Læsetid: 3 min.

OVERBLIK - KULTUR

17. april 2004


Bonniers stryger topsejlet
*For et stykke tid siden skrev Kristian Ditlev Jensen her i avisen en begejstret artikel om det svenske kulturtidsskrift BLM. Det udfyldte, med hovedvægt på litteratur og film, en omfattende anmeldelseafdeling og et livligt, moderne layout, tomrummet efter de store tidsskrifter, der både i Sverige og Danmark gav lys og luft til både dybtgående og underholdende information om den slags. Men nu har udgiveren, det store og rige svenske forlag, Bonniers, besluttet at standse udgivelsen. Pressemeddelelsen, der også er sendt til abonnenterne, begrunder det sådan her: »BLM udkommer i sin nuværende form og med sin nuværende redaktion med sit sidste nummer den 30. marts. Tidsskriftet har fået megen positiv opmærksomhed og god publicitet, både for sin form og for sit indhold. Trods det er det desværre ikke lykkedes for BLM at opfylde forventningerne, når det gælder antallet af abonnenter eller forhåbningerne om en mere udbredt læserkreds, som man havde ved relanceringen. Ledelsen har derfor besluttet at overveje alternative muligheder for tidsskriftets fremtid. I afventen af dette vil udgivelsen blive stillet i bero«. Blandt temaerne i de nærmest kommende numre var en større præsentation af den nyere danske poesi. Peter Laugesen

Alicia Keys på Midtfyn
*Da Det Kgl. Teater for nylig løftede sløret for planerne om en koncert med Alicia Keys 16. juni blev billetterne revet væk. Dem der gik forgæves kan opleve den amerikanske sangfugl, der vil optræde på Midtfyns Festivalen 24. juni.
Andre hovednavne på festivalen inkluderer Cardigans, Air og Blondie.
www.midtfynsfestival.dk msk

Erindringens mosaik
*I dag kl. 17 er der urpremiere på Den Anden Opera & Athelas Sinfionetta Copenhagens erindringsmontage Viktors Golgatha. Historien stammer fra Max Frischs Tagebuch 1966-71, hvorfra Skizze eines Unglücks danner det litterære forlæg. Komponisten Thomas Agerfeldt Olesen har nyoversat teksten til Viktors Golgatha efter en livslang fascination af Frischs forfatterskab.
I forestillingen formidles Viktors erindring både gennem det talte ord, musikken, billede- og filmsekvenser samt rummets visuelle udformning.
Ensemblet består udelukkende af strengeinstrumenter, strygere og lyrer. Viktors historie fortælles og synges af digteren Thomas Krogsbøl.
Forestillingen spiller 19.-23. april kl. 20, 24. april kl. 17 og 26.-30 april kl. 20. www.v-g.biz. msk

Christiania besættes på ny
*Den nu ikke længere så fri stad, fristaden, besættes i dag med skønlitterært satirepoetisk ordgængeri af Folkets Minut. Performancepoeterne Claus Ankersen og Alan Hammerlund får selskab af den svenske komediedigter Per Alvsten. De bakkes op af den afro-brasiliansk inspirerede guitarist Mads Hoff og besættende
beats fra DJ Hamadou.
Det foregår i Christiania-biografen Byens Lys kl. 21.
www.folketsminut.dk msk

’Zatoichi’ bedst i mørket
*I alt 35.086 biografgængere overværede årets NatFilm Festival. Heraf løste 30.426 billet til de 146 københavnske forestillinger alene. Tallet er ca. 4.500 under sidste års besøg, hvilket blandt andet skal ses i lyset af biografen Glorias lukning samt af, at der på grund af manglende politisk støtte i Malmø og Lund blev vist 78 færre forestillinger.
På den baggrund betragter arrangørerne bag festivalen publikumstilgangen som en succes. Festivalens største trækplaster blev Takeshi Kitanos Zatoichi, som blev set af 1.759.
msk

*Udstilling Nordatlantens Brygge i København holder i dag fernisering på filmudstillingen Hverdagsliv og identitet i Nordatlanten, der viser en række nyere film af fiktiv og dokumentarisk karakter, skabt af instruktører fra Grønland, Island og Færøerne.
www.bryggen.dk
*Årets Reumert 2004 Scenekunstens største danske prisuddeling, Åres Reumert, fejres søndag på Det Kgl. Teaters Gamle Scene, og byder på indslag fra den forløbne sæsons teater-, musik-, opera- og danseforestillinger.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her