Læsetid: 4 min.

Radio imod de store fede idioter

Komikeren Al Franken vil skabe en liberal modvægt til de ildsprudlende, konservative radio talkshows, der totalt dominerer æteren i USA. De konservative er flade af grin
3. april 2004

New York
Efter i årevis at have vrænget ad radioens talkshows som en losseplads af gamle, fede, racistiske, vrede, fladpandede, hvide mænd, vil USA’s venstreorienterede nu have en del af kagen.
»Så er Air Amerika i luften,« tordner den 52-årige komiker, Al Franken, der er kendt fra Saturday Night Live og for sin politiske satire i bestsellerne Rush Limbaugh er en stor, fed idiot og Løgne og de løgnagtige løgnere, der fortæller dem – et fair og balanceret kig på Amerikas højre.
»Vi sender fra en bunker 3.500 fod under Dick Cheneys bunker,« byder Franken publikum velkommen på sin første dag som vært i the »O’Franken Factor«, et liberalt radio talkshow, der skal stoppe den konservative retorik tilbage i kæften på værter som Rush Limbaugh, G. Gordon Liddy, Oliver North, Sean Hannity og Bill O’Reilly.
Showet begyndte onsdag middag i denne uge på radiostationer i Los Angeles, Chicago og New York, mens resten af USA indtil videre må nøjes med at lytte over internettet.
Stationen er en gammel venstreorienteret drøm om at organisere og mobilisere græsrødderne i byen og især dem ude på bøh-landet, som de konservative talkshows har gjort det siden sidst i 80’erne og specielt under Bill Clinton.
Mange har forsøgt før Franken og slået fejl. Og odds ser ikke meget bedre ud for Air America.
Al Franken har eksempelvis kun skrevet en et-års kontrakt med radioen og indrømmer åbent, at det ikke ville bedrøve ham, hvis showet slutter med at få en demokrat valgt til præsident.
»Radio-eksperimentet ville være en total fiasko, hvis Bush bliver genvalgt,« siger han.
Men for at nå dertil, for at slå Bush, må Franken først slå Rush og hans 15 millioner daglige lyttere – med et budget på sølle 20 millioner dollar og en meget optimistisk forventning om at give overskud i løbet af fire år.

Man kan ikke sige, at den startopstilling har fået de konservative talkshow-værter og deres chefer til at famle efter de beroligende piller (med Rush Limbaugh som en mulig undtagelse). De er flade af grin over, at en sofistikeret, vidende mand som Franken tror, at han kan stille sober radiodebat op mod ensporede, ideologiske korstog mod alt u-konservativt.
Franken er for nuanceret og for dårligt financieret, siger de – og det er frygtelige ulemper, hvis man vil have det amerikanske folk i tale over radioen.
I kommerciel radio handler det om at skrabe lyttere til sig, så annoncørerne gider betale for reklamer. Sådan tjener medier penge, uanset hvem lytterne stemmer på.
Konservative talkshows produceres der 300 timer af om dagen. Rush Limbaugh sendes på 600 stationer.
Som Limbaugh svang sig til berømmelse og indflydelse ved at tappe vreden og frustrationen over Bill Clinton, har komikeren og satirikeren Al Franken brugt de konservative talkshow. Hans indtog på scenen som sjov kommentator begyndte i 1996 med bogen Rush Limbaugh er en stor, fed idiot, der lå på New York Times bestsellerliste i 23 uger. De to har aldrig mødt hinanden eller talt sammen, men Al Franken truede inden sin debut onsdag med, at han ville ringe og bede Rush om et godt råd om at lave radio.
Enhver, der har hørt Limbaugh ved, at hans show er tre-timers enetale og vrede lyttere, der ringer ind og giver ham ret. Franken indrømmede dog efter sit eget show, at »Rush får det til at se let ud, men det er faktisk en barsk opgave at holde et show i kog i tre timer«.
Iagttagere peger også på, at Limbaughs radio-format, en retorisk tsunami af velformuleret, vred og besnærende konservativ ideologi, simpelthen er en fremragende bærebølge – en stil, der fanger lytterne, fordi den tvinger dem til at tage stilling.
Franken har også fået en en del omtale ud af at jagte konservative Fox News’ Bill O’Reilly. Demokraterne ser Fox News som en højreorienteret propagandamaskine, og Bill O’Reilly som den mest aggressive bannerfører.
Ved en bogmesse i Los Angeles sidste år, foran 700 bogentusiaster og journalister, afbrød Franken Bill O’Reillys præsentation af sin nye bog med et frontalt angreb på O’Reillys troværdighed.
Franken råbte op om unøjagtigheder i O’Reillys fortællinger om sin fattige opvækst og nød specielt at korrekse O’Reilly for sin omtale af journalistiske priser, som hans tidligere show Inside Edition vandt.
»Synes du ikke det er tankevækkende, at du begik en fejl netop med hensyn til den journalistiske pris, du vandt,« spurgte Franken drillende. Og trak så sin egen bog Løgne... frem med et stort billede af O’Reilly på forsiden.
Ligheden mellem hans show, the O’Reilly Factor, og Frankens the O’Franken Factor er heller ikke tilfældig.
»Det er for at genere og irritere Bill O’Reilly,« siger Franken.

*The O’Franken Factor, hverdage 12.00 - 3pm EDT (18.00 - 21.00 dansk tid)
Sendes live paa internettet: http://www.airamericaradio.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu