Læsetid: 2 min.

Seks stjerner!

17. april 2004

Vin
Den gamle redaktør og den lidt ældre vinentusiast har begge hånet mig lidt for min karaktergivning i denne spalte. Jeg indrømmer, at vi meget sjældent giver dårlige karakterer. Jeg tror, at det først og fremmest hænger sammen med, at Informations vinleverandører ved, at det er kritiske læsere, som holder af god vin. Det sker dog også, at jeg simpelthen får vin til anmeldelse, som jeg ikke mener at det er interessant at bruge de sparsomme spaltemillimeter på at omtale.
Men vi har heller aldrig været helt oppe og ringe på de seks stjerner i det år, jeg har skrevet denne klumme. Men det er vi i denne uge! I Slangerup – af alle steder i dette herlige land – importerer Babette Vin fremragende dråber fra det sydlige Frankrig og Korsika.
Lad mig allerede nu afsløre, at den fremragende vin til seks stjerner kommer fra det sydlige Rhône, hvor Babette vin har fundet Domaine Jaume. Det er en lille vingård, og topvinen hedder Domaine Jaume Vinsobres. Der bliver kun lavet 19.000 flasker om året. Druerne til vinen er kun fra vinstokke, som i gennemsnit er 35 år gamle. Druerne er selvfølgelig de sædvanlige fra det sydlige Rhône. Her er 50 procent syrah, 40 procent grenache og blot 10 procent mourvedre. Vinen er lagret på de små barriques fade i mindst 12 måneder. Vinen har en fin næse af vanille, kirsebær lidt stald og masser af krydderier.
»Stor Chateauneuf du Pape, eller en meget fin Gigondas,« tænkte jeg, da jeg først smagte vinen. Det kunne så få være, hvis den var ligeså dyr, som de store klassiske Rhône-vine. Men her er der faktisk tale om en virkelige top vin til 84 kr. pr. flaske. Det er ganske enkelt et meget fint køb, som jeg ikke tøver med at give seks stjerner.
Babette Vin er som nævnt en af de få importører i Danmark, som importerer vin fra Korsika. Det meste vin fra øen bliver drukket af øens indbyggere og de mange turister, der hvert år besøger den dejlige ø. Vinen er fra Domaine Comte Peraldi, som er et af de bedste domainer på øen. Vinen er først og fremmest lavet på den lokale drue sciaccarello, og det er en udmærket oplevelse. Her er en måske lidt for fyldig duft af stald og søde nuancer af blomsterduft. Den skal under alle omstændigheder iltes, før den drikkes. Den er fra 2000 og skal drikkes i løbet af de næste par år, og den er måske allerbedst netop nu. Det eneste problem ved den spændende vin er prisen. Jeg synes simpelthen, at den er for dyr.
Den sidste vin er en rødvin fra roseområdet Côtes du Provence. Den skal højest drikkes ved 16 grader, og er en fin oplevelse som aperitif på terrassen. Den smager godt, men 90 kr er også en høj pris. Navnlig når man kan få den seks-stjernede til 82 kr.

HHHHHH Domaine Jaume Vinsobres, Côtes du Rhône Villages Contrôlee, 13,5 pct., 2001, 84 kr. pr. flaske
HHHHII Domaine Comte Peridaldi, Compte du Poix, Ajaccio, Korsika, 14 pct., 2000, 88 kr. pr flaske
HHHHII Chateau Sainte Roseline, Cru Classe, Lampe de Meduse, Côtes du Provence, 90 kr. pr. flaske

Alle vine fra Babette Vin. Tlf.: 23 28 39 88 www.babette-vin.dk
mail: babette@provencevin.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her