Læsetid: 3 min.

Sjov lektion i rock

School of Rock er en kærlig komedie-indføring i hård rock
7. april 2004

Ny film
Det var nyligt afdøde Thorkild Bjørnvig, der for over 30 år siden fremhævede den frembrydende rockmusiks dyonysisk berusende kraft – netop det, som School of Rock handler om. Og vi, der oplevede rock-musikkens storhedstid, dengang der blev spillet, som om livet afhang af det, vil ikke kunne andet end elske denne lille energiske komedie om en falleret rockmusiker, der genfødes som inspirerende musiklærer for en klasse af 10-12-årige skolelever.

Liv i kludene
For selv om School of Rock foregår i nutiden, er den jo nostalgisk, når den solidariserer sig med den tilsyneladende så håbløst forældede hard rocker Dewey, der fyres af sit band og lever på nas hos sin bedste ven. For Dewey lever vel i fortiden, når han stadig tror på rock-musikkens oprørske og samfundsomstyrtende mission: En koncert kan lave verden om, det skal musikerne i hvert fald selv tro på, og det gælder i ét og alt om at få chefen ned med nakken: stick it to the man!
Nu er School of Rock ikke nogen stor ambitiøs musikhistorisk sag, men på mange måder en forudsigelig hollywoodsk formular-fortælling om den aparte outsider, der slippes løs i en stivnet institution og får sat grundigt liv i kludene.
Da Dewey får foden indenfor som vikar på dydsmønsterskolen Horace Green, oplærer han sin velopdragne 5. klasse i den hårde rock- og punkmusiks grundbegreber og forvandler dermed sig selv fra kasseret guitarforsanger til et lærer-idol og pædagogisk kraftcenter af dimensioner, der nærmer sig Robin Williams i Døde poeters klub.
Hele dette handlingsskelet ville være faldet raslende til jorden, hvis ikke Dewey var blevet inkarneret af en skuespiller, der i sin inderste fiber besjæles af den rette vilde og blodige rock-galskab. Men her er det netop School of Rock har sit stærkeste trumfkort. Jack Black, der har gjort sig fordelagtigt bemærket i karakterroller i High Fidelity og Shallow Hal, er selv musiker og har den rette gudsforgående rock-ånd og den påkrævede musikalske råkraft til fuldstændig overbevisende at fremstille denne overvintrede hardcore rocker.

Komik og energi
Lille, halvfed, vulgær og egentlig ret ucharmerende optræder Jack Black her som en show-skuespiller, der fører begrebet overspil op i et luftlag, hvor komikken og energien bliver gensidigt selvforstærkende. At han får revet de alt for artige og karakter-optagne skolebørn med sig, tror man gerne på, for han er selv et fint eksempel på rock-musikkens frigørende kraft.
Medrivende er også filmens kærlighed til den rock-musik, der skabte så mange dionysiske højdepunkter: The Who, The Doors, Cream, Jimi Hendrix, The Velvet Underground frem til arvtagere som The Clash og Metallica. Trods sit skematiske plot er School of Rock lavet med et betydeligt overskud af kærlighed og humor, både til musik og mennesker.
Instruktør er ingen anden end den samme Richard Linklater, som ellers har placeret sig markant uden for mainstream med mere smalle pyskologiske karakterstudier. Her giver han et blidt touch til en historie, der ellers kunne have endte i stereotype farce-løjer og har haft den gode idé at anbringe den vidunderlige Joan Cusack i klichérollen som den stramtandede rektorinde, der selvfølgelig inderst inde har et blødt punkt for rockmusik0 (især Stevie Nicks fra Fleetwood Mac).
Hvad Joan Cusack får ud af den perfektible dame er komediekunst i renkultur. Og hvad Jack Black yder som tykmavet rock-profet på højt skoleklasse-niveau er et af de små mirakler, der heldigvis stadig kan forekomme i et mere og mere mekaniseret Hollywood.

*School of Rock. Instruktør: Richard Linklater. Manuskript: Mike White. Amerikansk. (Palads, CinemaxX, Kinopalæet Lyngby, Bio City, Tåstrup)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu