Elektronisk festival
På plakaten ses to adrenalinpumpede ambulanceførere stæsende ned gennem gangen i en koldt belyst hospitalskælder. Foran sig skubber de en opredt seng på rullehjul, og den mest desperat udseende af de to ungersvende stirrer med øjenæble og Tex Avery-løftet bryn på patientens drop, som han holder op foran sig. Scenen er som revet ud af von Triers tv-thriller, Riget.
Patienten er da heller ikke meget mindre aparte end Lillebror eller Fru Drusse faktisk er det en blokfløjte, som vrider sig på sygesengens kliniske lingeri.
Budskabet er lige så klart, som det er frækt. De gamle instrumenter er døende og behøver mindst et elektrisk stød for at få liv i skalaerne igen.
Den slags er RADAR-festivalen, som plakaten reklamerer for, leveringsdygtig i.
»96 timers elektronisk kunst og musik,« lover arrangørerne, og det er faktisk en hel del i underkanten af, hvad de i virkeligheden kan holde.
For det samlede antal timer, som går med festivalens to hovedkunstarter samt teknologi, performance, film og ord omkring på scener, gallerier og åbne pladser i byens rum, er langt højere. I sit tredje år er landets eneste rendyrkede elektroniske festival ved at vokse sig stor. Måske ikke ligefrem så den matcher forbilledet Sonar i Barcelona, men stor nok til præge København mellem torsdag og søndag primo april:
»Vi arrangerer den her festival, fordi elektronikken dominerer vor tids kunstmedier. En voksende del af den yngre befolkning føler sig tættere knyttet til den elektroniske musik end nogen anden udtryksform. I virkeligheden føler de sig nærmere fremmedgjort af den traditionelle musik,« vurderer RADARs koordinator, Eva Friis.
RADAR kom til verden i 2002 som et initiativ fra spillestedet Vega på Vesterbro og Roskilde Festival. Efter i en årrække at have forsøgt at skabe et elektronisk miljø på sommerfestivalen, hvor det er svært at skabe troværdige vilkår for den elektroniske kunst.
Opgør med klichéen
Eva Friis håber, at RADAR kan være med til at udvide københavnernes horisont. De elektroniske udtryksformer er i virkeligheden slet ikke så elitære og indviede projekter, som de nemt får ry og rygte for: »Årets RADAR har fået en større bredde, og i programmet gør vi i det hele taget op med det snævre begreb, som normalt indkredser elektronisk musik og kunst,« siger Eva Friis.
Hun fremhæver, at RADARs koncerter med navne som Lamb, Blue Foundation og Nobody Beats the Beats sprænger genrekonventionerne med deres crossover-anvendelse af beats, instrumenter, vokaler og samplinger. Med disse navne på plakaten skulle selv udenforstående forstå, at electronicakunstnerne er andre end den arketypiske programmørnørd, som på en ditto nøgen scene står og masturberer ind i sin opslåede laptop, mens publikummet (for)stenet kigger på gennem hornbrillen.
Undervejs i de fire dage vil RADAR også gøre et nummer ud af at lade de elektroniske kunstnere komme i direkte dialog med deres publikum. Eksempelvis møder svenske Staffan Mossenmark op og forklarer sin teknikker, inspirationer og motivationer for interesserede på Vegas Ideal Bar søndag kl. 13. Dagen forinden, kl. 14, har hans teknologisk avancerede koncert Wroom, der er komponeret til og for 100 Harley Davidson-motorcykler spillet for fuld udblæsning på Rådhuspladsen i København.
RADAR-programmet er i det hele taget en voldsom sag, og nysgerrige opfordres hermed til selv at se nærmere på det omfattende program, som også byder på en række musikfilm i samarbejde med Natfilmfestivalen. Bl.a. aftenens verdenspremiere på dokumentaren Mixtape Inc., der handler om den voksende demoindustri i hiphoppen, hvor ikke mindst etablerede rappere og djs sender undergrundsmateriale på gaden i linde strømme.
nwww.visitradar.com
