Kulturkloden
Ak ja. Informations ledelse har som alle flittige læsere med sans for dramatik har bemærket besluttet sig for, at avisens journalister skal skrive en lille bitte bitte bitte smule mindre om teater end hidtil. Og det kunne naturligvis ikke falde undertegnede ind ikke at falde i geled.
GLATNAKKEN (Patetisk): Åh, det er praaagtfuldt!
Imidlertid har stand up comedy og sit down strikes jo altid på en eller anden omvendt måde været beslægtede. Og heldigvis for Informations læsere, så er der er jo andre aviser, der skriver om teater. Nærværende klumme handler for resten om, hvad andre aviser skriver. Og hvem ved måske kunne man forføre en læser eller to?
Voilà!
Festen altså ikke Per Theils teateranmeldelse fra forleden, men derimod dogmefilmen instrueret af Thomas Vinterberg blev jo også herhjemme transformeret til et skamrost teaterstykke, som gik på Det Kongelige Teater. Nu er stykket så nået til England, hvor det bliver vel modtaget af det litterære tidsskrift Times Literary Supplement. Ikke mindst bliver stykkets indre matematiske elegance rost af anmelderen Muriel Zagha.
»På The Almeida bliver filmens virkelighedstro kaos presset sammen i en sort æske designet af Ian MacNeil. Norris produktion er en strømlinet dramatisk maskine, hvori handlingerne forskyder sig langs linjer, der ofte er vandrette det udtrukne middagsbord, sengens ulidelige tilstedeværelse, de congaspillende gæster, der synger fødselsdagssange og skriger som vilde dyr og nogle gange lodrette: Helene finder Lindas brev ved at række op i en ovenlyskasse; noget af sættet glider op og afslører Christians mor Else (den isnende Jane Asher), oprejst og ubevægelig som et indrammet portræt; kokken, der løfter Helges fødselsdagskage op af gulvet som en skæbnesvanger deus ex machina.«
Kastreret kan man snart blive
Ak ja. Selve handlingens konflikter er jo kernen i Festen. Helt anderledes forholder det sig med forestillingen Kastrater som til sommer opføres på Drottningsholms Slottsteater. Forestillingen har virkelig sat koks i kulissen, alle har slidt og slæbt for at lave noget helt særligt. Det mener i hvert fald den svenske avis Dagens Nyheter, som har sat journalisten Marcus Boldemann på sagen.
»På Drottningholm Slottsteater ville Gustav III lave meget nyt. Nu får han det, som han ville have det. Kastrater efter Sven Delblancs roman har optaget komponisten
Miklos Maros i lang tid. Da operaens dramaturg Lasse Zilliacus så udkastet, blev han så inspireret af det, at han tog sig af librettoarbejdet i forbindelse med stykket som udspiller sig i 1783, da Gustav III inkognito møder to af århundredets storsangere i en nummeropera uden egentlig handling, men med så meget desto flere diskussioner
i en natteseance, hvor den døde kastratsanger Farinelli dukker op.«
Ak ja. Kastreret kan man snart blive i teaterbranchen. Om ikke i bogstavelig forstand, så dog i overført.
Hvordan må det f.eks. ikke føles at være verdensberømt danser med engagementer verden over, og så ikke kunne rejse ud af sit hjemland?
Sidste dans
Det ved det 22-årige flamencofænomen Farruquito, ifølge den britiske avis The Guardian, noget om. Han står nemlig efter at have indrømmet, at det var ham, der sad bag rattet i en hvid BMW under en flugtbilistulykke med dødelig udgang til at få inddraget sit pas. Derudover står han til en længere ferie på Hotel Gitterly, når en forestående retssag er overstået. Og det er jo trist. For Farruquito der i sit borgerlige liv er bedre kendt som Juan Manuel Fernández Montoya er tilsyneladende også murder on the dance floor.
