Læsetid: 8 min.

Den radikale komet

Der er et før og et efter Hilmar Baunsgaard i Det Radikale Venstre. Han er den eneste af partiets ledere, der fik – eller ønskede – rollen som alternativ til den socialdemokratiske statsministerkandidat. Projektet lykkedes. Højt blev han løftet med 27 mandater fra 1968-71, og dybt skulle det falde til bare seks folketingsmedlemmer i 1977.
13. april 2004

På seks år

Hilmar Baunsgaard
Der skulle gå 25 år, efter at Hilmar Baunsgaard blev chef for R-K-V-regeringen i 1968, og til socialdemokrater og radikale atter fandt sammen i regering i 1993.
Hvad skete der dog? Hvem var han, Hilmar Baunsgaard, som de
alle troede at kende, men som næsten ingen kom tæt på?
Han var manden, der med sin type og person passede ind i sin tid. Han havde vælgertække, kunne lytte sig ind på det, der rørte sig i folkehavet, og han appellerede til funktionærerne, der var tidens stærkt voksende befolkningsgruppe. Men opportunist var manden ikke.
Han var en fuldstændig anden type end sine forgængere i radikalt lederskab. Ikke en Bertel Dahlgaard, økonomen fra det Sallingland med højskolepåvirkning, ikke en Jørgen Jørgensen, en folkelig grundtvigianer, og fuldstændig forskellig fra partiets første generation, Zahle, Munch, Rode, Brandes.
Lagerforvaltersønnen fra Slagelse blev kommis og derefter forretningsfører i Købmændenes Indkøbsforening HOKI i Odense. Der var han i 14 år, men han var ikke blevet konservativ i det konservative miljø, han var fuldblods radikaler og brugte al fritid som formand for RU i Præstø Amt, i Maribo Amt, for Fyns Stifts Radikale Ungdom for fra 1948-51 at blive landsformand. Læg vel mærke til: Altid formand. Et ledertalent tegner sig tidligt i et menneskes liv.
Går man rundt om manden, får man også øjnene op for det, han ikke var. Han var ikke student og kom ikke på universitetet som storebroderen Bernhard, og det gav komplekser og problemer. Han var ikke højskolemenneske, havde så vidt vides ingen kirkelig interesse. Det var en snæver ramme, han udvikledes indenfor. Når han afstressede, var det med en tur i biografen for at se cowboyfilm. Senere blev golfspillet det foretrukne.
Han var genkendelig for den store funktionærgruppe, der buldrede frem i 1950’erne og 60’erne og hos folk i det mindre og middelstore erhvervsliv.
Karl Skytte havde dét, som Hilmar Baunsgaard ikke havde, dét, som husmænd, højskolefolk og lærere var optaget af, og de to kom aldrig til at danne makkerpar som Jørgen Jørgensen og Bertel Dahlgaard. De var grundforskellige, og deres skæbner førte dem fra hinanden, ikke mod hinanden.
Karl Skytte præsenterede kontinuiteten i Det Radikale Venstre. Hilmar Baunsgaard gik nye veje og byggede oven på den socialliberalisme, Bertel Dahlgaard havde udviklet i fyrrerne, og psykologisk passede han til De Konservatives Poul Sørensen og ikke til Jens Otto Krag.
Hilmar Baunsgaard er kometen i Det Radikale Venstres historie. Han var elsket af vælgerne, han magtede med imponerende talent at bruge fjernsynet, og det i en tid, da alle danskere kun havde én kanal at se.
Jeg har siddet i filmstudiet, når den radikale valgfilm til tv blev fremstillet, og set, med hvilken koncentration han formede enkle sætninger, alle forstod, altid meget velforberedt. Han fastholdt medarbejderne i processen i en beundring, ja fascination af Hilmar.
Han havde karisma, og han vidste, at hans kredsformand, skomager Juncher i Harndrup, skulle se filmen og erklære sig tilfreds. Først da var Hilmar tryg og sagde: »Kør.«
I folketingssalen, hvor Middelfartkredsen placerede ham i 1957, fik han hurtigt fodfæste, og der var opgaver nok. Den lille gruppe, der leverede ministre til trekantregeringen, gav mulighed for, at Hilmar Baunsgaard hurtigt blev et navn, man lagde mærke til.
Hans indstilling til samarbejdet med Socialdemokraterne var reserveret. Han talte om socialliberalismen som den tredje retning ved siden af Socialdemokratiet og V-K. Men han befandt sig godt ved ikke at være i regering med H.C. Hansen, Krag og Kampmann. Han var hverken arbejder eller cand.polit. Han var kommis’en, der ikke identificerede sig med arbejdernes repræsentanter; men han var altså
