Læsetid: 8 min.

Opkaldet fra Rwanda

Da Michael Hourigan ringede til sin chef i FN for at fortælle om gennembruddet i efterforskningen af det største massemord i nyere tid, startede en kædereaktion. Kort efter besluttede FN, at sandheden om Rwandas folkemord ikke tålte dagens lys
6. april 2004

Han har brug for en sikker telefon. Så meget står klart for teamleder Michael Hourigan fra FN’s Internationale Krigsforbrydertribunal for Rwanda en dag i slutningen af februar 1997.
Med 12 års erfaring som politimand og fem år som advokat ved anklagemyndigheden i sit hjemland Australien er Hourigan ikke i tvivl om, at regeringen i det lille centralafrikanske land Rwanda bestemt ikke vil kunne lide at høre, hvad han har at fortælle sin øverste chef om den uventede drejning i efterforskningen.
Og hvis regeringen i Rwanda lytter med på FN’s åbne telefonlinjer, vil den gøre alt for at obstruere den videre efterforskning, og vidnernes liv vil hænge i en tynd tråd.
Sammen med en kollega kører han til den amerikanske ambassade for at låne ambassadens STU-III, en tredjegenerations Secure Telephone Unit udviklet af den amerikanske sikkerhedsorganisation National Security Agency (NSA) til krypteringssikret kommunikation.

Ordet terrorisme
Men det bliver en samtale, han kommer til at fortryde. For i dag tvivler han ikke på, at nogen var med på en lytter.
Det hele begynder klokken 20.21 den 6. april 1994, da piloten i en lille eksklusiv Falcon 50 kalder kontroltårnet og får tilladelse til landing i lilleputstaten Rwanda. Der er vigtige personer om bord: landets præsident og hærchef, på vej hjem fra fredsforhandlinger i nabolandet Tanzania med oprørsgruppen Rwandas Patriotiske Front (RPF). Men på vej ned mod landingsbanen i hovedstaden Kigali kommer to missiler susene mod flyet.
Nyheden går lynhurtigt ud over radioen: Præsidenten er myrdet, grib til våben, udryd misæderne. Få timer senere er Kigali fyldt med vejspærringer og dødspatruljer er sendt ud, mens hutu-ekstremistiske politikere er i fuld gang med at udnytte situationen ved at gribe regeringsmagten.
Den nye hutu-ekstremistiske regering slagter op mod en million mennesker i de følgende 100 dage. 2.500 fredsbevarende FN-soldater, der er i Rwanda for at overvåge en våbenhvile mellem Habyarimanas regeringsstyrker og RPF, bliver instrueret i ikke at gribe ind. Kamphandlingerne mellem RPF og den hutu-ekstremistiske regering bliver genoptaget og til slut bliver hutu-ekstremisterne fordrevet fra magten af det militært overlegne RPF.
Som et plaster på såret opretter FN’s Sikkerhedsråd det Internationale Krigsforbrydertribunal for Rwanda, der skal efterforske og dømme bagmændene. Tribunalets mandat dækker en lang række forbrydelser, uanset hvem der står bag. I artikel 4 i statutten for det nye tribunal finder man ordet terrorisme.

Undskyldning for kamp
I Kigali sammensætter Michael Hourigan i 1996 et særligt efterforskningsteam, der i dybeste hemmelighed begynder at se nærmere på den begivenhed, der satte folkemordet i gang. Antagelsen er i begyndelsen, at det var hutu-ekstremisterne, der skød flyet ned for at bruge attentatet som undskyldning til at tage magten. En hypotese der også deles af de fleste akademikere og medier. Men i begyndelsen af 1997 begynder den lille gruppes efterforskning at pege i den modsatte retning: At det var RPF, der med et velkalkuleret terrorangreb forsøgte at destabilisere landet – for dermed at få en undskyldning for at genoptage kamphandlingerne og erobre magten.
En sprængfarlig konklusion i et land, som RPF styrer med hård hånd. Men også en konklusion som Hourigan føler, han bør kommunikere videre til tribunalets chefanklager, canadieren Louise Arbour, der sidder i den hollandske by Haag.

