Læsetid: 7 min.

Fra sans og samling i Sølvgade

Statens Museum for Kunsts udstilling Clinch – kurateret af direktør Allis Helleland og Else Marie Bukdahl, rektor ved Kunstakademiet viser endnu engang, at ledelsen af Statens Museum for Kunst er under al kritik
15. april 2004

Kommentar
Man skal være to til tango og kende de basale trin. Man kan godt tage de forkerte trin et par gange, men når Allis Helleland, direktør for Statens Museum for Kunst efter ti år som leder stadig trasker træsko og snubler over sine egne ben, er der et eller andet galt med skoene, kjolen eller festen. Ledelsen af udstillinger, samlinger, køb og medarbejderpolitikken ved Statens Museum for Kunst er under al kritik. Med udgangspunkt i den aktuelle udstilling Clinch – Danske kunstnere markerer Kunstakademiet sit 250-års jubilæum, og i den forbindelse vil jeg gerne pege på den inkompetente institutionsledelse, der finder sted i Sølvgade.
Clinch – kurateret af Helleland og Else Marie Bukdahl, rektor ved Det Kgl. Danske Kunstakademi – er akademisk selvsmagende med snævert smagsdommeri og repræsenterer ikke bredden i dansk kunst. Udvalget af kunstnere repræsenterer mest klassiske udtryk, og dermed ikke et udvidet værkbegreb i form af video, lyd, installation, performance osv. Det virker mest af alt som et ideologisk mafia-valg af kunstnere, der ikke giver et sandfærdigt billede af, hvad der er sket og sker på Det Kgl. Danske Kunstakademi. Synd, for det bekræfter de værste fordomme om institutionerne!
Pressemeddelelsen lover at vise 27 af Danmarks væsentligste kunstnere. Hvordan kan det så lade sig gøre, at mange af de ’unge’ kunstnere fra 90’erne, der rent faktisk har sat Danmark på det internationale kunstkort, ikke er med på udstillingen? Det ville være så let for enhver museumsleder at holde sig orienteret, besøge et par kunstnerstudier, gallerier, kunstmesser eller udstillinger i udlandet i ny og næ. Kuratorteamet Bukdahl/Helleland har meget store skyklapper på og vælger med udstillingen at overse, hvad der skete i 90’erne og betydningen af dansk kunst i den periode. Det må undre de fleste, der følger med i samtidens kunst, at Olafur Eliasson (Venedig-biennalen 03), Michael Elmgreen & Ingmar Dragset (Sao Paulo Biennale 02) eller Lars Mathisen (Sao Paulo Biennale 04) ikke er med. Det samme gælder mange, mange andre kunstnere, som på forskellige måder har udviklet og sat deres præg på kunstscenen i de sidste 10-15 år. Lige så uforståeligt, som fraværet af 90’er-kunstnere er, ligeså absurd er det, at man har valgt den neorealistiske, barokke hofmaler Thomas Kluge som repræsentant for nybrud i ung, dansk kunst.

Kunstnere som Peter Bonde (Venedig Biennale 99), Ursula Reuter Christiansen (Venedig-biennalen 01) og Lars Bent Petersen var ganske vist inviteret men har meldt afbud af flere forskellige grunde. Nogle har takket nej på grund af måden, hvorpå udstillingen var blevet til samt manglen på fleksibilitet og sammensætningen af kunstnere. Og når man snakker om væsentlige danske kunstnere, må det også undre de fleste, hvilken italiensk ø Per Kirkeby må have siddet på, siden han ikke har fået et brev eller en opringning. Og hvor befandt Kirsten Ortved og Bjørn Nørgård sig, da udvalget af kunstnere blev griflet ned på en serviet. Måske takkede de også nej tak?
Bukdahl siger i Statens Museum for Kunsts informationsblad, Sans og Samling, at »jeg er jo i den situation, at jeg leder den institution, hvor der er ret mange både lærere og professorer, som principielt er gode kunstnere, og som principielt alle ville være med. Men jeg har syntes, at det var vigtigt at tage et udvalg af dem, for det var væsentligt at tænke så kvalificeret som muligt på de andre grupper – på Akademirådet og på kunstnere med andre tilknytninger.«
Hvordan kan en rektor sige »principielt gode kunstnere« om egne ansatte? Hvad betyder det for akademiets selvforståelse? Fravalgene af professorer/lektorer, som Yvette Brackman, Frans Jacobi, Per Bak Jensen og Finn Thybo Andersen er kritisabelt, fordi resten af lærerstaben er inviteret. Det må være underligt at sidde i kantinen med sine kolleger, studerende og rektor og vide, at man principielt er en o.k. kunstner, men ikke er god nok til det fine selskab. Det kan også undre, at man ikke har inviteret en eneste nuværende studerende indenfor på Statens Museum for Kunst.
Det virker som om, der ikke er en kuratorisk idé bag valget af kunstnerne. Jo, man sætter kunstnerne til at vælge et kunstværk samt at forholde sig til dette; men det er en meget brugt idé og måske ikke så interessant i denne sammenhæng. Hvilke udvælgelseskriterier er der anvendt, som har relation til Kunstakademiets jubilæum? Hvilken eller hvilke sider af Akademiets profil, aktiviteter eller historie afspejler udstillingen?
Man ønsker debat, men alligevel vælger man ikke kunstnere, der kunne eller har beskæftiget sig kritisk med akademiets rolle. Det havde f.eks. været oplagt at invitere Det Fri Universitet drevet af kunstnerne Henriette Heise og Jakob Jakobsen, når man nu så gerne vil have en dialog om Akademiets rolle, uddannelsesformer og -institutioner.
Egentlig er det synd, at denne udstilling ikke tager sin opgave seriøst. Det kunne have været en flot afslutning for Bukdahl, som på mange måder har skabt og reformeret Kunstakademiet i 1980’erne.