ikke konservativ.
Jeg har kendt både Krag og Baunsgaard, og jeg vil påstå, at det var naturforskelligheden, der ødelagde klimaet mellem socialdemokrater og radikale. Psykologien er i politik den voldsomme kraft, der ændrer strømmene i floddeltaet. Krag var polit. og boheme, Baunsgaard ingen af delene. De irriterede hinanden.
Til gengæld var der en politiker, Hilmar Baunsgaard følte sig helt på bølgelængde med, nemlig den konservative strateg og generalsekretær Poul Sørensen. De havde realeksamen, var opvokset i sjællandske provinsbyer – Poul Sørensen i Roskilde – der var en forudgiven tryghed og indbyrdes forståelse mellem dem. Det gjorde Hilmar Baunsgaard til landets tredje radikale statsminister.
Poul Sørensen og Hilmar Baunsgaard havde en afstand til intellektuelle kredse, var ikke kirkeligt aktive og havde ikke højskolen i deres bagage.
Hvad så med Venstre? Poul Hartling, som nu var Venstres leder, skulle profilere sig, men henvendte sig til helt andre befolkningsgrupper end Baunsgaard. De to, Poul Hartling og Hilmar Baunsgaard, kom aldrig til at forstå hinanden, fordi deres livsverdener var helt forskellige.
Præsten, seminarierektoren, københavneren Poul Hartling, hvis udgangspunkt var det kirkelige liv og teologi og læreruddannelse, var et viljestærkt menneske med stor magtglæde, og han ville være statsminister, som Venstre-høvdinger normalt er blevet det. Men Hilmar Baunsgaard ville det anderledes.
Da det røde kabinet med flertal af socialdemokrater og SF blev et resultat af valget i 1966, hvor De Radikale vandt tre mandater, tændte gnisten i Baunsgaards taktisk politiske univers. Vejen til Socialdemokratiet, som Baunsgaard for enhver pris ville undgå på grund af Jens Otto Krag, var nu spærret. Andre vidder åbnede sig, men der skulle gås stille frem. Radikale kernevælgere er ikke sædvanligt borgerlige og bindes nødigt til V og K. Baunsgaard kendte sin politiske mark, men han dyrkede kontakten med Poul Sørensen. Som det lukkede menneske, han var, røbede han aldrig, hvad han talte med Poul Sørensen om på tomandshånd.
A.C. Normann havde – som også påvist af Søren Mørch i bogen om de 24 statsministre – over for Poul Sørensen påpeget, at de radikale ikke ville acceptere en konservativ stats- eller udenrigsminister. De konservative ønskede til gengæld ikke Hartling som regeringsleder. Hilmar Baunsgaard kunne Poul Sørensen godtage, selv om han få år før havde set det som sin hovedopgave at udrydde de radikale.
Det røde kabinet blev en fiasko. SF har aldrig været i stand til at bære hverdagens slid med kompromiser endsige påtage sig regeringsansvar. SF brækkede over, og VS blev en realitet. Aldrig har Hilmar Baunsgaard følt større politisk fryd end i 1967 og ’68, da han så, Krag kørte i sænk. På landsmøder og radikale hovedbestyrelsesmøder fejrede Hilmar Baunsgaard store triumfer, og man kunne se, at tillidsmandskorpset i partiet begyndte at ændre sig: Husmændene blev gamle, nu gik unge funktionærer ranke til bordene. Baunsgaard gjort sin virkning.
Det næste år fra 22. november 1966 til det nye folketingsvalg den 23. januar 1968 viste et nedslidt socialdemokrati og tre års succeshistorie for de radikale, at Hilmar Baunsgaard-radikalismen kunne tage sin begyndelse.
Karl Skytte var gledet i anden række, og han sad tavs. Begejstringen for Baunsgaard førte til en for ukritisk bedømmelse af, hvad manden rummede, hvem de nye medlemmer i partiet var, og hvor alt dette ville bære hen.
Valgaftenen i det radikale partiværelse den 23. januar 1968. Euforisk var stemningen, Hilmar Baunsgaard voksede den aften til en størrelse, ingen radikal leder før eller siden har kunnet måle sig med. Landsfaderen i svøb, glædens slør kastedes over alle små betænkeligheder ved dette: Hvad nu? Partisekretær S. Bjørn Hansen havde ikke tobak nok til piben, men munden var lukket på alle, der kendte til den lille uro over, hvad dette førte med sig på længere sigt.