Den første samtale
Problemet er bare, at FN ikke har STU-III-telefoner. Og det er velkendt, at FN’s efterforskere i Rwanda bliver aflyttet af det nye styre, både privat og på arbejde – »nogle gange kunne jeg høre dem tale i baggrunden,« som en anden tidligere efterforsker fortæller Information om aflytningen. Derimod står der STU-III’er på amerikanske ambassader.
Michael Hourigans efterforskningskollega og gode ven, Jim Lyons, en pensioneret FBI-agent, kender folk på den amerikanske ambassade. Om de kan låne den krypterede telefon til en vigtig samtale?
Intet problem, lyder svaret fra ambassaden, og Lyons og Hourigan kører fra det nedlagte trendy kinesiske sportshotel, hvor efterforskerne holder til, ned i centrum af Kigali til en tilgitret bygning med Stars & Stripes vejrende foran.
På ambassaden hjælper man beredvilligt de to FN-efterforskere med at rigge STU-III’en til og ringe op til den amerikanske ambassade i Haag, hvor Louise Arbour har indfundet sig.
»Det var en rar samtale,« husker Hourigan, da Information i dag spørger til de cirka ti minutter, han talte med Arbour. Oplysningerne om, at det sandsynligvis var RPF, der stod bag nedskydningen af flyet, stemmer også overens med oplysninger, jeg har fået fra anden side, lyder svaret fra Arbour.
»Det var tydeligt for mig ved at lytte til samtalen, at hun var fornøjet med fremskridtet i sagen,« siger Jim Lyons. Hourigan og Arbour udveksler ikke detaljer, men afslutter samtalen med at aftale, at Hourigan skal komme til Haag for at diskutere den videre efterforskning.

Den eneste kopi
Hun var en rar dame. Kompetent, professionel, respekteret og vellidt af efterforskerne i Kigali.
»Hun var meget behagelig, meget nem at tale med. Jeg kunne på en måde lide hende,« husker Hourigan.
Men den dag, da han sammen med to kolleger bliver lukket ind i hendes kontor i Haag, knap to uger efter den behagelige telefonsamtale, er hun som forvandlet.
»Hun var meget aggressiv fra begyndelsen, ikke venlig som før,« husker han. »Meget konfronterende«.
Tribunalet har kun mandat til at efterforske folkemordet som sådan – og det begyndte først umiddelbart efter, at præsidentflyet var blevet skudt ned, begynder Arbour.
Hourigan indvender, at tribunalet har mandat til at efterforske og dømme forbrydelser i hele 1994, og at terrorisme eksplicit er nævnt i statutten – og at hun i øvrigt har kendt til efterforskningen i lang tid. Men hans mening interesserer hende ikke. Hun har modtaget rådgivning andetsteds fra, siger hun, ifølge Hourigan.
Hourigan har forfattet et memorandum om villige vidner, som han giver til Arbour.
»Er dette den eneste kopi,« spørger hun.
»Ja,« svarer Hourigan.
»Godt,« replicerer Arbour og lægger dokumentet i et arkiv. Og tilføjer, at Hourigan kan gå.
Hvad er der sket på de få dage mellem telefonopkaldet og mødet på Arbours kontor i Haag? Og hvem har ’rådgivet’ Arbour? Ligesom ved nationale domstole skal en FN-anklager være fuldstændig uafhængig af øvrige instanser, inklusive FN’s generalsekretær, men meget tyder på, at en eller flere i FN-systemet har involveret sig i beslutningsprocessen, mener både Hourigan og Lyons. Vi spoler tiden nogle dage tilbage.

Instruksen fra Annan
Få dage efter telefonsamtalen på den amerikanske ambassade befinder Hourigan sig i et møde under fire øjne med Michael Hall, den næstkommanderende for FN’s sikkerhedsafdeling, UN Security and Safety Services. Michael Hall er i Rwanda for at kontrollere tribunalets sikkerhedsinstallationer, men det bliver hurtigt klart, at højere magter også har pålagt Hall at sørge for, at Hourigan forlader Rwanda hurtigt og sikkert.
Da dagen oprinder for Hourigans afrejse, eskorterer Hall ham personligt til lufthavnen.
Og så sker det, der bare ikke må ske. FN-flyet er overbooket, og Hourigans navn er ikke på passagerlisten. I det bureaukratiske FN betyder det, at man ikke har en kinamands chance for at komme med.
Lufthavnsfunktionæren giver sig ikke. Situationen er anspændt.
Hall gør det i utvetydige vendinger klart, at han er fuldstændig ligeglad med, hvem der skal smides af flyet. FN’s generalsekretær har personligt instrueret ham i at sørge for, at Hourigan kommer med. Om lufthavnsfunktionæren selv vil ringe til Kofi Annan og spørge? Det vil manden ikke. En anden passager må forlade sit sæde.
Hall har i dag »ingen kommentarer« til Information om ovenstående hændelsesforløb.

