Ny film
I Kill Bill Vol. 1, der mestendels foregik i Japan, tog Quentin Tarantino både anime-, martial arts- og samuraifilmen under kærlig behandling.
I Kill Bill Vol. 2, som foregår i Texas og Mexico, er det i høj grad den klassiske western fra John Ford til Sergio Leone der får en tur gennem den amerikanske instruktørs popkulturelle vridemaskine.
Resultatet er måske ikke lige så visuelt overvældende og overraskende som den første film, men der er rigeligt at beundre i den mere snaksagelige og lidt langsommere anden del af historien om The Bride (Uma Thurman), der er ude efter hævn over sin tidligere arbejdsgiver og elsker, Bill (David Carradine), og hans bande af farvestrålende lejemordere, deriblandt enøjede Elle (Darryl Hannah) og cowboyen Budd (Michael Madsen).
I stilfuld sort-hvid og direkte til kameraet indleder The Bride selv filmen, mens hun kører ad en lang, lige landevej i sin åbne sportsvogn:
»I am on a roaring rampage of revenge, and when I arrive at my destination, I am going to Kill Bill.«
Tarantino springer energisk frem og tilbage i tiden, mens han underholder os med et væld af detaljer og stilarter. Blandt andet får vi at vide, hvad der skete før massakren ved The Brides bryllup i El Paso, Texas; vi får en forklaring på, hvorfor Bill overhovedet vil dræbe Beatrix Kiddo, som det viser sig, at The Bride hedder; og vi finder ud af, hvad der er sket med Bills barn, som Beatrix var højgravid med, da han skød hende i hovedet med sin seksløber.
Gyserfilm og spaghettiwestern
Men først skal vi lige se, i en håndholdt filmet sekvens, der er som hentet ud af en Shaw Brothers kungfu-film fra 70erne, hvordan Beatrix blev trænet af kungfu-mesteren Pai Mei (Gordon Liu), der måske, måske ikke lærte hende det eksploderende hjertes teknik, som i al sin grufulde enkelhed går ud på, at man rammer sin modstander fem forskellige steder på kroppen med sine fingerspidser. Efter at have taget fem skridt vil hans hjerte så eksplodere.
Og inden det store showdown med Bill, der venter på Beatrix til slut i filmen, skal hun slippe fra at blive begravet levende af Budd og udkæmpe en duel på Hattori Hanzo-stål med Elle, der i øvrigt afslører, at hun mistede sit ene øje, fordi hun en gang fornærmede den uovervindelige Pai Mei.
Kill Bill Vol. 2 varer 135 minutter, og tiden falder indimellem en smule lang, ikke mindst fordi Tarantino standser handlingen med vittige, men også fyldige dialogscener, hvor relationer og forhistorie skal forklares. Det ændrer dog ikke ved, at filmen som sin forgænger er en fornøjelse at se og ikke mindst dechifrere for filmfans, der har en idé om, hvor de mange indlagte filmreferencer kunne stamme fra.
Bryllupssekvensen er med de tintede ørkenbilleder, det adstadige tempo, den øde beliggende, hvidkalkede kirke, det hvirvlende støv og
ekspressive kameraarbejde en tydelig hyldest til både John Ford og Sergio Leone. Og når Bill dukker op med sin bambusfløjte som en anden Harmonica i Leones Once upon a Time in the West ved man, at det kun kan gå galt.
Den grufulde scene, hvor Beatrix bliver levende begravet, synes inspireret af 70ernes stemningsfulde, italienske gyserfilm instrueret af blandt andet Lucio Fulci, der tilmed nævnes i filmens eftertekster. Vi ligger i kisten sammen med Beatrix, mens sømmene hamres i, og jorden falder tungt og skræmmende oven på kistelåget. Det er ikke svært at forstå, hvorfor hun først gribes af panik inden hun naturligvis finder en barsk, men effektiv måde at slippe ud på.
For- og eftertekster bringer mindelser om både billige amerikanske tv-serier fra 60erne og 40ernes klassiske filmnoir, og man kan ikke undgå at være imponeret over alle de referencer, Tarantino har fundet plads til i Kill Bill Vol. 2, samtidig med at han alligevel formår at gøre filmen til sin helt egen.
Bitch og redneck
Kill Bill Vol. 2 er dog ikke lige så formfuldendt en helhed som den første film.
Overgangene mellem de enkelte sekvenser og stilarter er ikke lige så glidende og overbevisende, og filmen består i udpræget grad af en række selvstændige scener, som nok til sammen leder frem mod slutningen og det spændende klimaks, men som også sagtens kunne stå alene.
Det er dog fedt endelig at få set manden, der har inspireret til titlen, og David Carradines cool, vejrbidte Bill er både i bryllupsscene og i den sidste halve time en absolut værdig modstander og medspiller for Uma Thurmans smukke og intelligente hævner. Mens en på overfladen charmerende Bill fortæller historier på den der morsomme og alligevel ildevarslende måde, som kun han kan, får Beatrix endnu et chok, da hun finder ud af, at hendes og Bills datter er i live.
Og vi finder ud af, at det hele drejer sig om kærlighed: Bill elsker Beatrix og kunne ikke acceptere, at hun forlod ham til fordel for en eller anden ligegyldig, ung mand. Som Budd så smukt udtrykker det på et tidspunkt midtvejs i filmen:
»I have never seen anybody Buffalo Bill the way she Buffalod Bill.«
Darryl Hannahs Elle er en sexet, men ondskabsfuld kælling, der elsker at tage røven på folk, hvis hun da ikke slår dem ihjel, og Michael Madsens Budd er en lommefilosofisk redneck, der mener, at Beatrix fortjener sin hævn, men ikke holder sig tilbage med sit haglgevær, da hun endelig dukker op ved hans whitetrash-trailer.
Hvordan Kill Bill Vol. 2 ender, vil jeg ikke afsløre, men Beatrix er jo en viljestærk kvinde med en mission, og selv om Bill også har stået i lære hos Pai Mei, så kender han i hvert fald
ikke det eksploderende hjertes teknik.
Quentin Tarantino afslutter sin Kill Bill-saga med manér, og ikke et øje er tørt, når man modvilligt forlader det besnærende og originale univers og træder ud i en virkelig verden, hvor ingen bærer samuraisværd eller mestrer ældgamle kungfu-greb, og hvor kvindelige lejemordere hverken er så sexede eller farlige som Elle og Beatrix.
*Kill Bill Vol. 2. Instruktion og manuskript: Quentin Tarantino. Amerikansk (Imperial i København og temmelig mange biografer i resten af landet). Premiere i morgen