»Hans klassiske stil, hans præcise timing, hans yppighed, han naturlige arrogance og hans fysiske skønhed er alt sammen blevet nævnt som årsager til hans succes. Da hans far, der var guitarist, døde under en Argentina-tour sidste år, blev Farruquito anerkendt som overhoved i en af de førende flamencodynastier. Frøken Rico (hans agent, red.) har forklaret, at Farruquito stadig vil optræde, mens sagen efterforskes. Han danser i dag (altså forleden, red.) i den spanske by Murcia og har engagementer i Japan, Frankrig og Italien i år. Imidlertid siges det, at anklagemyndigheden har bedt om at få hans pas inddraget,« skriver avisen.
Et sølle pas kan altså gå hen og blive døden for ikke en sælger, men en solodansers karriere.
Død på teatret
Ak ja. Død er der rigeligt af på teatrene i disse år. Også i udlandet. Eller som den tyske avis Süddeutsche Zeitung så rigtigt skriver:
»Aischylos Orestien (som er samlebetegnelsen for beretningen om Orestes som den fortælles i tre tragedier: Agamemnon, Gravofferet og Forsoningen, red.) har siden den 11. september oftere end nogen sinde tidligere været at finde i de tysksprogede teaterprogrammer. Selvfølgelig. Dramaet egner sig jo som intet andet stykke til at fortælle om vold, om raseri, om terror og om den mulighed, at mordene måske kan få en ende.«
Avisens teateranmelder C. Bernd Sucher som på de kanter har en halv avisside at boltre sig på fortsætter sindigt med sin udlægning:
»Enhver instruktør, som siden angrebet i New York har iscenesat Orestien, har tegnet sig for en kommentar til terroren og Irak-krigen, til eskaleringen af den politisk motiverede vold.«
Sucher afsøger hele sit sprogområde, og det ser ud, som om han har en pointe. Aischylos tretrinsraket af et drama har spillet i USA, javel, men også i Schauspielhaus Zurich ved Stefan Pucher, i München ved Andreas Kriegenburg, en gang mere i Zürich ved Frank Castorf og endelig i Theater Basel ved Tom Kühnel. Sidstnævnte bruger ikke de samme vilde greb som sine kolleger der inddrager både video, popmusik, dekonstruktion og aktualisering nej, han omdanner i stedet stykket til rent ritual, så spillerne agerer omtrent hjernedødt.
Ak ja. Er vi andet end små sølle statister for Vor Herre på livets store scene? Er vi andet end små dukker i den kosmiske kukkasse?
Tid til en lur
Vel er vi da det. Men dukker er nu også fine. Eller halvfine? Eller halvdukker er måske det fineste? Det sidste mener i hvert fald Julia Spinola, der skriver for den tyske
avis Frankfurter Allgemeine Zeitung.
»En sur Mester Jakel titter frem fra scenen og blæser vigtigt i et horn af papir, som strækker sig ud mod publikum som en lang tunge, han gestikulerer ad dirigenten og til de første toner af en ouverture, løfter han tæppet for en stiliseret baroktribune. Kulissen viser fire trappeformede spillescener, som danner fire små passager. Malet pap, ikke andet. Tolv små ben hænger under alt for store overkroppe og dasker over en af scenerne. Som de sidder der så ordentligt, virker stykkets personer så udskiftelige: Konge og prinsesse, ridder, hoffets rådgivere og betroede medarbejdere.«
Man kan jo næsten mærke stemningen. Hyggen fra dukketeatret. Uhyggen fra spillerne, der er halvt mennesker, halvt pap. Man vågner ligesom lidt op på grund af det groteske i hele ideen om at blande dukketeater og rigtige mennesker.
Ak ja. Anderledes er det i stykket Puntila af Brecht, som for tiden går i Zürich, og som også er anmeldt i den tyske avis Frankfurter Allgemeine Zeitung. Her mener anmelderen Martin Halter ligefrem, at teaterfolkene selv er ude om, hvis man tager en lille morfar under forestillingen. I hvert fald slutter han sin anmeldelse med om ikke et dødsstød, så dog en sur lur.
»Når herren så giver sig til at drømme og lader barnet af sin fornufts uhyre føde, så lægger tilskueren sig til at sove.«