Pengene fra USA
Men hvordan kan Kofi Annan have fået fært af efterforskningen? Der er to muligheder:
»Jeg tror, hun ringede til New York, FN’s hovedkvarter, og de sagde ah, ah, det vil vi ikke ind i,« siger Lyons med henvisning til, at FN’s ledelse udmærket var klar over, at hverken Rwandas regering eller dets allierede USA ville bryde sig om efterforskningen, som han af samme grund aldrig fortalte sin egen regering, USA, om. »Den har støttet RPF finansielt og med træning. Hvis jeg fortalte det til min regering, ville de gå direkte tilbage til Kagame.«
Hourigan tror derimod, at det mest sandsynlige scenarie er, at USA opsnappede opkaldet og derefter overtalte Annan til at lægge pres på Arbour for at lukke sagen.
»Jeg indser nu, at det var en forfærdelig fejltagelse, for det opkald var ikke sikkert,« siger Michael Hourigan i dag. »Hun og jeg var ikke de eneste på linjen den dag.« Teorien om aflytning tror Lyons ikke på.
Men det er bestemt teknisk muligt, mener Wayne Madsen, en tidligere medarbejder i NSA’s afdeling for kommunikationssikkerhed. Som producent har NSA nemlig hvad der i fagsproget kaldes en ’bagdør’ til STU-III’erne; organisationens teknikere kender krypteringskoden og kan således uden videre afkode samtaler mellem STU-III-telefoner, forklarer Madsen.

Flyet og præsidenten
I september 1999 udnævnes Louise Arbour til canadisk højesteretsdommer og afløses af schweizeren Carla Del Ponte. I et interview med Aktuelt i marts 2000 afslører Del Ponte, at hun kort efter sin tiltrædelse nedsatte et særligt team, der specifikt skal efterforske RPF’s krigsforbrydelser. Og Carla Del Ponte interesserer sig også for terrorangrebet mod Habyarimanas fly, fortæller hun i samme interview. Men dokumenterne om terrorefterforskningen er tilsyneladende forsvundet:
»Jeg har ingen information, ingen dokumenter, intet.«
I stedet er hun begyndt at samarbejde med en fransk anti-terror magistrat – en slags efterforskende dommer – der på foranledning af den afdøde præsident Habyarimanas familie, der opholder sig i eksil i Frankrig, har bedt ham efterforske omstændighederne omkring nedskydningen af flyet. Og Del Ponte vil afvente resultatet af magistratens undersøgelser, før hun tager stilling til, om sagen skal genåbnes, forklarer hun.

Fortiden forsvinder
Men så langt kommer det aldrig. I september 2003 beslutter FN’s Sikkerhedsråd at dele stillingen som chefanklager, der hidtil både har omfattet Rwanda og det tidligere Jugoslavien, op i to: En for hvert land. Del Ponte får den ene, men selv om hun helst vil fortsætte i Rwanda og overlade Jugoslavien til en anden, »fik jeg desværre ikke den luksus at vælge,« forklarer hun i et interview med nonprofit-nyhedstjenesten Hirondelle – og »ja, pres fra Rwanda bidrog«.
I dag har alle travlt med at glemme nedskydningen af det lille Falcon 50:
»Jeg tror ikke, det er vigtigt for de overlevende at finde ud af, hvem der skød flyet ned,« har Washington Post for nylig fået at vide af Emmanuel Ndahiro, en af rådgiverne for præsident Kagame, hvis regering fra i morgen og en uge frem har planlagt at bruge 7,5 millioner dollar på en stribe mindebegivenheder.
»Vi bør hjælpe dem, der er i live – og ikke bekymre os om fortiden.«
Spørger man Louise Arbour til fly-sagen, er talsmanden for den canadiske højesteret instrueret i at sige »ingen kommentarer«.
»Den officielle linje er ingen kommentarer,« lyder det også, da Information ringer til Rwanda-tribunalets talsmand, Roland Amoussouga.
I sidste måned lykkedes det avisen Le Monde at få en kopi af den franske anti-terror magistrats foreløbige rapport, der konkluderer, at RPF stod bag nedskydningen af Habyarimanas fly.
Hvornår den officielle rapport kommer, vides ikke.
Men i krigsforbrydertribunalet venter man heller ikke længere.
Nedskydningen af flyet, sagde den nye chefanklager for Rwanda, gambieren Hassan Bubacar Jallow, på et pressemøde i januar, »er ikke en sag, der er inden for vores jurisdiktion.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu