Læsetid: 2 min.

Regional fornuft og følelse

De små kommuner ude vestpå vil og kan selv. En kyst-til-kyst region er heller ikke populær, for man er for forskellig fra dem på den anden side af højderyggen. Der er noget om snakken, siger etnologer: men det meste er bare snak.
29. april 2004

Regionerne
Motorvejen mellem Århus og Herning kommer til at krydse den jyske højderyg. Fra øst bevæger man sig fra et rimeligt anonymt østjysk terræn med mindre skove og lunde, over den skovbeklædte Silkeborgegn med bøgetræer på spring til det flade åbne land med barsk vind og stride hedeplanter.
Men det er ikke kun naturen, der ændrer sig, når man passerer den jyske højderyg. I forbindelse med kommunalreformen har borgmestre og andre aktører argumenteret imod en kyst-til-kyst-region, blandt andet fordi mentalitetsforskelle kunne give problemer.
Især de vestjyske kommuner har modsat sig.
Et eksempel på det indgroede behov for selvbestemmelse, mener Ellen Damgaard, der er etnolog og museumsinspektør på Lemvig Museum.
Hun har forsøgt at afdække den særlige vestjyske karakter:
»Vestjyden er flittig og selvbestemmende, og der er en vis ydmyghed over for de større kræfter. Det er særligt naturen – altså havet – og ikke de offentlige myndigheder,« siger hun.
Kommuner som Holmsland og Thyborøn-Harboøre med omkring 5.000 indbyggere har under hele strukturdebatten fastholdt, at de vil være selvstændige. Det overrasker ikke Ellen Damgaard:
»Jo længere ud vestpå, man kommer jo stærkere er den vestjyske selvopfattelse.«
At dele skæbne i udkanten af Danmark ser Ellen Damgaard som det, der naturligt får kommuner til at finde sammen. Som for eksempel Thisted og Hanstholm:
»Her er man vant til at opfatte sig selv som yderområde og mentaliteten blandt borgerne har derfor det samme udgangspunkt,« siger hun.

Selvopfattelse
Forskellen mellem vestjyder og østjyder er dog svær at sætte ord på, muligvis fordi østjyderne ikke har en definition af sig selv:
»Østjyderne har ikke en særlig stærk selvopfattelse, hvorimod vestjyderne, jo nærmest er uforskammet glade for sig selv,« siger Ellen Damgaard.
Selvopfattelse er, hvad direktør for Dansk Folkemindesamling og etnolog Palle Ove Christiansen mener, det hele handler om:
»Vestjyder har ikke nogen bagstopper, når de skal beskrive sig selv, men det holder ikke altid vand. De kan for eksempel godt lide at kalde sig selv ærlige, men det tror jeg ikke er andres opfattelse, hvis de lige er blevet snydt af en brugtvognsforhandler,« siger han.
Folk er ikke så homogene, som det bliver påstået, fortæller Palle Ove Christiansen, men derfor mener han ikke, at man skal afvise argumentet:
»Vestjyderne har på grund af geografisk placering udviklet nogle kompentencer inden for handel, og der er en speciel iværksættermentalitet. Derfor tænker vestjyder om sig selv, at de er arbejdssomme og selvstændige. Vi skal respektere, at folk opfatter sig som anderledes, men vi behøver jo ikke sluge hele krogen,« siger Palle Ove Christiansen.
Han mener, at et professionelt samarbejde på tværs af den jyske højderyg sagtens kan fungere.
»De borgere, der påstår andet taler ud fra følelser og fordomme og skal bare trykkes lidt på maven,« siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her