Læsetid: 2 min.

Et sandt Eminem-rygte

Den for hiphop-koncerter så typiske dårlige lyd kunne ikke skjule Eminems suveræne scenefremtræden
16. april 2004

Koncert
Nogle gange viser rygter sig at være sande. Forleden optrådte Eminem faktisk for første gang i England med sin Detroit-posse, D 12, som denne aften ikke helt stod distancen. Det var den hiphop-gruppe, Eminem startede ud med på sin vej til berømmelsen som Slim Shady. Som etableret navn tog Marshall Mathers dem tilbage i sin fold. I 2001 producerede og rappede han på deres album, Devil’s Night, der bl.a. indeholdt det stærke, vanedannende hit »Purple Pills«.
Nu har gruppens comeback-single placeret dem på en sikker plads i den sæbeopera, der udgør rammerne for Eminems mest overbevisende numre. På »My Band« gør han og de fem andre rappere grin med al den opmærksomhed, han får.
Selv gjorde Eminem sig umage for ikke at stjæle billedet. Mens de andre i bandet kom på scenen en efter en under åbningsnummeret »Shit Can Happen«, sneg aftenens stjerne sig ind midt i nummeret, med en baseballkasket trukket godt ned over sit blonde hår.
Senere kom bjergstore MC Bizarre, nærmest en maskot for bandet, iført sin varemærke-badehætte, på scenen til lige så overvældende hyldest.
Glad for at rappe med sine ligemænd, var dette en meget afdæmpet optræden fra hiphoppens mest berømte lederskikkelse, han som et par dage tidligere havde moonet på tysk tv i den bedste sendetid. To gange.
Men under hele showet, på alle numre undtagen to, viste Eminem en nærmest magnetisk udstråling. Selv om han er noget mindre end sine både højere og bredere kolleger, havde hver nervøs bevægelse publikums bevågenhed og afslørede en eller anden form for tilbageholdt frustration eller vrede.
Derudover lå Eminems vokale præstationer klasser over resten af D 12. På trods af den sædvanlige dårlige lyd ved et hiphop-arrangement, overgik hans skarpe fremførelse og komplicerede rim-i-rimene D 12’s gennemsnitspræstation. Men gruppen leverede trods alt næsten en times uforsonlig energi.
D 12 havde tidligere dæmpet deres macho-positurer med shock hop, en blanding af ultravold og seksuelle perversioner, der bare var for meget til, at man tog det alvorligt. På nye numre, specielt »40 Ounce« og titelnummeret fra D 12 World, viser de en mere rå, snerrende attitude. Det afspejledes i en enkel, metallisk lyd, der skar igennem anlæggets grød. Og det omfattede et gysende dyk ned i booty bass, den i Detroit og Miami så elskede opspeedede hiphop, der lyder som et møde mellem techno og drum’n’bass.
Først mod slutningen kom enkelte af gruppens medlemmer bare i nærheden af at matche Eminems energi og stil. De kom tilbage og gav »Purple Hills«, hvor et af medlemmerne begyndte at crowd-surfe, den samme som et øjeblik tidligere havde lænet sig så langt ud over publikum, at han kun undslap ved at ofre sin anorak.
Til slut var »My Band« et svimlende slør af bandmedlemmer, der for rundt på scenen og på skift overtog mikrofonen. Det eneste vi missede var at høre egentlige rim.

*D 12 med Eminem, Sheperds Bush Empire, London

© The Independent & Information

*Oversat af Ebbe Rossander

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her