Som kunstinstitution har Statens Museum for Kunst afskrevet sig selv og sin betydning for lang tid siden. Så egentlig kan denne udstilling og strategi ikke komme bag på mange kunstinteresserede. De forkerte trin starter allerede i de første år med Helleland som direktør, da hun vælger at takke nej til Rene Blocks Fluxus-samling. Det er som om, der hviler en forbandelse over Statens Museum for Kunst, som har budt publikum alt fra Tage Andersens fuglebure til Erik Mortensens kjoler, fra medicinalfirmaet Lundbecks handicap-udstilling til Bille Augusts iscenesættelse af smykkefabrikanten Georg Jensens produkter (åbner 20. april 2004) eller de mere eller mindre selv-finansierede retrospektive udstillinger af f.eks. Peter Brandes.
På spørgsmålet om, hvordan institutionen forholder sig til selektion af kunstnere, siger Helleland følgende: »Ifølge museumsloven må vi jo ikke udskille, så derfor skal vi være meget bevidste om, at det, vi får ind i samlingen, det er et lag af det øverste flødeskum i forhold til den store skare, der kalder sig kunstnere« (fra Sans og samling, februar-maj 04). Direktøren taler om »det øverste flødeskum«, men i samme blad inviterer museet amatører til »Billedskole for voksne«. Hvorfor denne dualisme? Hvis jeg var kunstner – ligegyldigt hvor jeg befandt mig i karrieren – og læste ovenstående, ville jeg føle mig trådt over tæerne af Hellelands store dansende træsko!
Det er nok så folkeligt og sympatisk, men hvilken farve har flødeskummet, når private firmaer i princippet køber sig udstillingsplads på museet? Hvad koster det egentlig at købe sig til en udstilling på Statens Museum for Kunst? Sagt med andre ord, hvor mange sponsorkroner skal der til, for at et firma kan få det blå stempel af Statens Museum for Kunst?

Da det internationale reklamefirma Bernbach/DDB – som stod for Statens Museum for Kunsts marketing – havde jubilæum i 2001, fik de arrangeret en såkaldt ’visning’ af deres bedste reklamer på Statens Museum for Kunst under titlen »The Creative Revolution«. Det prekære ved sagen er ikke, at der blev vist reklamer på Statens Museum for Kunst, men at ‘visningen’ ikke var kurateret af en person udvalgt af museet!
Man må spørge sig selv, hvor den kuratoriske, institutionelle vinkel blevet af på nationalgalleriet? Hvem bestemmer på Statens Museum for Kunst? Hvilket image vil man gerne opnå? Er det folkeligheden frem for alt? Tror man, at rundviserne Anders Lund Madsen og Kim Bodnia kan samle folket, som Arnold gør det I Californien? Eller at museets »søndagsgudstjenester« skal højne den kunstneriske oplevelse? Er staten, kirken, og kunsten smeltet sammen? Hvorfor skal man som kristen, muslim eller ateist tvangsindlægges til at lytte på »kunstpræstens« ord, der med den dårlige akustik gjalder ud i alle hjørner, når man ser på kunst om søndagen? Er det pengene, folkeligheden eller ledelsen, der bestemmer, hvad der skal udstilles – og hvor er den røde tråd?
Nogle gange tænker jeg på, om Stadens Museum for Kunst – altså det på Christiania – ikke kunne gøre det bedre, hvis de havde samme lokaler, kapital og muligheder i ryggen som Statens Museum for Kunst har! Det er i hvert tilfælde som om, de har røget en ordentlig koger inde bag murene på Sølvgade.
Der er mange måder at være folkelig på, men i Statens Museum for Kunsts tilfælde er det populismens laveste fællesnævner, som er måden. Man bliver nødt til at tage ansvaret i forhold til at skabe et publikum, lære publikum og forny danskernes forståelse for det udvidede værkbegreb samt den mangfoldighed af udtryk, der findes i dansk kunst.
Det burde være Statens Museum for Kunst, der gjorde det. Sørgeligt, men sandt er det faktisk, at hvis man vil holde sig orienteret og følge ny dansk kunst på tæt hold, skal man til udlandet for at se de succesrige danske kunstneres udstillinger og værker. Her har man nemlig ikke berøringsangst for ‘nye’ udtryk, medier eller ‘unge’, danske kunstnere.

*Jacob Fabricius er kurator

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu