Læsetid: 3 min.

Orlov med forlov

Alene i porto har det indtil nu kostet seks millioner kroner at afholde østeuropæere fra at tage dansk børnepasningsorlov. To af millionerne er med Arbejdsstyrelsens ord ‘unødvendige’
1. april 2004

Børn koster
Det er Arbejdsmarkedsstyrelsen,« siger stemmen i røret, at det er.
Sammen med hundrede tusinder andre har jeg fået et brev fra Arbejdsmarkedsstyrelsen. I brevet står, at styrelsen har modtaget min erklæring om, at jeg ønsker at bevare muligheden for at holde børnepasningsorlov. Men der står også: »Husk at gemme dette brev som bevis på, at du har tilmeldt dig rettidigt.«
Først skal jeg huske at skrive, at jeg gerne vil fastholde retten til orlov. Og dernæst skal jeg gemme kvitteringen på, at jeg ønsker det. Den kvittering kan blive væk.
– Jeg vil gerne tale med Marie Hansen.
»Marie Hansen?«
– Det er din chef. Hun er direktør i Arbejdsmarkedsstyrelsen og har skrevet et brev til mig.
»Nu er det nok ikke hende selv, der har skrevet det.«
– Hun har ellers skrevet under på det…
Telefonen stilles om.
»Det er X (navnet fjernet af red.).«
X er specialkonsulent. Han understreger, at han ikke udtaler sig om politiske spørgsmål, men kun om faktuelle.
– Hvad sker der når min kvittering bliver væk og jeg alligevel gerne vil holde den børnepasningsorlov, jeg allerede har sagt, jeg gerne vil holde?
»Der sker ikke noget«.

Unødvendig sikring
Det svar kræver en opdatering: Arbejdsmarkedsstyrelsen har først sendt 660.000 breve ud til danskere, der kan holde børnepasningsorlov. Det koster cirka 2,5 millioner kroner alene i porto.
Dernæst har cirka 500.000 danske returneret brevet. Det koster danskerne cirka to millioner kroner i porto. Dernæst sender Arbejdsmarkedsstyrelsen cirka 500.000 breve ud med en kvittering. Det er igen to millioner kroner i porto. Der er altså brugt godt 6,5 millioner kroner alene i porto på at gennemføre en ordning, der skal holde østeuropæerne fra at tage dansk børnepasningsorlov.
– Hvis der ikke sker noget, hvorfor skriver I så, jeg skal gemme den?
»Det er bare fordi… Det er en unødvendig dobbeltsikring. Folk skal have et svar, så de ved, at de er registreret.«
– Østeuropæerne kunne søreme holde meget børnepasningsorlov i Danmark for de her unødvendige portoudgifter hva’?
»Det ved jeg ikke. Det er en politisk beslutning som alle partier, bortset fra Dansk Folkeparti, Enhedslisten og SF, står bag. Det er et politisk flertal, som ønsker at sikre nogle sociale velfærdsordninger mod uhensigtsmæssig udnyttelse i forbindelse med udvidelsen af EU. Det er ikke vendt mod udlændinge på nogen måde,« siger X, der understreger, at en række formelle betingelser også skal være opfyldt – uanset nationalitet.
– Vil det sige, at en polak i dag kan rejse til Danmark med sit barn og holde børnepasningsorlov?
»Nej, det kan de ikke nå. Barnet skal være registreret med cpr-nummer inden for en bestemt periode, og det er for sent,« sgier X.
Så selv om det ikke er vendt mod udlændinge, så kan man konstatere, at det i hvert fald ser ud til at være vendt mod polakkerne.
Sidste frist for at oplyse, at man ønsker at fastholde retten til børnepasningsorlov var i går. Mange har måske glemt det. Men her hjælper ingen kære mor. Heller ikke hvis man er pæredansk. Det strengt faktuelle X slutter snakken med at udvise lidt ægte dansk mangel på tillid:
»Vi vil jo gerne se, hvad du skriver, inden det kommer i avisen. Du har jo prøvet at lokke mig lidt.«
– Lokke. Jeg har da ikke lokket!
»Nej, nej. Ikke lokket, men alligevel. Vi sidder jo bare og snakker. Bare så der ikke er misforståelser. Du har jo vist nogle holdninger. Jeg vil gerne læse det, så der ikke er faktuelle fejl.«
Denne artikel er derfor gennemlæst og godkendt af Arbejdsmarkedsstyrelsen. Helt uden portoudgifter. Vi klarede den på mail. Resultatet var, at medarbejderen ikke ønskede at udtale sig til citat, hvorfor hans navn er fjernet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu