Læsetid: 2 min.

OVERBLIK - KULTUR

3. april 2004


Påske med Picasso
*Blot to måneder efter, at Arken åbnede Picasso – til alle tider, har over 91.000 besøgende indløst billet til udstillingen - og de strømmer stadig til. Arken forventer således, at Picasso-gæst nummer 100.000 vil passere gangbroen til museet i påskedagene. Og for at fremskynde processen, har museet lagt lidt lokkemad ud. Den lykkeligt uvidende billetindløser står nemlig til at vinde en kunstrejse for to til Picassos fødeby Málaga og det netop åbende Museo Picasso, hvorfra Arken har lånt værker til den præsente udstilling. Museets samling på 200 værker er doneret af Picassos svigerdatter og barnebarn, Christine og Bernard Ruiz-Picasso.
msk

Apropos Picasso
*Provinsens ældste kunstnersammenslutning, Den Fynske Forårsudstilling, har i år eksisteret i 75 år.
Det markeres med en jubilæumsudstilling på Fyns Kunstmuseum, der har fernisering i dag.
»Den Fynske Forårsudstilling har haft mange markante medlemmer, blandt dem for eksempel de kendte Fynbo-malere Johannes Larsen og Fritz Syberg. Desuden har kunstnersammenslutningen altid haft øje for at invitere spændende gæsteudstillere. Blandt dem var ingen ringere end Pablo Picasso, som udstillede på forårsudstillingen i Odense i 1951. Han blev dog aldrig medlem af sammenslutningen,« siger forårsudstillingens forretningsfører, direktør Villy Petersen, til Ritzau.
Forårsudstillingen blev stiftet i 1929 for at opruste det fynske kunstliv og fortsatte traditionen fra Fynbo-malerne. 75-års udstillingen strækker sig over hele sommeren og kan beses til 22. august. msk

Vestdansk filmstøtte
*Bestyrelsen i Den Vestdanske Filmpulje har givet økonomisk støtte til 23 filmprojekter, herunder filmatiseringen af Jakob Ejersbos roman Nordkraft samt talent- og netværksarbejdet i det vestdanske filmmiljø.
Puljen, der har et årsbudget på 5,5 millioner kroner, har sekretariat i Århus Filmby og drives for midler fra kommunerne Frederikshavn, Holstebro, Silkeborg, Viborg, og Århus samt Århus Amt og har til formål at støtte filmbranchen i regionen.
Bag filmatiseringen af Nordkraft står Nimbus Film og instruktøren Ole Christian Madsen, der har skrevet manuskriptet i samarbejde med Bo hr. Hansen.
Optagelserne starter i Ålborg og København i disse dage og rollelisten er fortrinsvis besat med jyske skuespillere. Navnene på besætningen offentliggøres om et par uger, oplyser Ritzau. msk

Møde med la poesia
*Søren UIlrik Thomsens har fået et udvalg af sine digte udgivet på det italienske forlag Donzelli under titlen Vivo i Bruno Bernis oversættelse.
Samlingen præsenteres på Det Italienske Kulturinstitut på Gjørlinsvej 11 i Hellerup 5. april kl. 19.30, hvor såvel digteren som oversætteren vil være til stede. msk

Kortest muligt
*Hengivelse Pia Tafdrups romandebut Hengivelsen er solgt til Det Norske Samlaget, som planlægger at udgive romanen i foråret 2005. Det er første gang, at nordmændene udgiver et samlet værk af Tafdrup. Hengivelsen udkommer på dansk 6. april.
*Skandinavisk stemme Efter 20 år som den førende kommercielle radiostation i Danmark eksporteres The Voice nu til Stockholm og Oslo med samme musikkoncept og programformat bortset fra nationale dj’s og en mindre variation på playlisterne. msk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu