmark er kommet et nyt stort kunstmuseum, som kan repræsentere Danmark den ene vej og international kunst den anden vej. At staten vil acceptere os på linje med de store museer i København. At man også vil åbne pengekassen, og at det ikke kun er i forbindelse med realiseringen, man har stillet sig velvillig men at det også er fremover,« fortalte Sørensen i Jyllands-Posten, der har æret eget navn og dækket åbningen i det jyske som et topmøde.
Avisens anmelder, Pernille Anker Kristensen, mener dog ikke at den nye museumsbygning er nær så velsleben som Den Sorte Diamant i København, der også er skabt af Arkitektfirmaet Schmidt, Hammer og Lassen. Men, skriver hun, museet er som et kongrescenter: En by i byen.
»Og er man først inde bag den tilknappede facade, gemmer Aros på et overraskende organisk bygningslegeme og kunst i flere etager. Her forvandler bygningen sig til kunstmuseum, oven i købet et internationalt af slagsen med den 38 meter høje spiraltrappe som fornemt pejlemærke.«
Informations arkitekturanmelder, Allan de Waal satte også Aros overfor Diamanten, og også hos de Waal løb Aros indre af med sejren:
»Men Aros-foyeren er et indbydende, animerende og smukt formet rum, som for arkitekterne Schmidt, Hammer & Lassen er lykkedes langt bedre end deres trykkede rulletrapperum i Det Kongelige Biblioteks kløvede tilbygning på Københavns havnefront, og som i Århus, sammen med Kjær& Richters musikhusfoyer og Arne Jacobsens rådhushal, fortsætter og forstærker en behersket international, dansk arkitekturstandard.«
Kristensen overså ikke de klare referencer til Frank Lloyd Wright og arkitektens Guggenheim i New York. Men i Information advarede Rune Gade om inspiration på overdrev, ja om en decideret guggenheimisering. Ikke i bygningen, men i kunsten. For som Gade gør opmærksom på, skabes meget ny kunst til museer og ikke til private hjem, hvilket kan skævvride interessen hen imod stor kunst, helt bogstaveligt, især når rummene er så store:
»Direktørens ambition om at publikum ikke skal kunne afgøre, om de er i New York, Tokyo eller Paris, når de står i det nye Aros, kan vise sig at blive uhyggeligt sandfærdig, hvis guggenheimiseringen fortsættes fra selve bygningsværkets ydre rammer ind i indkøbs- og udstillingspolitikken. Fremtiden vil vise, om grandiositeten på Aros også rækker til at inkludere de små, de skæve, de komplekse og de immaterielle værker. Eller om det kun er størrelsen, det kommer an på.«
Siden hen kunne Jyllands-Posten oplyse, at Aros såmænd allerede har indgået et samarbejde med netop Guggenheim, et samarbejde der vil bringe den amerikanske videokunstner, Bill Viola, til Århus.
I Politiken er Peter Michael Hornung til gengæld begejstret uden mådehold, ikke mindst over museets internationale ambitioner. Han kalder det en sejr for dem, der troede på og støttede projektet:
»Hvis Aarhus Kunstmuseum tidligere var et lokalt museum, der var bevidst om sin nationale betydning, er det nu et museum med klare og velbegrundede internationale ambitioner... Det, som umiddelbart kan ligne en håndsrækning til det store udland, kan også vise sig at være til gavn for den lokale kunst. Når udenlandske samlere, kuratorer, kritikere etc. snart gæster Århus og melder sig i receptionen for at høre, hvor de kan finde den japanske fotograf Miwa Yanagi, den tyske maler Helmut Middendorf, danskeren Asger Jorn etc., så vil de under rundgangen måske studse over lokalt kendte outsidere som Teddy Sørensen og Mogens Gissel. Det er en af foræringerne ved at sætte det nye Aarhus Kunstmuseum ind i et mere internationalt kredsløb, at det nationale også kan følge med ud i verden.«
Og så er den vigtigste anmeldelse af dem alle: århusianernes. De har endnu ikke set museet, men handelsliv og købstadsforening glæder sig allerede. Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, selv ikke et museum, og som direktøren i Århus Cityforening formulerer det: »Aros er et fyrtårn, der vil trække nye forbrugere til byen.«
