Læsetid: 4 min.

Det post-kommunistiske servicebegreb

Det gængse tjekkiske service-niveau gør det mere end vanskeligt at holde sig fra de store multinationale supermarkedskæder med ditto kundepolitik
3. april 2004

Prag
Som dansker har jeg altid følt mig rimelig vaccineret mod dårlig service. Kassedamer, der sender bebrejdende blikke, fordi man har glemt at veje to auberginer eller med en særlig fyndig voldsomhed maser ens varer sammen på kassebåndet, fordi man ikke har været helt hurtig nok med nedpakningen. Alt sammen oplevelser, der er med til at hærde en mod uforskammede ekspedienter.
Troede jeg. Indtil jeg stiftede bekendtskab med det post-kommunistiske service-begreb. Eller mangel på samme. Jeg er efterhånden vant til ordvekslinger som: Mig: »Undskyld mig, har de lammekød?« Slagter-ekspedient: »Kan De måske se noget? Vi har hvad vi har!« At man kun kan få hakket kød to gange om ugen, selv om hakkemaskinen står frit fremme i butikken, er jeg også holdt op med at hidse mig op over. Det er som regel spild af god energi. Men denne uge blev det alligevel for meget:
Det er formiddag og jeg er på vej hjem fra formning med mine to børn på fem og to år og slår et smut forbi en italiensk restaurant for at bestille bord til samme aften. De tager imod bestillingen og vi går ud på fortovet for at fortsætte over til den lokale købmand på hjørnet. Ude af restauranten får min søn imidlertid den idé, at han vil spise frokost på den italienske restaurant. Han vil med andre ord ikke med hjem, ikke over vejen, ikke gå, ikke stå, ikke sidde i klapvogn. Han vil ingenting. Udover at stå på fortovet og skrige. Højt og gennemtrængende.
Dårlig idé, synes mor og forklarer først pædagogisk, at nu skal vi hjem, og så skal vi spise deeeejlig mad med skinke og ost. Og ih og åh, hvor bliver det bare sjovt. Da det ikke virker efter hensigten, tager jeg et resolut tag i sønnikes arm og trækker ham over gaden, ind i købmandsbutikken. Drengen har et anfald af trods – det en moderne børnepsykolog vil kalde selvstændighed – fint nok, men købes ind skal der.
Jeg fylder varer i kurven og ignorerer bevidst min søns nu aftagende gråd. Vel fremme ved kassen smiler jeg lettere undskyldende til kassedamen. En sammensunken ældre dame med nedbidte negle og fedtet hår. Hun gengælder ikke smilet, men vender sig mod min søn, der ligger på gulvet og snøfter.
»Hold så op med det skrigeri. Der må ikke skriges i denne butik!,« kommer det vredt fra hende.
Måske prøver hun at hjælpe mig med at få ham til at tie stille, tænker jeg. Tjekkisk børneopdragelse er måske ikke i tråd med Det kompetente Barn, men hvem ved, hun har sikkert haft det hårdt som barn og al den slags.
»Han er bare sur, fordi han ikke må få det, han gerne vil have. Sådan er børn jo«, siger jeg forsonende.
Kassedamen himler med øjnene og slår demonstrativt priserne ind på kasseapparatet, mens hun mumler surt for sig selv. Pludselig kigger hun op fra tasterne.
»De må simpelthen se at få lidt styr på de unger og opdrage dem ordentligt. De gør jo nøjagtig som det passer dem. Ja og så bliver det 545 tak.«

Jeg er helt fortumlet over denne overhaling, men er helt mundlam. Fumler i stedet med pengene, undgår øjenkontakt og får betalt. Hiver ungerne i armene og bakser mig hen mod døren. Først da jeg er halvvejs ude, kommer vreden. Hvad fanden bilder hun sig ind. Den lille, latterlige, nævenyttige, småfacistoide nar.
»Du mener måske, at jeg burde slå mine børn. Men det kommer jeg aldrig til, at De ved det,« får jeg råbt fra døråbningen med dirrende stemme.
Ungerne er i mellemtiden faldet helt til ro, forbløffede over de voksnes skrigeri, så mens jeg bander indædt for mig selv og kommer i tanke om alle de intelligente perfiditeter, jeg burde have sagt, går jeg videre hen til skomageren for at hente mine støvler.
»Har du sedlen?«, spørger skomageren, selvom jeg har beskrevet den knækkede hæl og peget på de lange, lyse støvler i reolen bag ham.
Jeg orker ikke flere scener og vælger den defensive strategi. Forklarer brødbetynget, at den lille lap, hvor der står nr.68 på, er bortkommet. Men at jeg skam har ledt i dagevis og er meget bedrøvet. Om han ikke kan huske mig fra forleden?
»Det har intet med sagen at gøre. Du tror måske, at når du får en seddel, så kan du bare smide den væk, som det passer dig?« Jeg er ikke længere en kunde i en butik, men en anklaget under forhør.
Nu vil jeg bare gerne hjem til den deeeejlige skinke og ostemad, så jeg stikker halen længere mellem benene og lover bod og bedring. Men tilføjer alligevel, at det jo trods alt bare er et stykke papir og så længe vi er enige om, at det er mine støvler, så går det vel nok, alt sammen. Blink, blink.
»Det er ikke bare et stykke papir. Det er et bevis. Den seddel har samme værdi som et pas«, brøler han ind i mit ansigt, mens han klasker støvlerne på disken, drejer om på hælen og forsvinder ind i sit værksted.
Vel hjemme i lejligheden spiser vi skinke og ost. Og jeg sværger for mig selv, at jeg fra nu af vil boykotte de lokale og kun købe ind i store, ucharmerende, ansigtsløse, multinationale supermarkedskæder. Med service-kurser for de ansatte.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her