Læsetid: 4 min.

Saatchi isn’t working

Det ligner en tendens, selvom det her og nu handler om en enkelt udstilling: Manden, der satte scenen for den britiske samtidskunst i 90’erne, Charles Saatchi, er dømt ude. Er saatchismen forbi?
30. april 2004

Kunstgrebet
Labour isn’t working,« lød anklagerne fra de britiske konservative i 1979 mod arbejder- og regeringspartiet Labour. Budskabet var måske ligetil, men brolagde ikke desto mindre både Margaret Thatchers vej til magten og Saatchi-brødrenes vej til toppen. Brødrene Maurice og Charles var reklamemændene, som formulerede budskabet på en aflang plakat sammen med et billede af en lang kø til arbejdsløshedskontoret og som senere fandt på at gøre Thatcher til en -isme.
Det så måske nemt ud, men det virkede. Også for Saatchi-brødrene, der dengang arbejdede i firmaet Saatchi&Saatchi, som de måtte forlade i 1995 efter et oprør blandt aktionærerne, blot for at stifte firmaet M&C Saatchi samme år. Saatchi & Saatchi har ikke afgjort et valg herhjemme, men alligevel næsten: Firmaet gjorde med tvetydig patriotisme Carlsberg til ’vores øl’.
Brødrene, hvis familie emigrerede fra Baghdad i 1947, hylder et enkelt princip – Brutal simplicity of thought – og omtales gerne som guruer, uden af den grund at være specielt spirituelle, blot succesfulde og velhavende. Den ene af de to, Maurice, således også som næstformand for de konservative, den anden, Charles, også som kunstsamler og som ægtemand. I tabloidernes England er lillebror Charles ikke mindst kendt i sidstnævnte egenskab, da han sidste år giftede sig med kvinden, der har demonstreret for en global skare af tv-seere, at man ikke behøver at tage maden ind i munden for at smage på den, men sagtens kan stikke tungen ud af munden for at mærke lækkerierne derude og derved antyde, at det snildt kunne udvikle sig til oralsex. Nigella Lawson, hedder den heldige husmor og tv-kok, der også har fristet på DR 2.
90’ernes britiske kunstscene tilhørte Charles Saatchi – om ikke andet udadtil. Da hans store samling af samtidskunst – først som udlån, senere som egentlig gallerivirksomhed – blev kombineret med hans flair for marketing, fik dengang unge kunstnere som Damien Hirst, Chapman Brothers og Tracey Eminem patent på ungdommen: De blev til YBA – Young British Artists og dannede skole. Måske mere kendt som enfants terribles end som kunstnere, men ikke desto mindre.
Da Saatchis samling rejste verden rundt under titlen Sensations, skabte den faktisk sensationer. I New York var udstillingen således ved at blive lukket af en forarget, republikansk borgmester, senere amerikansk helt, Rudy Giuliani.

Så det siger vel sig selv: Promoverende Saatchi har aldrig været helt dus med kunstkritikken. Men på den anden side heller ikke så direkte på kollisionskurs som nu. Forklaringen skal findes i den ubarmhjertige kritik, der har mødt den seneste udstilling i Saatchis galleri, New Blood, der blandt andet rummer kunstneren Stella Vines fotografier af en kvinde, der – hævdes det – er omkommet af en overdosis. Independents Tom Lubbock, The Sundays Times’ Waldemar Januszczak og The Daily Telegraphs Brian Sewell var både brutale og simple i deres dom over udstillingen:
»Hans nye udstilling er et æstetisk Titanic, en skæbnesvanger kæntring af smag, fyldt med den mest klodsede, barnagtige og ignorante kunst,« skrev Januszczak. Sewell konkluderede, at Saatchis galleri efterhånden fremstod »mærkværdigt irrelevant.«
Saatchi er berygtet for at være sky og adresserer sjældent offentligheden direkte. Men mod sædvane har han svaret på kritikken, og det i sig selv ligner et krisetegn. Som når vores helt egen foghisme pludseligt bryder ud af sin coolness og alligevel gør som kritikerne kræver.
»Det er ærgerligt, at så mange kritikere synes, det er nemmere at anmelde mig end udstillingen,« sagde han i tirsdags til The Evening Standard (der sponsorerer udstillingen) og udlagde kritikernes motiver:
»Selvom der er få kritikere derude, som man bliver klogere af, er der alt for mange, der ikke kan klare sig uden deres pc som guidebog eller en pressemeddelelse, og som altid er 10 år om at fange hvad som helst nyt.« Og så fremturede han med en profeti: Kunstnerne på udstillingen vil blive betragtet som ’internationale talenter’ om et årti.
»Skal vi vædde?« spurgte Independents Lubbock.
Trods af kritikken kan Saatchi trøste sig med en ’Helleland’: For folk er tilsyneladende ligeglade med kritikken og strømmer til New blood, Faktisk er udstillingen galleriets bedst besøgte til dags dato. I løbet af de første 21 dage er udstillingen blevet besøgt 56.000 mennesker – 2.650 om dagen – og det er flere end både Damien Hirst og Chapman Brothers kunne trække. Til sammenligning har Europas mest velbesøgte museum for moderne kunst, Tate Modern, 2.800 besøgende om dagen.
Det ligner en velkendt konflikt: Saatchi og folket overfor den gode smag. Men selvom folket er en stærk allieret, ligner også Saatchis bud på et nyt årti alt for meget en velkendt konflikt, der er udspillet: Sensationen. Det kunne det meget vel ligne at Saatchis æra er forbi. Om ikke andet som kunstsamler. Han er stadig både levemand og ægtemand.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her