Læsetid: 4 min.

Om at sælge en moske til århusianere

Og så taler vi igen om opførelsen af en moské i Århus. Denne gang mere alvorligt end nogensinde. Borgmester Louise Gade syntes nemlig at være med på ideen. Hvorfor mon?
3. april 2004

Århus
Det sker, at der er sammenfald mellem økonomiske interesser, gode og dårlige intentioner og den bedste løsning. Det sammenfald er der ikke nødvendigvis grund til at begræde. Det kunne også bare være en win-win-situation, og sådan en kunne være under opsejling i Århus.
For i Århus er der faktisk andre bygninger på vej end internationale kunstmuseer og operaer. Et byggeri, der sikkert kunne give præstige i helt andre humanistiske kredse end i finkulturen. Men også et byggeri, der møder langt mere modstand, end det ville gøre at bygge et storcenter midt i Den Gamle By. Vi taler om opførelsen af en moske i Smilets By. Den slags skal sælges på den helt rigtige måde, hvis den skal glide ned hos en frisindet dansker.
Der findes mere end 150.000 muslimer i Danmark. Og som bekendt, er de forvist til klamme kældre og uisolerede fabriksbygninger rundt omkring i forstæderne til de større byer, hvis de vil praktiserer deres religion her til lands. Gennem årene er der blevet talt en del om at opføre en vaskeægte moske med kuppel, minareter og det hele, men alle disse planer er langsomt (eller meget hurtigt) løbet ud i sandet. Ikke fordi, det er imod dansk lovgivning – den er skam endnu sine steder ganske tolerant og human – men fordi, det hver gang ender med et kommunalpolitisk spørgsmål. En bygning af den karakter vil kræve store ændringer i kommunens lokalplan, og den slags kræver byrådets godkendelse. En godkendelse, det har vist sig svært at få. Tænk blot på begravelsespladsen på den eksklusive og attraktive matrikel op af motorvejen i Brøndby, der konstant trækker ud.
Både Sverige og Norge har ellers store moskeer – flere af dem endda. Men fandeme nej. Ikke om vi vil. Ikke på vilkår her i landet. Vi taler jo om ynglepladser (ja, som for dyr) for rene terrorister.

Og så dog. Noget kan få os til at spidse øren. Får vi det præsenteret på den rigtige måde, er det en anden sag: Er der én ting, den indre racist har respekt for, så er det penge og egen vinding. Og det er lige præcis dér, den århusianske forening med det mundrette, men præcise navn, Foreningen for moske og islamisk kulturcenter i Århus nu har sat argumentationen ind. Foreningen nøjes ikke engang med en ganske almindelig moske. Der bliver sagt stormoske med plads til 1.500 mennesker og til 100 mio. kr. Hård kost for en dansk provinskommune, skulle man syntes, men alligevel vinder foreningen terræn næsten hver gang, den kommer i vælten.
I sidste uge kom debatten så op at vende igen, og igen avancerede moskeforkæmperne. Det skete med følgende argumenter:
»Vores mål er at bygge Europas smukkeste moské i en arkitektur inspireret af danske og svenske arkitekter. Den vil blive en attraktion for Århus, som byen kan være stolt af, og den vil tiltrække mange turister til byen,« sagde Hicham Coucier, som er formand for Foreningen for moskè og islamisk kulturcenter i Århus til Jyllands Posten. Det menige medlem Metin Aydin, fulgte op:
»Vi gør det ikke primært for muslimernes, men som borgere i Århus, der vil bygge noget, der præsenterer sig flot og skaber respekt.«
Denne argumentationsform giver genlyd i ethvert kommunalråd, og i Århus gav den ekko helt til tops, hvor Louise Gade udbrød: »Jeg tror ikke, det er skidt for byens image. Tværtimod vil det bekræfte århusianernes frisindethed. «
Hurra, en stormoské med økonomisk gevinst og indbygget brand for byen. Et tempel, hvor århusianerne kan komme og – hvis ikke danse om guldkalven – så om eget frisind. Det handler åbenbart ikke om gudsdyrkelse længere, men om selvdyrkelse.
Ikke desto mindre er udmeldingen sjældent set så klar fra borgmesterens mund, og sådan et udbrud skaber da også omgående protester. En indædt modstander af ideen, Dansk Folkepartis Birte Skaarup (der i efteråret solgte sit hus til en somalier), svarede prompte igen i samme avis.
»Jeg ser islam som et brohoved for at få indført islamiske tilstande i Danmark,« sagde hun, og fortalte hvordan en moske ville blive et arnested for terrorister. »Jeg vil gå i mod en moske med næb og klør, for jeg syntes islam er en middelalderlig og undertrykkende religion.« Punktum.
Men det sidste punktum er ikke sat endnu, og indtil videre er planen, at byggeriet skal stå færdigt om 10 år.
Så kan det godt være, at man mener, at operaer og internationale kunstmuseer vil giver det internationale pift byen mangler. Men det er dog intet at regne for, hvad landets første rigtige moské ville kunne bidrage med af internationalisering.

PS: Sidste lørdag købte asa-troende (det er dem med Odin og Thor) en 12.000 kvadratmeter stor skov i Silkeborg Kommune til ære for de gamle nordiske guder. »Et hedensk fristed«, siger Ivan Schultz fra trosfællesskabet Yggdrasil. De er i øjeblikket ved at rydde nænsomt op i skoven, så den fremover kan bruges til ofringer til Odin og Thor og ikke mindst frugtbarhedsguderne Frej og Freja, skriver Ritzau

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her