Læsetid: 5 min.

Den sidste af de visionære

Patti Smith minder os med sin seneste cd om rockens urkraft, dens rødder i bohemekulturen og hvileløse søgen efter andre måder at leve – og dø – på
27. april 2004

Ny cd
Man kan til evig tid diskutere, hvorvidt rocken har mistet sin ’oprørske kraft’ og blot er blevet en del af ’underholdningsbranchen’. Og taler man med dem, der rundedes af f.eks. 60’ernes hippiemusik eller 70’ernes punkrock, står det umanerligt forfærdeligt til. Rigtigt er det da også, at (alt for) megen rock nu om stunder lægger navn og ry til ting, der ville have været utænkelige engang.
Man bør dog erindre sig, at selv i sine allermest uvorne faser har rocken været ubrydeligt knyttet til musikbranchen og stort set alle dens mest radikale udøvere var (og er) tilknyttet store pladeselskaber, hvis fornemste funktion er at gøre aktionærerne glade og fede.
Elvis P. udkom – som også Jefferson Airplane – på RCA-Victor, Stones på Decca, Stooges og MC5 på Elektra, Velvet Underground på Verve, Sex Pistols på Virgin, Dylan, The Clash og Public Enemy på Columbia, U2 på Island, Nirvana på Geffen, Rage Against The Machine på Sony... og Eminem kommer på Interscope, en del af det massive Universal-kompleks, verdens p.t. største pladeselskab. Dette ikke sagt for at forklejne de mange tusinde små pladeselsklaber, der globalt set har fungeret lige dele rugekasse og tænketank for såvel nye talenter, ideer og udtryksformer som radikal tænkning og decideret dissidens. Man kan oven i købet med en vis ret hævde, at det som tommelfingerregel er der, man finder de sande rebeller.

Drømmenes faner
Men så er det endvidere værd at huske på, hvorledes dissedens inden for rockmusikken snarere bør opfattes som videreførelse af bohemetraditionens outsiderkultur end venstrefløjens forlængede arm. Forstået på den måde at rocken i alle sine afskygninger først og fremmest har skullet generere modbilleder til (små)borgerskabets åndsforladte nyttetænkning, hvor materialisme, konformitet og ’hygge’ – der som bekendt kan være noget af det uhyggeligste – udgør grundstenene.
Et alternativt rum til kernefamiliens kvælende varmestuer, hvor det skulle være muligt at fremmane andre værdier end parcelhus, campingvogn, svipture til Tyskland efter øl og sygelig optagethed af hvad naboen nu har gang i.
Et fristed, hvor drømmenes faner i ro og mag kan foldes ud, hvor kun fantasien sætter grænser og der er plads til forestillinger om andre måder at leve – og dø – på end de normativt udstukne. Også her i lilleputlandet, der efterhånden er gået hen og er blevet bange for den skygge, det knap formår at kaste. Især efter det nuværende regime med held har fået forvandlet os til den 51. stat i USA, mens den i et væk gør knæfald for Israels afskyelige Sharon. Oh, du blide hjemstavn under MacDonalds Gyldne Buer, vi hylder dig med øllet afsyngning af »Star Strangled Dannebrog«!

Velformuleret torn i øjet
Det paradoksale er så, at mens en stor del af det værste i tiden stammer fra dette forbandede USA, er stormagten såmænd også leverandør af noget af det bedste.
De sidste 100 års musikalske udvikling har således været udstukket af giganten vestpå; blues, jazz, rock, r&b og hiphop har alle deres udspring i den etniske heksekedel, hvis sum er så uhyrligt meget mere kraftfuld end sine enkeltdele – og netop dér kommer Patti Smith luntende ind i billedet.
Siden hun debuterede i 1975 med det på alle måder skelsættende Horses – ét af rockmusikkens helt uomgængelige værker og dens lykkeligste syntese af modernistisk poesi og primal garagerock – har hun med ujævne mellemrum forsynet os med bulletiner fra et sind i evig revolte mod det bestående, om end uden doktriner eller politisk program, selvom hun
efter amerikanske normer sikkert nærmest er trotzkist. Eller noget, der ligner...
Bevæbnet med en ekstatisk tilgang til sprog og toner, et stejlt rasmus-modsat-sind, en indædt modvilje over for de amerikanske institutioners skindemokrati og landets kolonialistiske udenrigspolitik, vidtfavnende global bevidsthed, aggressiv pacifisme, fornem fornemmelse for økologiske sammenhænge, berusende spiritualitet, en række af modernismens sværvægtere – fortærede, forståede, transformerede – med i bagagen og ikke mindst en usvigelig solidaritetsfølelse med de oversete, overflødige og udstødte har den efterhånden 57-årige digterinde, druide og sangerinde i over 30 år ageret velformuleret torn i øjet på landets grasserende WASP-bestyrere, der ikke blot sætter dagsordenen, men sidder tungt på alle rets- og lovgivningsinstanser, medier og politiske poster af betydning.
Vil man vide lidt om Det andet Amerika, er Smith en udsøgt guide og opsamlings-cd’en Land (1975-2000) en smuk introduktion til en kunstner, der ikke er blevet mild, god og intetsigende med årene, men stadig besidder mere vid, bid og vovemod end de fleste rockkunstnere halvt så gamle som hun.

Messende og manende
Patti Smiths musikkarriere falder i to afdelinger – den første og vildeste i årene 1974-79 og den sene, mere modne fra comebacket i 1996 med Gone Again frem til det spritny Trampin’, Smiths første plade for Columbia efter 30 år på Arista. Men selvom Smith ikke har opnået samme gennemslagskraft her i anden omgang, er hendes plader stadig en påmindelse om den urkraft, der gennemstrømmer den bedste rockmusik.
Trampin’ er produceret af Smith selv i samklang med sit orkester, der tæller guitaristen Lenny Kaye og trommeslageren Jay Dee Daughterty fra den oprindelige Patti Smith Group, suppleret med et par unge løver i form af bassist/keyboardist Tony Shanahan og guitarist Oliver Ray. Sammen har de tilstræbt en ren og veldefineret lyd, der på mange måder udgør en skæg kontrast til den stilrene (garage)rock, de i stor stil præsenterer på pladens 11 skæringer. Bedst fremstår Smith dog, når hun går efter det mere stemningsladede som f.eks. den cirkulære ballade »Stride Of Mind« – pladens bedste bud på en hitsingle, om end det er tvivlsomt om der findes plads til Smiths slags i MTV-land, hvor baller af stål vejer tungere end noget på hjerte. Eller når hun benytter rockmusikken som backdrop for sine messende, manende og besværgende tekstrækker, der trækker tråde tilbage til såvel den amerikanske urbefolknings shamaner som modernismens ordberusede ypperstpræster, jvfr. det manende »Gandhi« eller den krigskritiske »Radio Baghdad«, hvor den apokryft muslimske side af Smith får fuld hammer. Ind i mellem halter det musikalske lidt bagefter Smiths visionære ord – numre som »Cash« og »My Blakean Year« er bedre på papiret end i højttalerne – men generelt er Trampin’ en nødvendig påmindelse om at enkelte stemmer nægter at overgive sig til tidens hule toneklang. Også selvom de altså benytter Sony Empiriet som affyringsrampe. Det er – som digteren sagde – ikke let at være nogen.

*Patti Smith: Trampin’ (Columbia/Sony) Producer: Patti Smith and her band. Udkommer i dag
*www.pattismith.net

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her