Læsetid: 3 min.

Sharon rømmer halvdøde bosættelser

Beboerne i de fire bosættelser, Sharon har lovet at rømme, venter kun på at slippe bort
17. april 2004

KADIM – Efter at George W. Bush onsdag aften godkendte Ariel Sharons planer om unilateral tilbagetrækning fra Gazastriben, har sikkerheden omkring bosættelsen Kadim i den nordlige ende af Vestbredden været skruet helt i top.
Ved Al Jalama vejspærringen, hvor landevejen krydser fra Israel ind på Vestbredden i retning mod Jenin, samler soldaterne biler sammen, der skal til de to bosættelser Kadim og Ganim, som ligger tæt op ad den palæstinensiske by.
Med jævne mellemrum bliver de sendt af sted med militær eskorte, og på de otte kilometer vej op mod bosættelserne ser man flere steder militære udposter på udkig efter palæstinensiske bagholdsangreb fra de skovklædte bjergskråninger.
»Sådan er det hver gang vi kommer i nyhederne. Hver gang vi får lidt opmærksomhed, er der forøget risiko for skudangreb på vejen herop, men denne gang er det værre. Det er virkelig alvor nu,« siger Mazal Emek, som er leder af sekretariatet i Kadim.
Bosættelsen, som indtil for et år siden også var hendes hjem, er en af de fire, Ariel Sharon har lovet at fjerne fra landkortet som en art bevis på, at hans vilje til territorielt kompromis strækker sig ud over Gazastriben med dens 21 bosættelser. Men straks ved ankomsten til Kadim ser man, at der faktisk ikke er så meget tilbage at rømme.
Mange haver i bosættelsen er groet til i ukrudt og mange huse ser ud til at have været skoddet til i månedsvis. Mazal Emek oplyser, at ud af bosættelsens oprindelige 42 familier er de 28 tilbage – og uden at sige det lader hun forstå, at mange af disse kun bor her på papiret.
»Jeg løber en daglig risiko ved at køre herop og jeg gør det kun fordi jeg stadig har mit arbejde på stedet,« siger hun. Sammen med sin mand besluttede de for godt et år siden at de sikkerhedsmæssige omkostninger ved at blive på stedet var for store, og at de navnlig ikke kunne leve med at sende deres børn med skolebussen ned ad den farlige vej fra bosættelsen hver dag.
»Så sent som i sidste uge blev der skudt på en bil fra Ganim, og det skete lige ved siden af et sted, hvor soldaterne sidder,« siger hun.

Let bytte
Bosættelser som disse blev konciperet i slutningen af 70’erne og begyndelsen af 80’erne, og Sharon havde som minister en stor indflydelse. De blev befolket ved yderst attraktive boligpriser, og resultatet blev en ikke-ideologisk bosætterbefolkning.
»De er et let bytte,« siger Dror Etkes, som er ekspert i bosætteranliggender i organisationen Fred Nu.
»Sharon ville ikke vove at røre ved de stærkt ideologiske bosættelser, for det ville føre til et afgørende brud med højrefløjen. Folkene i Kadim vil ikke gøre nævneværdig modstand mod at blive flyttet, for de er allerede pressede, og på den baggrund kan jeg godt forstå den dybe palæstinensiske skuffelse over hele planen. Sharon lover at fjerne bosættelser, som allerede er døende.«
Bortset fra Kadim og Ganim er bosættelserne Sanur og Homesh udpeget til rømning. De to ligger længere ind på Vestbredden og er eneste grund til at opretholde en korridor mellem to stykker palæstinensisk selvstyre. Alle fire er i samme forfatning.
»På mange måder er det et historisk skridt, at Sharon indrømmer at det var en fejltagelse at grundlægge disse bosættelser, men på den anden side territorielle kontinuitet, han skaber for palæstinenserne ved at fjerne disse bosættelser kun en fortsættelse af apartheidpolitikken,« fortsætter Dror Etkes.
»Skridtet vil føre til en kanton, som består af en femtedel af Vestbredden, men det vil stadig være en kanton.«

Har ikke råd
»Ikke en eneste regeringsembedsmand har henvendt sig til os med Sharons planer,« siger Zvi Vardi i Kadim. Han har som Mazal Emek længe haft lyst til at forlade Kadim, men ikke har råd.
Stemningen er præget af, at noget uafvendeligt er sket.
»Vores skæbne er forseglet. Vi bliver flyttet,« siger den midaldrende Yosef Sheiman, der kom til Kadim fra USA i 1991, da Oslo-processen var ved at tage fart.
»Men desværre tror jeg, vi bliver ofre for ingenting, for det, Sharon foretager sig, er ikke nok til at skabe fred med palæstinenserne.«
På den snoede vej tilbage ned ad bjerget fra Kadim er tusmørket ved at sænke sig over landskabet, og bosætternes daglige angst for palæstinensiske angreb tegner sig mellem træerne i hvert sving på vejen.
Men det står samtidig klart, at mens disse mennesker er rede til at flytte, er der ideologiske bosættere andre steder, som bliver hvor de er, og at Sharon med sin indrømmelse kun har løftet en lille flig af bosættelsesproblemet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her