Læsetid: 4 min.

Send kvinderne til fronten

Det ’postmoderne militær’ har brug for flere kvinder, fordi de er bedre til at kommunikere og løse konflikter på en ikke voldelig måde
26. april 2004

Kønsanalyse
I forrige uge blev en jordansk og to amerikanske FN-politifolk dræbt samt 11 amerikanske politifolk såret ved et internt opgør i Kosovo på grund af en diskussion om situationen i Irak.
I al sin forfærdelighed fremstår situationen også nærmest tragikomisk, idet FN-politifolk, som er udsendt for at praktisere og lære fra sig om forbilledligt politiarbejde, pludselig går amok og begynder at skyde løs på hinanden. Når sådan en episode kan finde sted, spørger man sig selv, hvad krig og uniformer egentlig gør ved mænd.
Jeg var selv i 1998 til 1999 udstationeret i Albanien som menneskerettighedsofficer med henblik på at udarbejde menneskerettighedsmateriale til brug på Politiakademiet i Tirana. I den forbindelse stiftede jeg bekendtskab med den tætte sammenhæng, der eksisterer mellem traditionelle mandlige og militære dyder hos de udsendte vesterlandske betjente.
Køn og krig hænger ofte sammen. Krig har historisk set handlet om mænd og været tæt knyttet til det kulturelle billede af mandighed. Langt hovedparten af de mange millioner soldater, der findes i verden, er mænd, ligesom mænd også dominerer inden for politiet. Krig handler fortrinsvis om mænd, ære og vold, selv om ofrene ofte er kvinder og børn. Når et lands værdier skal forsvares, har det været mændene som gruppe, der er blevet aktiveret.
Det er også ofte mandlige politikere og militærpersoner, der dominerer, når der diskuteres for eller imod krigsdeltagelse. Mænd er socialiseret til at acceptere krig som en mulighed og som en løsning, hvorimod mange kvinder ikke vil acceptere de menneskelige omkostninger ved at starte en krig og er langt mere skeptiske ved tanken om at skulle bruge vold som en politisk løsning.
Under krigen i Irak har undersøgelser også vist, at mænd var mere positivt indstillet over for krigen end kvinder, og de førende elektroniske og skriftlige mediers måder at levere historier på – med detaljerede beskrivelser af det benyttede krigsudstyr – var i høj grad præget af maskuline fortællinger. Det var måske derfor, at det var så stor en forandring og vel nærmest virkede lidt surrealistisk at se den norske journalist Åsne Seierstad stå midt i infernoet og fokusere på de menneskelige konsekvenser af krigen.

Vi har mange rodfæstede forestillinger om forholdet mellem maskulinitet og krig og forholdet mellem fred og kvindelighed. Krig kan også forandre vores forestillinger om køn. Terrorens indtog har ændret på forestillingen om kvinder som værende civile og mænd som værende soldater. Selvmordsbombere behøver ikke nødvendigvis være mænd.
Professor Maud Eduards fra Stockholms Universitet har fremhævet, at der er ingen steder i det offentlige liv, hvor mænd og kvinders opgaver er mere opdelte end i krig og international krise-styring. Der er intet, som krig, der udstiller kvinders marginalisering i forhold til mænd.
Vi taler sjældent om kønsperspektivet i forbindelse med krig. I det seneste nummer af NIKK magasinet, som udgives af Nordisk institut for kvinde og kønsforskning, var temaet »Krig, køn og fred«. Der var fokus på sammenhængen mellem krig, terrorisme og køn, og der blev præsenteret analyser af krigsretorik i et kønsperspektiv, krigsvoldtægter, integrering af kønsperspektivet i FN fredsbevarende missioner samt forholdet mellem militæret og kvindelige soldater. Det blev bl.a. fremhævet, at det »postmoderne militær« har brug for flere kvinder, fordi de er bedre til at kommunikere og løse konflikter på en ikke voldelig måde.Den psykiske ødelæggelse af mænd i krig var til debat, og det blev fremhævet af den norske psykiater Solveig Dahl, at mænd, som er vokset op i et civilt samfund, hvor drab og vold er strafbart, risikerer at komme tilbage fra krigssituationer som ødelagte mennesker.
Den tidligere finske forsvarsminister Elisabeth Rehn påpegede vigtigheden af at respektere kvinders rettigheder i de områder, hvor mænd gør tjeneste specielt med henblik på at undgå seksuelle overgreb på kvinder og piger.
Der blev ligeledes sat fokus på den nye strategi hos FN med hensyn til at mainstreame køn ind i alle FN’s aktiviteter og forøge antallet af kvinder i de fredsbevarende styrker samt gennemtænke de typer af maskulinitet som gennemstrømmer hele organisationen. Maskulinitet er nemlig ikke kun noget, individuelle mænd er bærere af, det kan i høj grad også være til stede i kulturen og styre hele organisationer.

Arbejdsvilkårene i militæret berører også spørgsmålet om maskulinitet, som en kvalifikation i sig selv. Krigens brutale logik fremdriver den aggressive maskulinitet. Herhjemme foretog Forsvaret sidste år for første gang nogen sinde en undersøgelse af kvindernes forhold i forsvaret, og resultatet var rystende. Der var tale om en uhørt grad af sexchikane. En tredjedel af forsvarets 1.000 kvinder i den militære afdeling havde oplevet »kønskrænkende adfærd«.
I Kosovo havde en ung officer fået ansvaret for sin delings psykologiske tilstand, da en af hans underordnede havde dræbt en serber ved en grænsekontrol. Det var ifølge officeren sigende, at soldaterne havde svært ved at gå på kompromis med deres maskulinitet. De var bange for at opfatte sig som krænkede og åbne op for deres følelser omkring episoden, idet de dermed ikke ville være i stand til føle sig som rigtige soldater.
Der er ingen enkle løsninger på , hvordan vi gør verden mere fredelig og livet mere udholdeligt for dem som nu engang drager ud i krigens og fredens tjeneste. Men en eller anden form for feminisering af enten de udsendte styrker eller tankegangen bag missionen må være vejen frem.

*Kenneth Reinicke er lektor, Center for Ligestillingsforskning, RUC

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu