Læsetid: 4 min.

På sporet af den magiske formel

Prince forsøger – med held – at skabe relevant musik til en stedse mere fragmenteret musikverden, selv om han står stejlt og stolt på sin old school-tilgang til stoffet
17. april 2004

Ny cd
Hvornår begyndte det at gå galt for Prince? Manden, der i 80’erne tilsyneladende intet galt kunne foretage sig – bortset fra et par håbløse lortefilm! – har de sidste 14-15 år haft seriøse problemer med såvel muse som publikum. Først og fremmest i kraft af en stribe inferiøre albums – sammenlignet med dem, han sprøjtede ud i sin storhedstid, i det mindste; thi nogle af dem er faktisk ikke så ringe endda – dernæst på grund af så mange bizarre karrieremanøvrer, at i hvert fald denne signatur har opgivet at holde rede på dem:
Så kan hans seneste album kun fås via hans website, så kan det alligevel fås i nærmeste pladebutik. Så er hans website et sandt rip-off – Prince var nemlig blandt de første, der indså muligheden for at sælge musik ad den vej uden pladeselskabsinterferens – så er samme manna for fanbasen. Så hed han Prince og så hed han hieroglyf (der ifølge Prince udtaltes: Christopher!) og så vist nok The Artist Formerly Known As Prince – og fra årtusindeskiftet hed han Prince igen.

Selvmord med måde
Jow tak – for så vidt man kan tale om kommercielt selvmord hos én, der har solgt i omegnen af 100 millioner enheder, har han gjort, hvad han kunne for at fremstå som en sindsforvirret kontrolfreak med en udpræget sans for at glemme, at publikum ikke vil høre om en kunstners prøvelser før efter han eller hun er død.
Oven i det er han konverteret til Jehovas Vidner, hvilket vi kun på det kraftigste kan advare mod; bare se hvordan det er gået Michael Jackson.
Og så kan det ikke skjules, at hans engang så nyskabende hybrid af rock, pop, funk og soul nu om stunder kan lyde noget gammeldags i forhold til meget af den heftige funk-futurisme, der stortrives inden for R&B og hiphop; på Musicology’s titelnummer namedropper han således Earth, Wind & Fire, James Brown, Sly & The Family Stone, Chuck D (Public Enemy) og Jam Master Jay (Run-DMC).
Og selv om han både er eklektiker af Guds nåde og crossover-kunstner i stor stil, er hans afsæt i udpræget grad USA’s sorte tradition, især som den lød i 70’erne. Men Prince-drengen hægtede sig af udviklingen, da gangsta-rappen gik sit sejrstog omkring 1990, thi selv om han er en Ladies Man til benet og nok den mest erotisk orienterede mainstream-kunstner ever, deler han på ingen måde gangsta-rappernes infantile misogyni (han har sgu aldrig måttet ty til alfonseri for at få fedtet rotten), voldsfascination eller flade, endimensionelle udsyn.
Tværtimod er der noget befriende altfavnende og fordomsfrit ved Prince, når han er bedst, og hans kærlighed til det smukke køn er netop dét, uden fortyndingsmidler. Han nægter blot at adskille det fysiske, psykiske og spirituelle (hvilket gør ham endog særdeles uegnet som Vidne for Jehova, men lad det ligge). Derimod kan det undre, at han ikke har ladet sig inspirere af det seneste ti-års mange blændende R&B-hits, der jo i høj grad også cirkler om Kødets Lyst, men han har valgt at holde fast i den metode, der i perioden 1984-1992 gjorde ham til Klodens sejeste populærkunstner.
Men trods alle forbehold er der faktisk seriøst meget at komme efter på Musicology, thi her fungerer metoden, som altid efter devisen »produced, arranged, composed and per4med by Prince«, natürlich.
Med lige lidt hjælp fra en trommeslager her og en saxofonist der. Men før vi får pisket en stemning op: Er der noget nyt under solen på skiven dér? Nej, nej og atter nej, svarede retorikeren. Alt er for så vidt ved det gamle – bare bedre!

Nærvær og nosser
Der er hammer på, nærvær, (fløjlsbløde) nosser, instrumentale indsatser deluxe, funk en masse og et mylder af gode sange. Er man gammel nok til at huske Prinsens Storhedstid, er det lige før man tiltes bagover af nostalgi efter en tid, der faktisk var ret rådden, men så heller ikke værre; speeden og sprutten flød, og pigerne tog ikke aids-truslen så alvorligt, at det ligefrem gjorde noget, mens USSR selvdestruerede i Afghanistans bjergegne.
Er man derimod så ung, at Prince virker lige så eksotisk og altmodisch som Duke Ellington og The Beatles, er det virkelig en messe være værd at tjekke Musicology, der viser Prinsen fra hans absolut bedste og ofte allermest funky side.
Nogle af sangene er heftigt puffende lige-i-fjæset-udladninger, der ville kunne få et grundfjeld til at rocke, mens andre er uhyrligt intrikate – lyt f.eks. til den åndeløse »What DoU Want Me 2 Do?« eller den uhørt ambitiøse »Illusion, Coma, Pimp & Circumstance«.
Har man forlængst afskrevet Prince, gør man klogt i at erindre sig den udødelige sentens, der vist nok refererer til opera, men som snildt kan overføres til alle livets forhold: »It ain’t over ‘til the fat lady sings!« Kan et så endimensionelt rockband som The Cure pludselig vækkes fra de døde og tildeles gudestatus, var det måske på tide at få The Minneapolis Midget op på piedestalen igen. Hvorom alting er: Musicology holder. Længere er den såmænd ikke.

*Prince: Musicology (NPG Records/Sony) Producer: Prince
*www.NPGMusicClub.com Udkommer mandag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her