Læsetid: 4 min.

Retten får en anden lyd

Trofaste radiolyttere har enkelte holdepunkter: ’Giro 413’, ’De ringer, vi spiller’ – og ’Ret & Pligt’. 10. maj får Ret&Pligt en ny stemme ved mikrofonen: Den 44-årige socialrådgiver Susanne Lyngsø
30. april 2004

Fra den 10. maj hedder det ikke længere ’God dag’, når De mandag mellem 14 og 14.30 åbner for radioprogrammet Ret & Pligt, men: ’Velkommen til Ret & Pligt’.
Ellers ligner programmet foreløbig sig selv gennem 54 år. Det består fortsat af spørgsmål fra lytterne, som besvares med råd og dåd fra den fagkyndige programvært: Her henvender man sig, når man ikke kan hitte rede i paragrafferne; når konen vil skilles, man har hårdt brug for en bolig om en måned, men ikke selv har råd til at købe én – eller måske vil vide, om man kan sige nej til aktivering. I de senere år har spørgsmålene dog især haft en profil i retning af pension, plejehjemspladser og revalidering – muligvis som en afspejling af en høj aldersprofil blandt de spørgende lyttere.
Men yngre lyttere må ifølge P1’s aktuelle målsætning om at få et fastere greb om også i de 30-50-åriges ører også meget gerne lukke op for radioen. Centralt i målgruppen er Susanne Lyngsø på 44 år, kun den tredje vært i programmets lange levetid. Hun efterfølger Hanne Reintoft, der sad ved mikrofonen i 28 år, og som i 1976 igen afløste programmets stifter, Lena Vedel-Petersen.
Susanne Lyngsø går til arbejdet med stor respekt for forgængerne – dog uden at være skræmt:
»Programmet er person-båret, og for at give det autoritet må jeg tro på det.«
Ret & Pligt bliver anderledes, alene fordi hun er en anden og tilhører en yngre generation:
»Jeg synes ikke, det er forbudt at grine, selv om man beskæftiger sig med socialt arbejde,« siger hun, der privat gerne læser Henning Mankell og var vild med Clint Eastwoods Mystic River.

Susanne Lyngsøs flotte røde hår – model Ingrid fra tv’s Rejseholdet – kan lytterne kun se på DR’s hjemmeside, men den klare stemme og humoristiske sprogbehandling har den energi, der kendetegner en god studievært. Da det stod klart, at den 67-årige Hanne Reintoft snart skulle holde op, henvendte en del socialrådgivere sig på egne eller andres vegne. Også Susanne Lyngsø, der efter en test blev udpeget som den bedste formidler:
»Man fik simpelthen en opgave, et spørgsmål fra en lytter, som jeg besvarede og indtalte foran mikrofonen,« siger Susanne Lyngsø. Tilmed var hendes faglige ballast i orden:
Susanne Lyngsø blev socialrådgiver i 1986 og har arbejdet med faget i små 18 år, især på arbejdsmarkedsområdet. De sidste fire år har hun været konsulent i Dansk Socialrådgiverforening. Her arbejder også hendes samlever, Henning Breinholt, der er formand for netop – Dansk Socialrådgiverforening. Parret deler rækkehuset i Åbyhøj ved Århus med Susanne Lyngsøs hjemmeboende datter på 10 og Henning Breinholts på 12 år, samt lejlighedsvis tre fraflyttede større børn i alderen 19-21.
Et mildtklingende autentisk jysk har de senere år scoret højest på danskernes troværdighedsmåler. Men indfødt jyde er Susanne Lyngsø ikke: Hun stammer fra Østerbrogade i København, hvor hun gik på Randersgades Skole, dengang en blanding af små-råt rabarberkvarter og intellektuelt Østerbroborgerskab. Forældrene var først selvstændige, men red senere med på uddannelsesbølgen, hvor faderen først blev håndværker, siden pædagog, mens hendes mor benyttede sig af muligheden for at læse blandt andet historie på RUC.
Østerbros blandede bymiljø har været med til at forme Susanne Lyngsøs sociale engagement. Partipolitisk aktiv har hun aldrig været, men politisk er hun, og sociallovgivning som den nye anbringelsesreform kalder stærke holdninger frem:
»Det hedder i forligsteksten, at loven skal være ’til barnets bedste’. Hvad tror politikerne da, det var før? Og når det ikke går de børn bedre, selv om vi bruger mange penge, er det, fordi samfundet ikke bare kan kompensere for, at et barns mor og far ikke kan tage sig af det. Men hvis vi er for hurtigt ude med store Orla Børnesnapper, giver det nogle retssikkerhedsproblemer.«

Susanne Lyngsø sporer en klar udvikling på det socialpolitiske område: Klienterne i dag er anderledes, end da hun begyndte:
»Før i tiden skammede folk sig over at få sociale ydelser. Nu er det ved at kamme over i den anden grøft, hvor Socialforvaltningen i højere grad ses som et serviceorgan: ’De skal stå til rådighed for mig.’ Folk er mere fokuserede på deres ret, og hvor man før især hæftede sig ved afgørelsen, er der i dag en anden interesse for processen i sagsbehandlingen: ’og så sagde hun, og jeg var ikke blevet informeret om...’ Derfor er det vigtigt at tale med folk i øjenhøjde.«
Men også socialrådgivernes holdning er ændret:
»Engang var det måske mere et kald at være socialrådgiver, og der var en vældig optimisme over for, hvad en socialforvaltning kunne. Men mange af vore dages værste problemer, ensomhed ikke mindst blandt gamle og unge, kan jo ikke løses ved socialt arbejde.«
Et af det moderne samfunds massive problemer anser Susanne Lyngsø for at være stress på arbejdsmarkedet:
»En socialforvaltning ser jo først folk, når de er ved at blive presset ud af arbejdsmarkedet, men stress er et generelt kulturelt problem, der giver mange problemer.«
Andre kilder til fattigdom og elendighed i velfærdssamfundet er starthjælpen til flygtninge og de små ydelser til unge.
Uforandret er derimod en vis skyldsbevidsthed i den sociale sektor: En socialforvaltning kaster nødigt flere penge efter folk, der selv er skyld i deres elendighed. Modsat sygehusene, der uden at kny behandler storrygeren (som måske også går ud og ryger videre!).
Men i Ret & Pligt er der ingen, der skælder ud.

*Ret & Pligt sendes fra den 10. maj mandag 14-14.30 og genudsendes fredag 22.15-22.50

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her