Hilmar Baunsgaard blev statsminister for en R-V-K-regering, fordi han sad med gevinsten, og Hartling måtte nøjes med udenrigsministerposten. Hans glæde var blandet med jalousiens giftstof; men Poul Sørensen var på plads i indenrigsministeriet.
Det blev ikke den bedste regering, Danmark har set. Forskellen i partiprogrammer og psykologisk ubalance mellem lederne svækkede dens indsats. Søren Mørch har ret i, at vanskeligheden var, at den indkomstpolitik, Krag-regeringen var faldet på, var den bedste, og den nye regering måtte vælge ’den næstbedste løsning’. Men han ikke ret i, at Hilmar Baunsgaard ikke var »den flinke og skikkelige mand«, som Søren Mørch karakteriserer ham. På de indre linier – jeg var partiets næstformand i regeringsårene – var han bestemt hverken flink eller skikkelig. Han havde et voldsomt temperament og kunne ikke glemme, når nogen kom ham på tværs, kunne være studs og ruge over tingene. Åben var han langtfra.
På ét punkt fulgte Hilmar Baunsgaard sit ægte radikale hjerte – og bror Bernhard pressede på – nemlig ved at få ophævet forbudet mod billedpornografi, legalisere prostitutionen og lempe loven om svangerskabsafbrydelse. Det var ikke »en flink og skikkelig« statsminister, der fik den fornemme konservative justitsminister, Knud Thestrup, valgt i Vestjylland af mange missionsfolk, og præsten Poul Hartling på plads. Hilmar Baunsgaard kom de radikale radikale i folketingsgruppen i møde. Således den stærke københavnerradikale Else-Merete Ross, der også var den første folketingspolitiker, der kæmpede for registreret partnerskab for homoseksuelle, og den tungtvejende socialpolitiker Grethe Philip, der ikke havde ønsket at blive medlem af en regering sammen med Venstre og konservative. Man overser ofte, at i visse spørgsmål – det gælder også retspolitikken – er Det Radikale Venstre det mest kompromisløse parti, vi har.
Hilmar Baunsgaard var ikke konfliktsky men realitetspolitiker, og han sad som radikal statsminister på 27 radikale mandater men på ’lånte’ stemmer. Mange i hovedbestyrelse og folketingsgruppe var ikke trygge ved, hvad der ville ske, når statsministertiden var omme.
De radikale radikale, altså de, som ikke var tilfreds med regeringssamarbejdet, var foreløbig bragt til tavshed af Baunsgaards folk. »Hvem kan I takke for, at I er blevet valgt,« lød det til dem. Statsministeren udviklede en overfølsomhed over for kritik; de, der ikke var enige med ham i partiet, havde ikke let spil. Der dannedes et officielt ’radikalt’ venstre, nemlig det, han ledede, og et ’uofficielt’, som spurgte: ’Når tilbagegangen sætter ind, er vi så blevet et andet parti?’
Den værste dag i Hilmar Baunsgaards statsministertid var den 29. juni 1969, da Poul Sørensen segnede. Indenrigsministerposten med vægten af store problemer med kommunalreformen sled ham op. Jeg spiste frokost med Hilmar Baunsgaard dagen efter, at Poul Sørensen var død. Han var dybt berørt. Det var tydeligt, at hans tryghedspunkt i regeringen var borte. »Nu bristede strengen i min regering,« sagde ham. Det lød melodramatisk, men det var med viden om, at hans mest fortrolige i ministerkredsen uden for de radikale, ikke var mere.
Hilmar Baunsgaard kunne i sådanne øjeblikke lukke sig inde med et tungt sind. Han er det mest tillukkede menneske, jeg har samarbejdet tæt med.
Senere kom problemer med finansminister Poul Møller, der brød sammen fysisk og psykisk ved Glistrups fremtræden og over kildeskattesagen.
Valget den 21. spetember 1971, fire måneder før fireårs-perioden sluttede, gav Det Radikale Venstre uændret 27 mandater, statsministereffekten virkede, men de konservative tabte seks, Venstre fire, flertallet var blæst bort.
Den tidligere statsminister blev formand for Det Radikale Venstres folketingsgruppe, og nu begyndte hans nedtur. Sammenholdet i den radikale folketingsgruppe var brudt.

*Resten af kapitlet om Hilmar Baunsgaard kan læses i Asger Baunsbak-Jensens nye bog ’Radikale profiler’, der blev anmeldt 10. apr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu