Læsetid: 4 min.

Retten til at gå på røven

Har man umistelig ret til at føde et alkoholskadet barn og beholde et barn, man ikke kan tage vare på? Dilemmaet mellem individuelle rettigheder og samfundets krav er i sidste instans politisk
7. april 2004

Socialanalyse
Du har ret til at blive ved med at se dit barn, selv om du har efterladt ham tre ethalvt år gammel alene i en lejlighed over weekenden med sin lillesøster på fem måneder. Du har ret til at føde og beholde dit barn, selv om du drikker hovedet af, og barnet derfor fødes med en alkoholskade. Du har ret til at få et barn hjem igen, selv om det fungerer godt i sin plejefamilie. Især, hvis du fikst kobler dine interesser sammen med de mere gustne økonomiske hensyn, som specielt mindre kommuner sjældent kan sige sig fri for. Trods alt koster det en halv til en hel million kr. om året at anbringe et barn uden for hjemmet.
Således overskygger forældreretten ofte barnets ret, som man lidt polemisk ellers kunne omtale som det større gode. Grundlæggende er individets rettigheder noget, danskere i de senere år er blevet bevidste om. Vi lader os ikke snyde for det, vi principielt har ret til, heller ikke en forældreret, vi ikke kan magte.

At samfundet ikke for alvor kan stille modkrav, ses af en tankevækkende episode: I februar foreslog foreningen Børns Vilkår at give gravide rusmiddelmisbrugere valget mellem tvangsbehandling og abort. Et par uger senere måtte foreningen forsmædeligt trække sit forslag tilbage – til trods for, at samfundet givet kommer til at betale regningen for et omsorgssvigtet, måske endda handicappet barn. Indvendingerne mod forslaget var så mange, at det formentlig ville være umuligt at skabe politisk flertal for.
I konkrete sager som disse ligner et voldsomt principielt sammenstød ikke kun mellem barnets og den voksnes ret, men også mellem individets og kollektivets ret. Det handler om intet mindre end to grundlæggende forskellige opfattelser af samfundet, en ny, amerikansk-inspireret og en ældre socialliberal, europæisk samfundsmodel.
Den europæiske tankegang udspringer både af en socialdemokratisk solidaritetstradition og af de gamle bondesamfunds kollektive hæftelse for problemer og omkostninger: Kollektivet lod nødigt den enkelte synke til bunds. Til gengæld stillede man krav om, at folk rettede ind, seksuelt, socialt, moralsk, økonomisk. Balancen var skrøbelig, for landsbyen hang på regningen for andres druk og uforsørgede unger, så de mest uregerlige stødte man ud. Til Amerika med dem!
Den amerikanske tankegang bygger derimod på individets forfatningssikrede ret til at søge lykken og finde den – eller gå på røven for egen regning. Stat og domstole skal beskytte individets umistelige rettigheder, men jo mindre det offentlige generelt fylder, jo bedre synes man i USA, det går.

Men disse to samfundsmodeller er uhyre vanskelige, hvis ikke umulige at forene, mener professor i statsret ved Københavns Universitet Henning Koch, der peger på, at rettighedstankegangen i de senere år er importeret som et ’overføringsbillede’ fra USA:
»I Danmark er der opstået en rettighedspåståelighed, som i mange tilfælde er uden forståelse for, at andre individer også skal have deres ret, og at flertallet også har rettigheder,« siger han.
Som Informations serie Anbragt har vist gennem de seneste uger, er det danske sociale system i høj grad baseret på frivillighed, hvor folk bevarer deres rettigheder, mere eller mindre nænsomt understøttet af det offentlige. Alene titlen på den nuværende Lov om social Service – tidligere Bistandsloven - understreger ligefrem, at social service da er noget, det offentlige skal levere.
Ud fra en moderne økonomisk markedsbetragtning er det besynderligt, at samfundet ikke mere anser det for legitimt at kræve indflydelse. Med eksemplet ovenfor med den misbrugende gravide, ville ikke de fleste behjertede ægtemænd kræve, at konen i det mindste forsøgte en afvænning, hvis manden skulle forsørge mor og barn alle deres dage? Også i de go’e, gamle marxistiske dage gik man ud fra, at økonomisk magt gav indflydelse.
Måske har netop det formynderi og den klamme bedreviden, der lå i fællesskabskontrollen, skabt sin egen yderpol, nemlig nutidens voldsomme fokus på individuelle rettigheder.
Reelt bliver der ofte tale om et kompromis ude i Sagsbehandlerland, hvor man søger at varetage både børns og forældres rettigheder, ofte ved, at man subsidierer forældreskabet med hjemme-hos-ordninger, aflastningsfamilier, overvåget samvær etc.
Om det løser problemerne for børnene er svært at gennemskue. Men alternativet – anbringelse uden for hjemmet – er også en særdeles betinget succes, viste sidste uges undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd: Af de 10-17-årige børn, der i 1981 var anbragt uden for hjemmet, har to ud af tre ikke fået en uddannelse efter grundskolen. 40 procent lever som voksne af forskellige former for overførselsindkomst.

Dilemmaet er i sidste instans politisk, men bliver svært at løse af en regering, der på den ene side måske har hemmelig lyst til Minimalstatens amerikanske tilstande, men på den anden side er under pres fra gammelkonservatismen hos Dansk Folkeparti, der har for mange overførselsindkomstmodtagere blandt sine vælgere til reelt at lade falde, hvad ikke kan stå.

*Dette var den sidste artikel i serien ’Anbragt’. Serien kan læses på www.information.dk/anbragt. Læs også leder på forsiden

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her